Introduktion

I bind 2 af Det andet køn fra 1949 undersøger Simone de Beauvoir (1908-1986), hvordan kvinder i alle livets faser er udsat for og formes af samfundets normer og forventninger til at varetage en bestemt rolle i relation til manden. Som andet binds berømte åbning lyder:

Man fødes ikke som kvinde – man bliver det.

Bogen skabte skandale, da den udkom. Vatikanet bandlyste bogen og selv progressive tænkere som Albert Camus forsvor bogen, som han mente var en fornærmelse mod samtlige franske mænd. Men trods offentlig udskammelse er bogens budskab lige så interessant og relevant i dag, som da den udkom for 75 år siden, selvom meget også har ændret sig. Især opdragelse hvor piger tillades langt mere fysisk udfoldelse, seksualoplysningen og italesættelsen af kønnenes forskel. Visse steder skal hendes tanker derfor læses i det lys, og teksten er snarere en analyse af nogle principper end en akkurat beskrivelse af nutidens forhold.  

Denne artikel følger op på præsentationen af bind 1 (Kendsgerninger og myter) og vil blive fulgt op af en præsentation af det afsluttende bind 3 i serien.  

Barndom

Selvom pige- og drengebørn på mange måder er helt ens de første mange år, behandles drenge generelt lidt mere hårdhændet og opfordres til at være en “lille mand”. Men hvis drengen er mindre beskyttet, er det kun fordi, man har større planer med ham. Man lærer ham at omfavne og være hovmodig over sin maskulinitet, og dette abstrakte begreb antager konkret skikkelse for ham: det legemliggøres i penis. Hans stolthed over sit lille ligegyldige kønsorgan opstår ikke spontant, men er et produkt af hans omgivelsers holdning til og værdsættelse af det maskuline. Piger oplever ikke den opmærksomhed på sine kønsdele, men fallos er simpelthen lig med maskulinitet og evnen til at tisse stående en begivenhed, der indvier den lille dreng i faderens verden. 

At drenge kan tisse stående, gør et dybt indtryk på den lille pige. Når hun skal lade vandet, er hun nødt til at sætte sig på hug, blotte sig og gemme sig. Mens altså drenge har et “vedhæng”, de kan projicere sig selv ud i, oplever pigen sine kønslige funktioner som noget flovt og ubekvemt, hvilket gør det svært at håndtere den udefinerlige frygt, piger nærer over for sine mystiske “indre dele”. 

For drenge er kroppen et redskab, hvormed han som subjekt kan underlægge sig naturen. Fra sine første år lærer han at indkassere slag, at foragte smerten og bide gråden i sig. Selvfølgelig oplever han også sig selv som et objekt, et væsen, der eksisterer “for andre”, siger Beauvoir, men der består ikke et fundamentalt modsætningsforhold mellem dette objektive billede, han har af sig selv, og hans vilje til at bekræfte sig selv i konkrete målsætninger. 

Pigen derimod bestyrkes i en tilbøjelighed – der er fælles for alle børn – til at gøre sig selv til objekt. Man lærer hende, at hvis man vil behage, skal man bestræbe sig på at behage, dvs. gøre sig til en attråværdig genstand. Mens drengen finder sin værdi i at handle, lærer pigen værdien af at være “billedskøn”. Det skaber fra barnsben en konflikt i pigen, der bliver til en ond cirkel, for jo mindre hun anvender sin frihed på at forstå, gribe og opdage sin omverden, jo mindre støtte vil hun finde i denne, og jo vanskeligere vil hun have ved at driste sig til at bekræfte sig selv som subjekt.

Denne opfattelse bestyrkes, når pigen ser, at det i reglen er mændene, der bestemmer i verdenen, mens kvinders værdi ofte kobles til udseende. Der findes masser af stærke, kvindelige forbilleder, men selv, når kvinder har magt, er det ofte på mandens scene, i hans “system”. Og på det helt nære plan har faderen i mange hjem stadig den højere løn eller den mere “prestigefyldte” stilling. Over tid og ikke gennem én stor, men tusind små afsløringer, opdager pigen altså, at kvindens plads er mere begrænset – også selv når ingen direkte siger det.

Alt bidrager i den lille piges øjne til at bestyrke dette kønnenes hierarki. Historie, litteratur, viser, eventyr – alt er en forherligelse af manden. Manden udforskede jorden og opfandt værktøj, skabte nationer, kultur og historien. Når den lille pige udforsker verden og sin skæbne, gør hun det således ikke med egne, men med mænds øjne. Mændenes overlegenhed er overvældende.

Og videre:

Hun erfarer, at man må være elsket for at være lykkelig. For at blive elsket må man vente på kærligheden. Kvinden er Tornerose, Askepot, Snehvide, kort sagt den, som modtager og underkaster sig, mens den unge mand dristigt drager ud for at fælde kæmper og oplede kvinden … Selv når kvinder optræder som helte, er nok så foretagsomme og dristige, er det dog denne belønning, de alle stræber efter. Og oftest forlanger man ingen anden dyd af dem end skønhed … For prinsessen som for hyrdinden gælder det, at hun må være smuk for at erobre kærlighed og lykke.  

