For BOOKING forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

Fornægtelsen af døden

Antropolog og professor Ernest Becker (1924-1974) er på en stor mission i bogen The Denial of Death, der posthumt vandt Pulitzer Prisen i 1974. I bogen argumenter Becker for, at videnskabelig, analytisk indsigt og religiøs doktrin flyder sammen i de fjerneste og mest frugtbare tankeområder. Det giver et fascinerende syn på den menneskelige situation, men fordrer også, at læseren arbejder seriøst med Beckers ideer og lader den fulde vægt af dem sænke sig over sindet.

Becker bygger sin argumentation på én fundamental præmis. At (angsten for og) fornægtelsen af døden er den mest centrale og styrende faktor i menneskets liv. Vi kan benægte, at det forholder sig sådan. Påstå at vi udmærket er bevidste om døden, men at den ikke skræmmer os; at vi forholder os til døden gennem vores optagelse af at leve livet. Det kan også lyde besnærende, men Becker afviser denne protest. Det er en rent intellektuel stillingtagen, siger han, men døden kan ikke begribes på noget intellektuelt niveau.

Personlig død betyder fysisk tilintetgørelse; en tilbagevenden i og af verden som om vi aldrig havde været til. Sådan en tanke må være angstprovokerende. Ikke blot det. Det må være og er den centrale angstfaktor i vores liv, som alt andet står til ansvar for. Faktisk er vores angst for døden en så kraftfuld faktor, at alt vi gør i vores liv i bund og grund handler om at opbygge et værn mod erkendelsen af vores uundgåelige og endelige død.

Men lad os starte med at se på mennesket, og hvordan angsten for døden kommer til udtryk.

Det menneskelige paradoks; Halvt dyr, halvt symbolsk

Ifølge Ernest Becker er menneskets essens hans paradoksale natur; at han både er halvt dyr og halvt symbolsk. Med dette mener Becker, at mennesket på den ene side har en fejlbarlig krop, som med tiden vil slides op og dø. Dette bliver mennesket jævnligt og meget kontant mindet om på den mest pinlige af alle måder; af et hul lokaliseret bag på ryggen og ude af syne, hvor der med jævne mellemrum kommer en ildelugtende og afskyelig substans ud. Hvis mennesket nogensinde skulle opfatte sig selv som guddommelige væsener, er dette formentlig et aspekt af vores guddommelighed, vi godt kunne være foruden!

På den ene side er mennesket altså et dyr som alle andre dyr. På den anden side er mennesket også et væsen, der lever i symbolsk forstand. I vores tanker kan vi når som helst gå alle steder hen. Vi kan forestille os tilbage til universets skabelse eller et uendeligt antal år ind i fremtiden. Vi kan bygge pyramidiske gravmæler, virksomheder og skabe familietræer, vi tror, vil vare for evigt og give os symbolsk udødelighed. Og selv hvis vi ikke personligt bliver husket, kan vi blive en del af noget, der er større end os selv, en sag eller en bevægelse, der for altid vil stå tidens tand.

Det er kun, hvis du lader den fulde vægt af denne erkendelse synke ned over dit sind og dine følelser, at du kan forstå, hvilken umulig stilling mennesket er sat i.

På den ene side kan mennesket forestille sig selv som en gud i sit eget liv. På den anden side er han pinligt bevidst om sin status som et dyr, der ikke adskiller sig fra en græshoppe, endelig og dødelig. Guder med røvhuller, som Ernest Becker poetisk kalder mennesket. I symbolsk forstand kan vi gøre alt, men døden binder os til jorden, denne krop og dette liv og placerer et meget klart STOP skilt for vores uendelige håb og ønsker til livet. Det er for meget at rumme. Det er for meget viden at være bevidst om, hvis vi også skal kunne leve vores dagligdag med et minimum af ro og ubekymrethed.

Menneskets karakter som en nødvendig løgn

I dette lys er (tanken om og) angsten for døden en så overvældende og alt opslugende tanke, at mennesket er nødt til at producere en vis “vanvid” for at kunne holde den ud. Hvert enkelt menneske udvikler derfor sin egen personlige vanvid i form af karaktertræk, som han benytter til at destillere virkeligheden, så den passer til hans personlige tilgang.

