Hvorfor en lysende skeletdragt?
De tidligste ideer
Min rejse med Skeleton-Man begyndte på BOOM festivalen i Portugal i 2004, hvor jeg fik ideen efter at have fået lavet en henna knogle-tegning på min hånd. Meget detaljeret og fint lavet, men ødelagt samme sekund jeg tørrede sved af panden. Løsningen virkede oplagt: Hvorfor ikke gå i en skeletdragt i stedet? Som sagt, så gjort og med et par veninders hjælp debuterede Skeleton-Man året efter på Sonica festivalen i Italien.
Skeleton-Man blev med andre ord født ud af musik, dans og festivitas. Og konceptet – hvis du vil kalde det dét – var ganske enkelt, at jeg syntes, et skelet var sjovt. På daværende tidspunkt havde jeg ikke gjort mig mange tanker om karakteren, men adspurgt havde jeg nok svaret, at et dansende skelet er sjovt, fordi det repræsenterer død – på meget levende vis!! Og det er både selvmodsigende, absurd og pjattet … og barnligt, legende og festligt. Der er også noget meget ydmygt over udtrykket, som jeg godt kan lide, og så er det noget enhver kan optræde som uden særlige forudsætninger.
I mange år var det så vidt, det kom med Skeleton-Man. En dragt til festivaler og kostumefester. Når jeg holdt fast i dragten, var det dels af bekvemmelighedshensyn, men også fordi dragten altid blev modtaget med åbne arme uanset anledning, tid og sted; en gade, karneval- eller undergrundsfest i København, Burning Man i USA, festivaler i Italien og Brasilien, Cambodia og Roskilde Festival. Alle steder blev Skeleton-Man mødt med åbne arme. Da jeg samtidig løbende forbedrede min produktionsteknik og dragterne blev stadig flottere, var det oplagt at fortsætte med at dyrke og udvikle karakteren.
Er Skeleton-Man et hemmeligt alter-ego?
Det er et spørgmål, jeg ofte bliver stillet, og som altid morer mig. Jeg er nemlig meget i tvivl om, hvad jeg skal svare. Jeg vedgår gerne, at dragten har en virkning, men har det meste tøj ikke det? Tag jakkesæt på og der er gode chancer for, at du føler dig bedre “klædt på” i en forhandlingssituation, end hvis du har joggingtøj på. Tag en skeletdragt på og der er gode chancer for, at du vil sænke paraderne en smule, fordi det hele allerede opleves mindre alvorligt og mere pjattet. Måske du endda vil handle mere impulsivt bare for at afmontere en eventuel alvor. Gør det længe og ofte nok, og måske endda du vil opleve, at du har en slags forpligtelse til at “ære” den skeletfigur, du bringer til live.
Det er nemlig også, hvad du foretager dig. Du skaber en karakter, som 100 procent er DIG, men samtidig en skabelon for enhver anden person. Alle har vi et skelet tilfælles, og på en eller anden underfundig måde kommer du til at repræsentere selve menneskeheden i dragten. Jeg ved, det lyder voldsomt, men tænk over det. Hvis du møder et skelet til en fest (eller hvor som helst), vil du hellere opleve et skelet, der danser og fester og spreder glæde og smil, end et skelet der sidder i hjørnet og klager over, at ingen vil danse. Dette gælder selvfølgelig uanset dit tøj, men så meget mere, hvis du møder op som en universel arketype karakter. Hvem som helst kunne gemme sig i den skeletdragt, og i den forstand ender du med at repræsentere alle. Og der vil du altså gerne fremstå, som det bedste mennesket kan.
Så for at svare på spørgsmålet; Er Skeleton-Man mit alter-ego? Ja, i den forstand at jeg altid forsøger at give slip på selvpålagte begrænsninger, generthed og mådehold, når jeg er iført dragten. For mig skal Skeleton-Man repræsentere noget “larger than life”; en enorm livskraft af energi, kærlighed og omsorg kombineret med en ustoppelig selvsikkerhed, der fejer benene væk under dig, hvis du lader ham. Det er i hvert fald den karakter, jeg forsøger at personliggøre – med alle mine mangler, fejltrin og usikkerhed i processen. Så måske det er mere rigtigt at sige, at Skeleton-Man er det alter-ego, jeg håber og prøver at blive.