Alle disse krav til de små piger om at være stille, søde og artige undertrykker deres naturlige livsudfoldelse. Fordi de ikke får lov til at bruge sig selv frit, og fordi de keder sig, bliver de indadvendte, triste, drømmende og løsrevet fra virkeligheden. 

Beauvoir skrev dette i 1949, og det gælder givetvis ikke med samme kraft i dag, hvor piger godt kan klatre i træer og spille fodbold, hvor både piger og drenge tager del i huslige opgaver, og hvor vi accepterer, at børn er forskellige. Men der findes stadig subtile forskelle i forventninger til, hvordan piger og drenge må udtrykke sig: Piger må gerne være hjælpsomme, pæne og dygtige, men for meget vildskab, vrede eller fysisk udfoldelse bliver hurtigt problematiseret. Omvendt får drenge lettere adgang til fysiskhed, mens sårbarhed undertrykkes. 

Ligeledes lever forskellene videre i omverdenen – i reklamer, film, legetøj, og voksnes reaktioner mv. Mange piger internaliserer derfor stadig behovet for at være søde, perfekte og præsentable, som kan føre til det, Beauvoir taler om: overtilpasning, kedsomhed, angst, og at den kreative kraft vendes indad som uro eller overpræstation i stedet for fri udfoldelse. Hertil har det romantiske drømmeri måske i dag fået ny form i sociale medier, hvor piger i højere grad end drenge er tilbøjelige til at spejle sig i idealer om udseende, relationer og perfektion.

Beauvoir sammenligner situationen med de sorte i USA, der på samme måde var udelukket fra mange muligheder. Den store forskel var imidlertid, at de sorte intet privilegium besad, der kunne gælde som kompensation, og kun oprørske fandt sig i deres skæbne. 

Kvinden derimod opfordres til at stå i ledtog med sine undertrykkere … Forældre og opdragere, bøger og myter, mænd og kvinder foregøgler den lille pige alle de lyksaligheder, passiviteten kan rumme. Allerede som ganske lille lærer man hende at få smag for den, og efterhånden som årene går, sniger fristelsen sig fra alle sider ind på pigen. Hendes modstandskraft bliver uvægerligt svagere og svagere, efterhånden som hendes trang til aktiv udfoldelse møder stadig større hindringer. Men ved at acceptere at være passiv accepterer hun samtidig modstandsløst at ville underkaste sig en skæbne, der dikteres hende udefra – og denne nødvendighed skræmmer hende.

Puberteten

Alle disse vaner og værdier indpodes piger (og drenge) i løbet af opvæksten, der med ét omvæltes i sin grundvold af puberteten, som forvandler barnekroppen til en fuldt udviklet kvindekrop og forandrer stort set alt i pigens relationer til sine omgivelser. 

I denne forvirrende periode skal den lille pige til at vænne sig til, at der næsten altid er en uforklarlig smerte i hendes bryst. Et eller andet er ved at foregå, som ikke har noget med sygdom at gøre, men er en følge af selve tilværelsens lov og dog er kamp og splittelse … Nu “udvikles” hendes krop, bare ordet indgyder hende afsky … Hvad enten hun er mere eller mindre forberedt, aner hun i disse ændringer en formålsbestemthed, der river hende bort fra hende selv. Med dem er hun kastet ind i en livscyklus, der rækker ud over hendes øjeblikkelige eksistens, og hun fornemmer en afhængighed, der knytter hende til manden, barnet og graven. Hidtil har alt i hendes krop haft et formål – og det lidt mistænkelige urinorgan været gemt væk. Nu kan hendes bryster pludselig ses under blusen og den krop, som hun troede var hende selv, oplever hun som kød, som en genstand, andre kan se og kigge på. Det kan komme som et chok for mange piger, når de oplever, at de bliver set på. Pigen får fornemmelsen, at hendes krop glider fra hende, at den ikke længere er et klart udtryk for hendes individualitet, men noget fremmed. 

Forinden den første menstruation føler pigen undertiden slet ingen lede ved sin krop. Hun er stolt over at blive kvinde, stopper blusen ud med lommetørklæder og iagttager tilfreds, hvordan hendes bryst bliver større. Forståelsen kommer med den første menstruation, og nu melder skamfølelsen sig. Som en pige skriver: Fra nu af fandtes der et ”før” i min erindring. Resten af min tilværelse ville nu kun være et “efter”. 

Beauvoir skrev dette i 1949, og det gælder måske ikke på samme måde i dag, hvor mange pigebørn får god oplysning og oplever støtte hjemmefra. Men undersøgelser viser, at mange piger stadig oplever skam og ubehag, skjuler tamponer og føler sig ulækre under menstruation, der opleves som noget, der skal skjules og håndteres, snarere end blot noget man må være i.

I pubertetsårene føler drengene sig også besværet af deres krop, men da de fra barndommen af har været stolte af deres virilitet, falder det dem naturligt at projicere modningsperioden ud i denne. De praler med det hårlag, de får på benene, taler højt med dyb stemme, viser deres overarme mv. En krævende frihed kan vække ængstelse, men mandsværdigheden tiltræder de med glæde. Og kønslemmet vedbliver at være et alter ego, han kan være stolt af. 