Man kan derfor sige, at karaktertræk er hemmelige psykoser. Hvad betyder det? Det betyder, at mennesket skaber en personlig karakter, en front, han viser verdenen, som er domineret af nogle særlige karaktertræk. Hvorfor det? Fordi livet og verden er et så frygtindgydende og farefuldt sted og oplevelse, som du i sidste ende dør ved, at mennesket ikke kan konfrontere eksistensen, simpelthen som den er. Det ville være for vanvittigt. Nej, mennesket er nødt til at finde en særlig måde at håndtere verden, en særlig måde at holde livets eksistentielle grundvilkår lidt fra livet, så han ikke bliver overvældet af livets og verdenens potentielle farer. Igennem skabelsen af sin personlige karakter kan mennesket fortælle sig selv, at han forstår verdenen og ved, hvordan han kan gebærde sig igennem den.

Sagt med andre ord lyver mennesket for sig selv. Det er mennesket sig naturligvis ikke bevidst og adspurgt, vil han forsikre om, at han ser verdenen, som den er. I virkeligheden ser han dog kun det, som han ønsker at se, og som hans karaktertræk giver ham adgang til at se. Hans virkelighed er rent faktisk en illusion, som forsimpler verdenen, så den passer til hans forståelse af verdenen. Det kan være en illusion, som stadig gør det muligt for ham at have tilgang til en stor bid af virkeligheden, eller det kan være en illusion, som forvansker og formindsker verdenen i en høj og meget usund grad. Men uanset hvad, er det en forvanskning af virkeligheden, han opfatter.

Den enorme udfordring ved al forandring og behovet for at se vores frygt i øjnene

Dette syn på menneskets forholdentagen til verdenen har omfattende betydning. Først og fremmest betyder det, at først når vi konfronterer vores angst for døden, som vi bærer rundt i vores hemmelige hjerte; først når vi “eksploderer” vores inderste lag af personligheden, når vi til det lag af vores personlighed, som vi kan kalde “vores autentiske selv”. Hvad vi er uden forstillelse, uden forklædning og uden værn imod vores angst.

Dette er årsagen til, at forandring er så svær! Dyb og varig forandring nødvendiggør, at vi først “dør”, dvs. at vi konfronterer vores største angst og de forklædninger i form af karaktertræk, som vi benytter for at dæmpe denne angst. Først da kan vi blive genfødt uden de karaktertræk, som vi gerne vil skille os af med. Men et dybt, indre lag skal først dø, for at forandring kan finde sted. Ernest Becker formulerer det på følgende vis:

Psykologisk genfødsel er en svær og ekstremt smertefuld, alt-eller-intet proces, som får mænd af granit, mænd der automatisk var magtfulde og sikre i deres fremtoning, til at ryste og græde.

Ernest Becker i The Denial of Death (1974)

Og det forholder sig netop sådan, fordi konfrontation med døden, at se verden som den virkelig er, er ødelæggende og frygtindgydende. Det afstedkommer præcis det resultat, som personen siden barndommen smertefuldt har opbygget hele sin karakter for at undgå. Det gør også rutine, automatisk, sikker og selvsikker aktivitet umulig og placerer – oveni angsten for døden – en enorm oplevelse af frihed og ansvar på skuldrene af personen. Det er meget store erkendelser at leve op til, og det kan opleves LANGT mere fristende ikke at konfrontere døden, ikke at forandre sig og bare fortsætte som man har gjort i årevis – og overlevet med, vel at mærke!

Søren Kierkegaard

Det er sigende om Søren Kierkegaards indsigt, at han nåede samme konklusioner mere end 100 år tidligere i sine skrifter fra 1840’erne.

Kierkegaards opfattelse af menneskets karakter er, at det er en struktur, der er bygget op for at undgå en forståelse af dødens terror. Hvilken stil bruger mennesket til at fungere automatisk og ukritisk i verden, og hvordan forkrøbler denne stil hans sande vækst og frihed til at vælge og handle?

Fundamentet for Kierkegaards opfattelse af mennesket hviler på historien om syndefaldet, uddrivelsen af Adam og Eva fra Paradisets Have. Mennesket udviklede sig fra den instinktive og tankeløse handling hos dyrene og begyndte at reflektere over sin eksistens. Han blev givet en bevidsthed om sin individualitet og part-guddommelighed i skabelsens mirakel, skønheden og det unikke ved hans ansigt og navn. Men samtidig fik han bevidstheden om verdens brutalitet og nådesløshed og hans egen død og forfald. Faldet ind i bevidsthed havde derfor en stor pris for mennesket: Den gav ham angst.