Gør-Det-Selv – ingen andre vil!
Arbejdet med at lave skeletdragter introducerede mig også til den vidunderlige DIY (Do-It-Yourself) verden. Og lad mig straks understrege: Hvis du ikke allerede har en hobby, der involverer så meget DIY som muligt, går du glip af en fantastisk chance for at lære en masse cool færdigheder.
For nogle involverer DIY ekstremt tidskrævende og komplicerede projekter, der giver beskæftigelse til tusindvis af timer. Et af mine favorit projekter er at bygge sin egen satellit. Ja, du læste rigtigt. Byg. Din. Egen. Satellit. Der er en DIY plan for det. At bage dine egne småkager er imidlertid fuldt ud lige så meget DIY. Og det er det smukke ved DIY. Man starter, hvor man er. Og når du løber panden mod en mur, er der altid en person klar på internettet, der kan hjælpe dig videre.
For at jeg kunne begynde at lave mine egne skelet-dragter, skulle jeg blot have tre færdigheder; klippe, lodde og sy. Alle kan klippe og sy og lodning lærte jeg fra Youtube videoer. Så var jeg i gang, og jeg husker stadig glæden, første gang jeg fik en El Wire ledning til at lyse. Hvilke muligheder der nu åbnede sig! Herfra var det bare et spørgsmål om at prøve sig frem. Besværligt nogen gange, ja vist, men på ingen måde svært. Og jeg erfarede hurtigt, at hvis du en gang imellem går “the extra mile” og kaster dig ud i en ny disciplin, som fx at lære at bruge en symaskine, åbner nye verdener sig endnu engang.
Og det er vel det, jeg – udover al underholdningen – har nydt mest ved at lave skeletdragter. At erhverve færdigheder, jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig, jeg ville lære.
DJ Skeleton-Man
DJ Skeleton-Man er en integreret del af Skeleton-Man projektet. Så meget at han fortjener sin egen separate blog artikel (se her indtil artikel er udgivet). Men lad mig her kort opsummere min DJ Skeleton-Man historie.
Min DJ karriere begyndte allerede i de tidligere 00’ere, mens jeg studerede jura på Københavns Universitet. På det tidspunkt var jeg vinyl dj og spillede regelmæssigt til International Students arrangementerne i Studenterhuset (plus et bryllup hist og her). Da jeg blev Cand. Jur. i 2006, blev det dog kun til hjemme DJ’ing, men i 2016 genoptog jeg aktiviteten. På det tidspunkt var jeg blevet introduceret til CDJ controllere, der havde en væsentlig fordel ifht. vinyl: Farvel mælkekasser pakket med vinyl, hallo USB stick! Med et var alt meget nemmere, og da jeg samtidig fandt mere og mere af den elektroniske musik, jeg virkelig holder af, blev DJ interessen vakt til live igen.
Velkommen Sartre og Kierkegaard..
Som nævnt var Skeleton-Man alene tænkt som et festligt indslag. Jeg blev derfor meget overrasket, da jeg erfarede, at nogle mennesker også fandt dragten lidt uhyggelig. Det var bestemt ikke tiltænkt, men som tiden gik fik det mig til at spekulere på, om Skeleton-Man var mere og andet end blot let underholdning. Tilsyneladende rørte han ved nogle primale instinkter, hvilket kun forstærkede min interesse i karakteren.
Sideløbende med mine erfaringer med Skeleton-Man voksede min interesse for den eksistentielle litteratur. Navnlig satte læsningen af den amerikanske psykoterapeut Irvin Yaloms bog “Existential Psychotherapy” fra 1980 en masse tanker i gang. I bogen undersøger Irvin Yalom hvad han kalder livets ultimative anliggender: Menneskets angst for døden, friheden, ensomhed og meningsløshed. Det er en på alle måder lærerig bog, der for mit vedkommende med tiden blev kilde til flere radikale livsændringer. I en senere blog artikel om manden bag Skeleton-Man, vil jeg gå mere i detaljer om dette. Men ja, det er efter min mening en fantastisk og helt unik bog. Og som det er, når man støder ind i noget, man selv synes er godt og vigtigt, vil man gerne dele det.