Den lille piges kønsliv er derimod altid foregået i det skjulte. Når hendes erotik forvandles og erobrer hele hendes kød, bliver den til et beklemmende mysterium …Hun forstår, at hendes bestemmelse er at blive besiddet, da hun jo selv længes efter det, men hun gør oprør mod sit eget begær. Hun ønsker og frygter på en gang den vanærende passivitet, der er forbundet med at være et villigt bytte … Men det mest uafviselige og afskyelige symbol på den fysiske besiddelse er dog dette, at mandens lem skal trænge ind i hende. 

I dag gælder andre seksualnormer og begæret og magtforholdet følger ikke altid mønsteret “mand aktiv, kvinde passiv”. Mange kvinders første seksuelle erfaringer kan dog stadig være præget af ambivalens og uvished, og selvom kvinder i dag har adgang til prævention og abort, så ligger der stadig en forskel i, hvem der ‘modtager’, og hvem der ‘trænger ind’. Mange kvinder (og piger) føler, at deres grænser skal forsvares, at de skal tænke over, hvad de giver væk – og det gør, at oplevelsen af besiddelse stadig er reel, bare mere skjult i samtykkets sprog.

I 1949 kunne Beauvoir tillige skrive: 

Selv den “frommeste og uskyldigste” lille pige gemmer “vederstyggelige” forestillinger og ønsker i sit hjerte. Hun gør alt for at skjule dem … Hendes eneste ønske er at leve og tænke, som konventionerne byder hende … Men trods alle fortrængninger føler hun sig tynget under vægten af unævnelige synder. Ikke blot skamfølelse, men også samvittighedsnag er uløseligt forbundet med hendes forvandling til kvinde. 

Dette gælder formentlig heller ikke med samme kraft i dag, men mange piger og unge kvinder oplever stadig, at der er dobbelte standarder: De må gerne være seksuelt frigjorte, men ikke for meget; De skal være naturlige, men også attraktive; De skal være autonome og selvstændige, men samtidig omsorgsfulde og nemme at omgås. 

Det skaber en indre konflikt, hvor man let kommer til at skamme sig over sine egne følelser, begær og aggressioner – også selvom man ved, at man “må” føle dem. Den skam tager i dag ofte form af selvkritik, lavt selvværd, ængstelighed eller perfektionisme.

Ungdom

Med pubertetens indtræden rykkede fremtiden ikke blot nærmere på kvinden, men tog direkte bolig i hendes krop. Rent praktisk indebar det i 1949, at kvinden nu skulle vente på sin prins og befrier, og biologisk at hun skulle indrette sig på en ny virkelighed:

Menstruationen ledsages af smerter, hovedpine, ømhed og mavepine og gør den sædvanlige aktivitet besværlig eller endog umulig. Til disse onder komme ofte psykiske vanskeligheder. Det er ikke så sjældent, at kvinder hver måned i deres nervøse og irritable tilstand bliver mentalt forstyrrede i lettere grad … Hele universet bliver til en byrde, der ikke er til at bære, når det opleves gennem dette smertende og tålsomme kød. 

For så vidt angår samfundets grænser for kvinders udfoldelse går disse især i forhold til at bruge vold. Nu spiller den brutale kraft ganske vist normalt ikke nogen stor rolle i de voksnes verden, men den hjemsøger den dog hyppigt og på hvert eneste gadehjørne er der slagsmål i luften. For det meste sker der intet. Men det, at manden i sine næver føler viljen til selvbekræftelse, er nok til at overbevise ham om hans suverænitet og at han kan vedkende sig sine lidenskaber og sin egen vilje. Beauvoir uddyber: 

Hvis man kategorisk giver afkald på magtanvendelse, er det ensbetydende med, at man lukker sig inde i en abstrakt subjektivitet og afskriver enhver mulighed for at nå frem til en objektiv sandhed. Den vrede, det oprør der ikke forplanter sig til musklerne, kommer aldrig ud over det uvirkelige. At være udelukket fra at lade sit hjertes inderste tilskyndelse sætte sig spor på jorden hører til de frygteligste ulykker, et menneske kan komme ud for … Man behøver blot at se den betydning, unge mænd tillægger deres muskler for at forstå, at ethvert subjekt opfatter sin krop som det objektive udtryk for sig selv.

Læg hertil at pigens krop ofte reagerer umiddelbart og fysisk på hendes følelsesliv, som om der næsten ikke findes nogen afstand mellem det, hun føler, og det, hendes krop udtrykker. Hun har endnu ikke lært at adskille eller bearbejde sine indre tilstande på en måde, som samfundet anerkender, og derfor kommer hendes uro, angst, vrede eller sårbarhed ofte til udtryk gennem kroppen. Det kan vise sig som træthed, spændinger, ondt i maven eller søvnbesvær. Kroppen bliver en direkte afspejling af det, hun ikke kan sige højt eller forstå fuldt ud som en slags kropslig protest eller appel om forståelse. 

