For BOOKING forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

Personlig død

”Døden minder ikke så lidt om en bestemt type foredragsholder”, ifølge forfatteren John Fowles, ”Man hører kun rigtigt efter, når man sidder på forreste række.”

Det er ikke nemt at motivere en stillingtagen til personlig død. Vores forsvarsmekanismer stikker dybt, og vi finder hurtigt måder at glatte spørgsmålet ud og undvige emnet.  

Den amerikanske psykoterapeut og forfatter Irvin Yalom (f. 1931) opfordrer til alligevel at tage kampen op. For lige så svær og angstprovokerende tanken om personlig død er, lige så megen energi og potentiale for autentisk væren rummer forestillingen om personlig død.

Irvin Yalom udtrykker det med disse ord: 

Døden som fysisk realitet tilintetgør mennesket, men forestillingen om døden frelser det.

Irvin Yalom

Tager du udfordringen på dig, har du mulighed for at opdage en kilde til dyb personlig indsigt og autentisk forandring.

For det første er døden en primær kilde til angst, der kan ligge bag mange selvpålagte begrænsninger i form af fobier og tvangsmønstre; for det andet kan dødsbevidstheden virke som en ”grænsesituation”, der kan foranledige en radikal ændring af livsperspektivet.

Med grænsesituation forstås en hændelse, en uafrystelig oplevelse, som slynger os ud i en konfrontation med vores eksistentielle ”situation” i verden.

At blive konfronteret med vores egen død er den ultimative grænsesituation, der kan virke så stærkt, at den kan afstedkomme en gennemgribende ændring af vores måde at være til på. Fra en opslugthed af det ligegyldige til en bevidst, reflekteret og forandret proportionalitetssans. Mange kræftpatienter beretter fx om, at de har opdaget, at de kun lever i nuet, og at livet ikke kan udskydes til fremtiden. Og du får ikke forlænget spilletid for den tid, du ikke har brugt, som nogle inderligt erkender.

Ifølge Martin Heidegger (1889-1976) kan grænsesituationer få os til at rykke fra en tilstand af værensglemsel til værensbesiddelse. Værensglemsel er hverdagens tilstand, hvor man er optaget af, hvordan tingene er. I denne tilstand ses verden som et separat objekt, vi kan analysere og måle, hvordan hænger sammen.

I en tilstand af værensbesiddelse er man ikke optaget af, hvordan tingene er, men at de er. I stedet for at besvare hvordan, er fokus i denne tilstand at finde spørgsmål og blive bevidst om så mange valg som muligt. I denne ontologiske tilstand, er man opmærksom på, at man også skaber sin væren. Heidegger mener, det åbner for fuld erkendelse af sig selv i form af en autentisk tilstand, hvor man vedkender sig sine muligheder og begrænsninger; og ser den absolutte frihed og intethed i øjnene.

At erkende døden kan med andre ord give grobund for proportionalitet og motivationen til at handle. Dødserkendelse er derfor ikke en fjende, men en forbundsfælle i vores stræben mod personlig integration og modenhed. Det kan flytte os fra en modus præget af hverdagens trivialiteter til at leve mere formålsrettet og autentisk, hvor vi på ægte vis stiller spørgsmål til os selv og de basale ønsker til vores liv.

Men erkendelse af personlig død er også så overvældende og angstprovokerende, at vi benytter enhver mulighed for at holde os spørgsmålet fra livet.

Det gør vi fx ved at fylde hverdagen med en uendelig række af gøremål, der optager alle vores tanker eller ved at overføre vores angst for det ukendte til frygt for det kendte. Det kan være enkle gøremål, som frygt for at flyve eller at tage elevator eller mere betydningsfulde valg. At “binde sig” har f.eks. undertoner af noget endeligt, og mange mennesker kan ikke falde til ro i et varigt forhold, fordi det synes at signalere, at ”løbet er kørt”, og at det er slut med mulighederne og de gyldne drømme om stadig opstigning.

Fælles for alle formerne er, at man overfører sin angst for døden til noget, man bedre kan styre (uden om).

Mange undersøgelser tyder på, at dødsangsten ikke er tillært, men at den melder sig tidligt i livet og er med til at forme en central del af personlighedsstrukturen og opbygningen af flere psykiske forsvarsforanstaltninger. Ved at udvikle en forestilling om døden kan disse sekundære følelser skilles fra den egentlige hjælpeløshed overfor dødens uundgåelighed. Dette fænomen ses ofte hos døende mennesker, der genvinder en følelse af magt og kontrol ved at vælge at styre de aspekter af deres liv, de faktisk kan få indflydelse på. Og selv når man synes at have mistet kontrollen over alt andet, har man stadig magt til at ændre holdningen til sin skæbne.