Igen virkede det oplagt at kombinere mine interesser. På den ene side var der Skeleton-Man. Legemliggørelsen af død, der samtidig er særdeles meget i live og som danser, underholder og fejrer livet i festlige sammenhænge med så mange medmennesker som muligt. På den anden side den eksistentielle tradition, der på eftertænksom vis og ved hjælp af nøgtern overvejelse prøver at nå ind til livets kerne. Den fysiske side og den rationelle side. Den bekymringsfri og den bekymringsfulde side. Med Skeleton-Man i midten med et ben i begge lejre. Liv og død. Sort og hvid. Mørke og lys.
Skeleton-Man Showet Døden: Livets høje pris
For mig virker det oplagt, at der må være en forbindelse og lige siden, har jeg arbejdet på at identificere og formidle forbindelsen. Med tiden førte dette til Skeleton-Man Showet Døden: Livets høje pris.
Men forinden da var den sidste brik i puslespillet mødet med Semko Balcerski. En fotograf af Guds (eller naturens) nåde og den første fotograf, der kunne se, forstå og indfange det drama og lysmagi, Skeleton-Man er. Og instruere mig når jeg ikke ser lyset, så at sige.
Det har betydet, at Skeleton-Man er blevet forsynet med et omfattende fotokartotek, der underbygger projektets mange aspekter. Det har også gjort, at jeg i dag med Døden: Livets høje pris kan tilbyde indføringer i den eksistentialistiske tradition med brug af unikke visualiseringer.
Alle disse tiltag er designet til at overstimulere sanserne, lokke publikum ud af deres komfortzone og bringe dem i en tilstand, hvor de sænker paraderne. Oplevelsesmæssigt skal indtrykkene overvælde beskueren med deres æstetiske nydelse, men samtidig skal de som en kraftig understrøm rive publikum med ud på det dybe vand, hvor de store spørgsmål virker oplagte og naturlige at overveje. Det er min overbevisning, at det er den bedste måde at fastholde forestillingen om personlig død og nå ind den energi og autencitet, som her ligger.
Med Skeleton-Man som kaptajn og guide og ved at stimulere alle sanser lukker vi sammen døren op til forestillingen om døden, kigger lidt ind og ser, hvad den vækker af tanker og følelser i os vender tilbage igen. Nogen gange måske lidt forvirrede og overvældede, men med en ukuelig lyst til at gribe livet og nu’et, som den vi er. Forestillingen om personlig død er nemlig den bedste vejviser, det højeste og klareste fyrtårn i din tilværelse, der viser dig, hvad der virkelig har værdi for dig.
I denne blog artikel kan du læse mere om showets indhold.
Skeleton-Man’s død
Og således fortsætter min rejse med Skeleton-Man. I hvert fald så længe jeg kan bære dragten. En dag vil også Skeleton-Man være borte.
Det spørgsmål og tema må jeg imidlertid også henvise til en separat blog artikel, hvor jeg vil gå mere ind i min personlige historie. Lad det blot her være nævnt, at også jeg har haft mine livskriser og i glimt erfaret, at også mit liv en dag vil slutte. Til tider funderer jeg sågar, om alle mine Skeleton-Man aktiviteter i virkeligheden er mit ubehjælpelige forsøg på at intellektualisere døden, så jeg på den måde kan holde den på afstand. I så fald er mit håb blot, at det er, hvad Ernest Becker i bogen “The Denial of Death” kalder en frugtbar illusion.
Men som sagt, det er et emne for en separat blog artikel om manden bag Skeleton-Man.
Her og nu håber jeg, at ordene ovenfor har kastet mere lys på Skeleton-Man og, at de har givet dig lyst til at følge med videre på rejsen. Der er et væld af andre blog artikler her og der bliver løbende tilføjet nye. Hvis du vil orienteres om, hvornår der er nye artikler, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev her.
Og husk at du altid er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vil have Skeleton-Man forbi, hvad end det er som DJ og/eller med showet Døden: Livets høje pris.
Tak for din tid og interesse og velkommen til Skeleton-Man!