Den selvbeherskelse, som er kvinden pålagt, og som bliver “pæne unge pigers” anden natur, dræber al spontanitet, livsglæde, oprør og foretagsomhed og opfordrer i stedet til dovenskab og middelmådighed. Uden tillid til sin krop forsvinder selvtilliden, og kvinden indstiller sig på at være bytte og opfatte sig selv som objekt. Men den påtvungne accept af passivitet kommer ikke uden konsekvenser for synet på eksistensen:

Den smag for det hemmelighedsfulde, der er udviklet hos den lille pige i præpuberteten, accentueres yderligere. Hun forskanser sig i ophøjet ensomhed. Hun vil ikke delagtiggøre sine omgivelser i det skjulte jeg, som hun betragter som sit sande jeg, men som i virkeligheden er en imaginær person. Hun går op i rollen som det enestående vidunder, hun mener at være, uendelig fjern fra den objektive person, som hendes forældre og venner kender. Derfor er hun også overbevist om, at man ikke forstår hende, og det gør kun forholdet til hendes eget jeg endnu mere lidenskabeligt. Hun beruser sig i sin ensomhed, føler sig forskellig fra andre, hævet over sine omgivelser, kort sagt som et undtagelsesvæsen. Hun lover sig selv, at fremtiden skal bringe hende oprejsning for hendes nuværende livs middelmådighed, og bruger drømmen som middel til at undfly denne snævre og smålige tilværelse … Hun fortæller sig selv tåbelige eventyr. Hendes manglende greb om verden er forklaringen på, at hun så ofte forfalder til den slags pjank. Hvis hun var nødt til at handle, var hun tvunget til at se tingene i øjnene, men hun kan sætte sig ned i tågen og vente. Også den unge mand drømmer, men mest om spændende begivenheder, hvori han selv spiller en aktiv rolle. Den unge pige foretrækker det forunderlige fremfor det spændende. Hun indhyller ting og personer i et flimrende, magisk lys. Forestillingen om det magiske er forestillingen om en passiv kraft. Den unge pige er nødt til at tro på det magiske, fordi hun er henvist til passivitet og alligevel ønsker magt. Hun må tro på sin krops magi, der skal tvinge mændene ind under hendes åg, og på tilværelsens magi, der skal opfylde alle hendes ønsker, uden at hun selv behøver at gøre noget. Realiteternes verden forsøg hun derimod at se bort fra. 

I længden er den ensomme dagdrømmertilværelse utilfredsstillende for den unge pige. Ofte søger hun hjælp hos sine kønsfæller og den unge pige kan få store følelser for en veninde eller en lærerinde. Andre gange eksperimenterer hun måske ved at blive forelsket i en socialt velanset mand, f.eks. en ældre og lidt komisk lærer, eller en filmhelt; tanker, hun aldrig ville eller kan føre ud i livet, men som giver hende mulighed for at lære kærligheden at kende på et rent abstrakt plan. 

Da kvinden kun har en mulighed, manden, har hun dog med tiden brug for hans kærlighed. Men betingelsen for, at han kan give hende selvstændigt værd, er, at han selv er en suveræn bevidsthed. Selvsikkerhed, uanset hvilken form den antager, har noget sejrrigt med sig, og en kvinde kan føle sig draget af Neros grusomhed. 

Mange unge piger leder efter en mand, der i deres øjne står hævet over alle andre både med hensyn til position, egenskaber og intelligens. De ønsker, at han skal være ældre end de, fordi det er forudsætningen for, at hans position er konsolideret, hans prestige og autoritet almindelig anerkendt. Rigdom og berømmelse udøver en uimodståelig magt over dem, da den udvalgte jo forekommer dem at være det absolutte Subjekt, der ved sin kærlighed skal give dem del i sin stråleglans og nødvendighed. Hans overlegenhed forlener den unge piges kærlighed med et skær af idealitet: når hun ønsker at hengive sig til ham, er det ikke, fordi han er et hanskønsvæsen, men fordi han er dette strålende undtagelsesvæsen. ´Jeg søger efter kæmper, og finder kun mænd´, som en fortvivlet ung pige sagde. 

Samtidig nægter kvinden at anerkende følgerne af objektgørelsen. Den unge pige kan være stolt over at kunne fange mandens interesse og vække beundring hos ham, men rødmer og bliver vred, så snart man betragter hende lidt nærgående. 

Det morer hende at udfordre manden, men opdager hun, at hun har vakt hans begær, trækker hun sig tilbage med alle tegn på afsky. Det mandlige begær er i lige så høj grad en fornærmelse som en hyldest. Så længe hun føler sig ansvarlig for sin charme og har på fornemmelsen at råde frit over den, frydes hun over sine sejre, men i det øjeblik hun oplever sine træk, sine former, sit kød som noget givet og påtvunget, vil hun skjule dem for dette fremmede og påtrængende selvstændige individ, der begærer dem. Det er kernen i den elementære skamfølelse, der tilsyneladende umotiveret pludselig kan optræde midt i det mest uhæmmede koketteri. Et pigebarn kan tage sig de mest forbløffende friheder, fordi det ikke er gået op for hende, at netop hendes initiativ afslører hende som det passive objekt. Så snart hun opdager det, skræmmes hun og fyldes af vrede. Intet er mere tvetydigt end et blik. Det betragter én på afstand, og på grund af denne afstand forekommer det ærbødigt, men det bemægtiger sig lumskeligt det sete. Den nyudklækkede kvinde falder ustandselig i den slags fælder. Først giver hun efter for sine følelser, men straks efter stivner hun krampagtigt og undertrykker sig eget begær. Hendes endnu usikre krop oplever det ene øjeblik kærtegn som en blid nydelse, det andet som en ubehagelig kildren”. 