Vores to grundlæggende forsvarsstrategier mod døden er troen på egen særlighed og troen på den endelige frelser.

Troen på egen særlighed 

På det bevidste plan vil ingen nægte, at eksistensens elementære grænser gælder lige fuldt for os som for alle andre. Men et sted dybt, dybt nede tror hver eneste af os, at dødelighedens lov nok gælder for alle andre, men bestemt ikke for os selv. “Sokrates er dødelig, jovist, men jeg er dog ikke Sokrates”, som en dæmpet, men insisterende stemme inde i alle mennesker lyder. 

Troen på en udefrakommende frelser

En anden forsvarsstrategi er troen på en kraft eller et væsen, der i sidste instans vil redde os. Denne tro går tilbage til de tidligste kulturer, hvoraf ingen har ment, at mennesket var alene i en indifferent verden. Troen på en udefrakommende frelser behøver dog ikke være funderet i et overnaturligt væsen. Vi kan også sætte vores lid til et højere formål, en sag, en karismatisk leder mv.

Et dødsdømt projekt

For Irvin Yalom er det imidlertid et centralt motiv, at ethvert menneske må indse, at der kommer et tidspunkt, hvor ingen forklaringer, perspektiver eller udefrakommende faktorer kan give os et skjold mod dødens skæbne.

Vi kan blive arbejdsnarkomaner med en underforstået overbevisning om, at vi ”kommer frem”, ”når videre” og ”arbejder os op”. Ved at projicere os selv ud i fremtiden, ved at lægge planer og være på vej til at blive til noget kan vi holde døden på afstand. Men projektet er dødsdømt. På et tidspunkt opdager vi alle, at vi er færdige med at blive voksne og i stedet er ved at blive gamle. Indtil da kan livet have virket som en endeløs stigning, hvor horisonten var fjern, men pludselig er man nået op på bakkekammen, hvorfra det synes at gå jævnt nedad med døden ventende for enden. Ganske vist i det fjerne, men dog ikke længere end at den kan øjnes.

Som John Donne sagde: ”Spørg derfor ikke hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig.”

Ingen, der kaster sig ud i en større selvransagelse, kommer uden om døden, for det er en af den modne voksnes hovedopgaver at komme overens med forfaldets og svækkelsens kendsgerninger. Når illusionen om udødelighed brister, føler mange mennesker, at havde de blot vidst, virkelig vidst dette noget før, ville de have levet deres liv anderledes.

Irvin Yalom

Men formår du at udvikle en sund og reflekteret holdning til døden, øger du din livsappetit og dine muligheder for at føle, at du har fået noget ud af livet. At have brugt livet godt, fungerer som et værn mod dødsangsten. Friedrich Nietzsche (1844-1900) satte sagen på spidsen:

”Det, der er blevet fuldkomment, alt hvad der er modent, ønsker at dø. Alt hver der er umodent ønsker at leve. Alt som lider, ønsker at leve, at det kan blive modent, muntert og længselsfuldt – længselsfuldt efter alt hvad der er fjernere, højere, lysere.”

Men der skal ikke nødvendigvis 40 års helt, integreret liv til for at kompensere for 40 års skyggeliv. Selv få intense dage kan afstedkomme en eksistentiel forandring, hvor man med tilbagevirkende kraft kan indgyde hele sit liv mening.

Øvelse

Yalom omtaler en øvelse, der kan øge forestillingen om død.

Tegn en ret linje på et stykke blankt på papir. Den ene ende står for din fødsel, den anden for din død. Sæt et kryds dér, hvor du befinder dig nu. Meditér over det i fem minutter. Denne øvelse fremkalder næsten altid stærke og dybe reaktioner.

Med de ord vil jeg afslutte denne introduktion til Irvin Yaloms tanker om menneskets forhold til døden. Hvis tankerne har fanget din interesse, kan du her finde lignende artikler om hans tanker om friheden og det personlige ansvar, ensomhed og meningsløshed.

Samtidig vil jeg varmt anbefale dig at stifte bekendtskab med Irvin Yalom selv. Du kan besøge hans hjemmeside her.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com