Mens den unge dreng kan gribe til virkningsfulde voldsmidler og med næveslag bekræfte sig selv som subjekt, har den unge pige ikke lov til at bekræfte sig selv og gøre sig gældende, og det er netop det, der oprører hende så dybt.

For hende er det intet håb om at ændre verden eller at hæve sig op over den. Hun ved, eller i det mindste tror, at hun er bundet – og måske ønsker hun også at være det. Hendes eneste mulighed er at være destruktiv. Bag hendes raseri ligger en dyb fortvivlelse … Den unge pige iagttager sig selv, mens hun lider. Hun er mere optaget af sin egen lyst til vold og oprør end egentlig interesseret i, hvad hun kan opnå ved at realisere disse tilbøjeligheder. Når hun indtager en så perverteret holdning, er årsagen den, at hun stadig er solidt forankret i et barnligt univers, som hun ikke kan – eller ikke vil – gøre sig definitivt fri af. Hun basker blindt mod tremmerne i sit bur og gør sig ikke for alvor forsøg på at slippe ud af det. Hendes adfærd er negativ, indadrettet og symbolsk. 

Kvinden er altså sat i en desperat situation. Hendes passivitet er utilfredsstillende for hende, men hun har ikke lært at handle og martres af selvlede over intet at gøre, alt imens omgivelserne forsøger at overbevise hende om, at hun lever i den bedste af alle verdener, hvor hun bare skal vente på prinsen. 

Men løgnen, som man påtvinger den unge pige, består dog først og fremmest i dette, at man kræver af hende, at hun skal lade, som om hun er et objekt, oven i købet et fortryllende objekt, mens hun i virkeligheden oplever sig selv som et usikkert og splittet væsen og kun alt for godt kender sine egne skavanker … Man indstuderer efter alle kunstens regler, naturlige og umiddelbare ansigtsudtryk og mimer henrevet passivitet. Intet er mere forbløffende end pludseligt at se et ansigt, hvis normale udtryk man er fortrolig med, midt under udøvelsen af dets kvindelige funktion. Transcendensen fornægter sig selv og efteraber det immanente. Blikket ser intet, men fungerer blot som et spejl, kroppen lever ikke mere, men venter, hver bevægelse og hvert smil er en kalden. Forsvarsløs og føjelig står hun dér og ejer ikke mere selvstændighed end en blomst, der rækkes frem, eller en frugt, der kan plukkes. 

Manden opmuntrer hende til bedraget, han kræver ligefrem at blive bedraget. Og kvinden, der ikke har mulighed for at handle, men kun at være, gør hvad der forlanges. Hun har ingen mulighed for at tage mål af sig selv og søger derfor trøst i skuespilleri. Hun stabler en personlighed på benene og forsøger at gøre den betydningsfuld, hun omgiver sig med tragedie for dog at føle, at hun lever, eller hun luller sig ind i vrangforestillinger og ønskedrømme. Som en kvinde sagde: “Jeg vil alt – og nu”. Et sådant barnligt stivsind finder man kun hos det menneske, der drømmer sin skæbne. Drømmen fejer tiden og alle hindringer til side, og den må ustandselig overtrumfe sig selv for at råde bod på sin manglende realitet. Enhver, der har virkelige planer, kender til en endelighed og begrænsning, som er selve pantet på hans konkrete magt. Den unge pige forventer, at alt skal gives hende, fordi intet beror på hende. Deraf også hendes nærtagenhed og forfængelighed, da hendes værd bestemmes af omgivelsernes lunefulde dom, aldrig af hendes egen indsats, og den mindste kritik eller spottende bemærkning drager hele hendes eksistens i tvivl. 

Den unge piges udsathed for forpinte konflikter giver hende en berigende sammensathed. Hendes indre liv udvikles i højere grad end hendes brødres. Hun vogter opmærksommere på sine følelser, der derved blive mere nuancerede og mangfoldige. Hun har større psykologisk sans end drenge, hvis sind er rettet mod ydre mål. Hun falder ikke så let i højtidelighedens og konformismens fælder og har kun et ironisk og gennemskuende smil tilovers for de løgne, hendes omgivelser har udpønset. Hun oplever daglig, hvor tvetydige hendes vilkår er og drager modigt den fastslåede optimisme i tvivl såvel som de færdigsyede værdier og den hykleriske og betryggende moral.

Den unge pige gør som oftest kun negativ brug af denne frihed, men kan også udvikle en sådan evne til modtagelighed, at hun tryllebinder hele verden med sin blide generøsitet. Men det kræver en ufordærvet ægthed at spare hende for den unge piges almindelige konflikter. 

Da det menneskelige univers ligesom ikke rigtig har plads til hende, og hun selv har vanskeligt ved at tilpasse sig, formår hun ligesom barnet at betragte det objektivt. I stedet for udelukkende at interessere sig for at få greb om tingene, hæfter hun sig ved deres betydning. Hun opfanger deres særlige konturer og overraskende forvandlinger … Den unge pige går med glødende interesse op i tingene, fordi hendes transcendens endnu ikke er blevet stækket, og netop den omstændighed, at hun intet fuldbyrder og intet er, gør kun hendes lidenskabelige begejstring desto stærkere. Tom og grænseløs som hun er, vil hun fra dybet af sin intethed søge at vinde Alt. 

Dette ungdommelige absoluthedskrav kan også tænde en ildhu, der kan gennemgløde et helt liv, som hos en Rosa Luxemburg eller Sophie Scholl. 

Midt i deres slaveri, midt i sin uformuenhed kan den unge pige ud af sit oprørs dyb hente mod til de dristigste handlinger. Hun møder poesien, og hun møder heroismen. At sætte sig ud over samfundets snævre horisont er netop én af de måder, hvorpå hun kan forholde sig til den kendsgerning, at hun er dårligt integreret i samfundet”. 

Men de er undtagelser. Søstrene Brontë fik en barsk lod. Den unge pige er patetisk, fordi hun ensom og hjælpeløs gør oprør mod verden. Men verden er alt for mægtig. Hvis hun fremturer med at afvise den, knækkes hun. Derfor indordner langt de fleste piger sig i løbet af puberteten. Det pigebarn, der engang var så oprørsk, bliver til et besindigt væsen indstillet på en kvindetilværelse. Lidt efter lidt begraver den unge pige sin barndom, dvs. dette selvstændige og myndige individ, hun engang var og går lydigt ind i de voksnes verden. 

Som en attenårig Marie Bashkirtseff skrev: “Jo nærmere jeg kommer min ungdoms alderdom, jo mere ligeglad bliver jeg. Få ting ophidser mig nu, og før plejede alt at ophidse mig”. 

Seksuel indvielse

For manden er overgangen fra barneseksualiteten til modenhed forholdsvis enkel; manden står stadig selv i centrum, men stræber ud over sig selv mod objektet uden at miste sin selvstændighed. Kønsakten afrundes med orgasmen, og manden har ikke været udsat for noget indgreb i sin kropslige integritet; hans ydelse til arten er ét med hans egen nydelse. 

Kvindens erotik er langt mere kompleks og afspejler det komplekse i hele hendes situation. Den seksuelle debut river kvinden ud af sin barneverden. Der er ikke tale om en harmonisk afslutning på en kontinuerlig udvikling, men et pludseligt brud med fortiden og begyndelsen til en ny cyklus. Klitoris-orgasmen suppleres nu af vaginal-orgasmen, der kan ses som mere “moden”, fordi den involverer partneren og symboliserer en form for overgivelse og forening, men som også kan repræsentere en tilpasning til mandens behov mere end kvindens reelle oplevelse af lyst. 

En anden vigtig forskel er synet på kvinders og mænds seksualitet. Det patriarkalske samfund har viet kvinden til kyskhed, mens manden indrømmes ret til at tilfredsstille sine seksuelle lyster og modtager beundring for sine erobringer. For hende er kønsakten synd og fald. Manden er stærk og potent, aktiv og rækkende ud over sig selv; kvinden er varm eller kold i sine passive egenskaber. 

Kvindens seksualitet vågner altså op i en helt anden atmosfære end mandens. Dertil kommer, at hendes erotiske holdning er yderst kompleks i det øjeblik, hun første gang står over for manden. 

Det er let at glide fra sanseophidselse til blot kildren, fra irritation til lyst; arme, der holder et legeme omfavnet, kan give ly og beskyttelse, men de kan også være et kvælende fængsel. Hos den uberørte pige er denne tvetydighed kronisk på grund af det paradoksale i hendes situation, at det organ, hvor hendes forvandling skal ske, er lukket. Den vage, brændende længsel i hendes kød er spredt ud over hele kroppen undtagen på selve det sted, hvor samlejet skal fuldbyrdes. Hun har intet organ, hun kan tilfredsstille sin aktive erotik med, og om det, der vier hende til passiviteten, ved hun intet af erfaring. 

Det betyder ikke, at kvinden ikke har mulighed for at bruge sin energi. Hun kan omsætte en brændende vitalitet helt og fuldt til kødelighed. At gøre sig til objekt, at gøre sig passiv er noget helt andet end at være et passivt objekt. Balancen er let at ødelægge, men kan udløse voldsomme impulser. Disse fænomener opstår dog først, når et vist klimaks er nået, og det nås kun, hvis en fuldstændig frihed for såvel fysisk som moralsk tvang forinden har gjort det muligt for al livsenergien at koncentrere sig i kønsakten. Det er således ikke nok, at den unge pige lader det ske;  hun må deltage aktivt. 

Kvindens erotiske debut er med andre ord ikke nem (!) og markerer ydermere et klart skel. I går kunne hun flirte og endnu snyde med virkeligheden; i dag er det med ét virkelige øjne, der ser på hende, og virkelige hænder, der tager på hende. Den unge mand har også fået sin indvielse fra sin første elskerinde, men han har en erotisk selvstændighed, som kommer klart til udtryk i erektionen; hvad hans elskerinde gør, er blot at give virkelighed til det objekt, han allerede begærede: et kvindelegeme. Den unge pige har derimod brug for manden, for at hun kan komme til klarhed over sit eget legeme, hvorfor hendes afhængighed er langt dybere. 

Manden er som kvinden også et stykke kød, men han har den aggressive rolle og sin erektion, som gør ham mindre udsat og mindre bange for at blive vurderet; det er ikke deres passive egenskaber, deres elskerinde forlanger af dem; det er snarere deres potens og evne til at tilfredsstille kvinden, deres komplekser samler sig om; og i det mindste kan de forsvare sig og forsøge at vinde spillet. 

Kvinden har ingen sådan mulighed for at gøre sit kød til udtryk for sin vilje; manden er dommer og kvinden kan aldrig vide med sikkerhed, hvad hans dom vil blive. 

Og det er netop dette, der forfærder hende; elskere er noget endnu frygteligere end en, der ser på hende; han er en dommer; han skal sige hende, hvad hun selv virkelig er. Selv om hun har været lidenskabelig betaget af sit egen billede, tvivler enhver ung pige på sig selv, i det øjeblik hun står over for mandens dom; det er derfor, hun vil have mørke og gemmer sig under dynen. Når hun beundrede sig selv i spejlet, drømte hun jo kun om sig selv, drømte sig set med en mands øjne; men nu er øjnene der, og det er umuligt at snyde, umuligt at kæmpe imod; det er en anden, der i uigennemtrængelig frihed afgør, og afgørelsen er uigenkaldelig. Når hun sættes på virkelighedens prøve i den erotiske oplevelse, vil hendes barndoms og ungdoms tvangsforestillinger enten omsider opløse sig selv eller blive definitivt bekræftet; for mangen ung pige lider under sine lægge, der er for kraftige, sine bryster der er for små eller for store, sine magre hofter, den vorte hun har et eller andet sted, eller hun er bange for, at hun på en eller anden måde er forkert bygget.  

Beauvoir fortsætter:

Derfor er mandens holdning af så stor betydning. Lidenskabelighed og ømhed fra hans side kan give kvinden en selvtillid, der kan holde stand mod alle dementier; lige til hun bliver firs, kan en kvinde opfatte sig som den eksotiske blomst eller fugl, som en mands begær en nat har vakt i hende. Hvis hendes elsker eller ægtefælle derimod er klodsede, kan de give hende et mindreværdskompleks, som der undertiden kan opstå kroniske neuroser af, og et ressentiment, der kan give sig udslag i vedvarende frigiditet. 

Beauvoir går så vidt som at hævde, at det første samleje i øvrigt altid er en form for voldtægt. Det lyder barskt, men Beauvoirs pointe er, at den smerte og ubehag, mange unge piger oplever ved det første vaginale samleje, især hvis det sker uden tilstrækkelig viden, lyst eller respekt, er voldsomt grænseoverskridende.  

Men det er ikke engang smerten, der spiller den største rolle; selve det, at manden trænger ind i hende, tæller langt mere. Hvad manden sætter ind i samlejet, siger Beauvoir, er kun et ydre organ, mens kvinden rammes helt ind i sit eget indre. Hun afhænder sit eget legeme til den mand, der trænger ind i det. 

Oveni kommer truslen om barnet. I dag findes prævention og adgang til abort, men truslen findes stadig og selv disse midler fornægter hendes krops naturlige funktion. 

Kvinden behøver dog ikke opleve nogen rystende omvæltning, hvis hendes første elsker handler uden voldsomhed eller overrumpler hende. Men så har hun heller ikke været “besiddet” og haft den oplevelse. Den oplevelse kan i virkeligheden selv blot en dans rumme, der kan vække en dæmon i pigen. Får de ikke den oplevelse på et eller andet tidspunkt, kommer de til at tilbringe hele deres liv i en tilstand af halvfrigiditet. “Virkelig seksuel modenhed er der kun hos en kvinde, der indvilliger i at gøre sig til kød i sansernes ophidselse og lyst”.

Det skal dog ikke forlede til at tro, at alle vanskeligheder forsvinder hos lidenskabelige kvinder; de kan tværtimod blive større. 

Kvindens sanseophidselse kan nå en styrke, som den ikke har hos manden. Mandens begær er voldsomt, men lokaliseret, og bortset måske fra udløsningsøjeblikket fratager det ham ikke herredømmet over ham selv. Kvinden kan derimod blive grebet af en veritabel afsindighed; for mange er denne forvandling det mest vellystfulde og afgørende øjeblik i kærligheden, men der er også noget magisk og skræmmende ved den; en mand kan blive bange for den kvinde, han holder i sine arme, i den grad synes hun at være ude af sig selv og grebet af sindsforvirring; den omvæltning, hun oplever, er en langt mere radikal forvandling end mandens aggressive raseri. En sådan febertilstand befrier hende for al skamfølelse; men når hun vågner af den, fylder den hende til gengæld selv med skam og rædsel; for at kunne acceptere den med glæde eller endda med stolthed må hun i det mindste have brændt i vellystflammer; hun kan måske tage sit begær på sig, hvis hun har tilfredsstillet det i fuldeste mål; hvis ikke, viser hun det fra sig med vrede.

Med andre ord kan kvindens seksuelle oplevelse være totalt kropsligt og psykologisk overvældende og udviske forskellen mellem bevidsthed og krop, hvilket er noget andet end mandens mere “lokaliserede” begær. Beauvoir siger det ikke selv ligeud, men i hendes analyse ligger et stærkt potentiale til forståelsen af misogyni: At kvindens evne til at give sig hen, miste kontrollen, og overskride sig selv i ekstase, er dét, der skræmmer mænd og giver anledning til kulturel dæmonisering og kontrol af kvindekroppen.

Mandens holdning er således af den allerstørste betydning. Er hans begær voldsomt og brutalt, føler hans partnerske sig gjort til en ren og skær ting i hans arme; men giver han sig ikke hen, gør han sig ikke til kød, forlanger han, at kvinden skal gøre sig til objekt, uden at hun får nogen magt over ham til gengæld. I begge tilfælde gør hendes stolthed oprør; for at kunne forlige sig med sin forvandling til kødeligt objekt med sit krav på at være et subjekt må hun, samtidig med at hun gør sig til et bytte for manden, også gøre ham til sit bytte.

Hertil er der en væsensforskel i samlejets dramatik: 

For manden har samlejet et bestemt biologisk endemål: udløsningen … når det er nået, virker det som en afslutning og om ikke som begærets mættelse, så i det mindste som dets forsvinden. Hos kvinden er målet derimod uvist i begyndelsen og mere psykisk end fysiologisk; hun ønsker sanseophidselse, vellyst i almindelighed; men hendes legeme anviser ingen klar afslutning på kønsakten … Mandens lyst stiger stejlt, fuldbyrdes og dør brat hen i orgasmen. Kvindens lyst stråler ud i hele legemet…

Manden begår derfor en alvorlig fejl, når han vil påtvinge sin partnerske sin egen rytme og absolut vil give hende orgasme. Tit opnår han kun at bryde den vellysttilstand, hun var ved at opleve på sin særlige måde. Kvindens seksuelle oplevelse er med andre ord ikke et projekt – og slet ikke mandens projekt!

Mange mener, at det er et spørgsmål om tid og teknik, altså om indgreb udefra, at give en kvinde vellyst; de ved ikke, i hvor høj grad kvindens seksualitet er betinget af situationen i dens helhed … kvinden vil fortabe sig i en kødets nat, der er lige så uigennemtrængelig som moderskødet. Og først og fremmest vil hun fjerne det skel, der er mellem hende og manden; hun vil smelte sammen med ham …

Beauvoir peger ikke på sammenhængen, men det er nærliggende at anskue kvindens ønske om at udviske grænsen mellem kvinde og mand i lyset af kvindens meget virkelige erfaringer under graviditeten med sammensmeltning med et andet væsen.

Og lad os slutte denne præsentation med endnu et citat af Beauvoir, hvor hun fremhæver det potentiale, kvindens komplekse erotiske situation også rummer: 

Den erotiske oplevelse er en af dem, der mest smerteligt viser menneskene det dobbelttydige i deres vilkår; i den oplever de sig selv som kød og ånd, som andethed og som subjekt. Det er for kvinden, denne konflikt antager den mest dramatiske karakter, fordi hun først ser sig som objekt og ikke straks finder nogen sikker selvstændighed i lysten; hun må genvinde sin værdighed som frit og transcendent subjekt, alt imens hun tager sine legemlige vilkår på sig; det er en vanskelig og risikofyldt sag, og den mislykkes ofte. Men selve det vanskelige i hendes situation beskytter hende mod de mystifikationer, manden falder for; han lader sig gerne dupere af de svigefulde privilegier, der følger med hans aggressive rolle og med den veltilfredse selvgyldighed, orgasmen giver ham; han viger tilbage for helt og fuldt at erkende sig selv som kød. Kvinden oplever sig selv i større ægthed. 

Afsluttende bemærkninger

Jeg håber ovenstående introduktion til andet bind af Simone de Beauvoirs Det andet køn fra 1949 har vakt din interesse. I en kommende artikel vil jeg præsentere bind 3, der fokuserer på kvindens liv efter ungdommen. Du finder en præsentation til første bind i serien her. 

Og hvis du vil introduceres til et beslægtet videnskabeligt felt, der inkorporerer flere af Simone de Beauvoirs tanker, er her et link til en artikel om Terror Management Theory, der bl.a. videreudvikler Beauvoirs tanker om sex, krop og død.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com