Det uautentiske menneske

Kierkegaard beskriver hvad vi i dag kalder “det uautentiske menneske”. Det “uautentiske” menneske tilhører ikke sig selv og følger blot automatisk og ukritisk det liv, der bliver lagt ud foran dem og som de blev opdraget til som børn. For Kierkegaard er “filistinisme” trivialitet, mennesket lullet i søvn af samfundets vante og daglige rutiner, tilfreds med de fornøjelser det tilbyder ham: bilen, tv’et, shoppingcenteret, nogle ugers ferie.

For Kierkegaard er en sund person et langt mere vovet foretagende. Eftersom mennesket tager del i den guddommelige skabelse, men selv er endelige væsener, mener Kierkegaard, at det sunde menneske er nødt til at se efter noget, der overskrider mennesket, noget der går langt videre, noget man kan stræbe efter og noget, der leder mennesket væk fra ham selv. For Kierkegaard er “det sunde menneske” det menneske, der har transcenderet sig selv.

Hvordan transcenderer man sig selv; hvordan åbner man sig selv op for nye muligheder? Det gør man ved fuldt at erkende sin situation, ved at forkaste den løgnagtige karakter, man har påtaget sig og ved at konfrontere den udfordring, det er, at leve op til en erkendelse af tilværelsens nådesløshed. Det begrænsede selv må destrueres for at kunne se længere, til uendelighed, til absolut transcendens, til den ultimate kraft og ubegrænsede skaber, som skabte begrænsede væsener.

Så snart personen begynder at se sig selv i forhold til den ultimative kraft, til uendelighed og til at genskabe sit forhold med sine mennesker i forhold til denne uendelige kraft, åbner han sig for en horisont af uendelig mulighed, af reel frihed. Dette er Kierkegaards budskab og meningen af tro.

Men at stå på egne ben og kigge sine medmennesker direkte i øjnene er ikke nemt. Så er det meget nemmere at tildele en anden overjordiske kræfter og varme sig i den sol og styrke, man skænker denne person.

Menneskers fortryllende kraft

En vinder af Miss Maryland konkurrencen beskriver sit første møde med Frank Sinatra:

Han var min date. Jeg fik en besked, og jeg må have taget fem hovedpinepiller for at køle mig selv ned. I restauranten så jeg ham komme ind fra den anden side af lokalet og jeg fik så mange sommerfugle i maven og sådan en fornemmelse, der gik igennem mig fra top til tå. Han havde ligesom en glorie af stjerner om hovedet. Han udstrålede noget, jeg aldrig har set i mit liv … Når jeg er sammen med ham, er jeg i dyb beundring og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan komme ud af det … Jeg kan ikke tænke. Han er så fascinerende.

Hvorfor giver mennesket sin loyalitet og underdanighed til den ene eller anden så uhæmmet og frivilligt? En forklaring er, at vi ønsker at smelte sammen med lederens aura. Vi overfører de følelser, vi havde i forhold til vores forældre som lille, til lederen. Vi gør lederen større end livet, fuldstændig som barnet ser sine forældre. Vi bliver afhængige af ham, får beskyttelse af ham og trækker kræfter fra ham, fuldstændig som et barn smelter sin skæbne sammen med forældrene.

I grupper bliver mennesket simpelthen som afhængige børn igen. De følger blindt lederen og deres indre forælderstemme, der nu kommer til dem under lederens hypnotiske tryllebinding. De forlader deres ego til fordel for hans, identificerer sig med hans kræfter og forsøger at fungere med ham som et ideal. De er ikke længere bange for farer, fordi de ikke længere føler sig alene med deres smålighed og hjælpeløshed, da de har helte-lederens kræfter, som de har identificeret sig fuldstændigt med.

Sikre heltegerninger og sammensmeltningen med universet

Resultatet bliver en “sikker helterejse”, hvor personen vil hævde, at vedkommende tror på og vil kæmpe for en højere sag, men reelt uden mod til at stå på egne ben for sagen. Lederen af gruppen tager alt ansvar, og alle andre kan derfor se sig selv som uskyldige, ansvarsfri og midlertidige ofre for lederen. Når mennesker prøver at være heroiske fra en position af frivillig underkastelse og underdanighed, er der intet at beundre. Alt bliver automatisk, forudsigeligt og patetisk.

Men uanset hvor sørgeligt og patetisk ønsket om at smelte sammen med lederen er, er ønsket også udtryk for et dybere ønske om at smelte sammen med sine omgivelser og vækker mindelser om det kristne begreb Agape – Guds kærlighed til mennesket og menneskets kærlighed til Gud, den højeste kærlighed der findes.

Når et menneske smelter sammen med de selv-transcenderende / selv-overskridende forældre eller den sociale gruppe prøver mennesket rent faktisk i en eller anden form at leve på et højere, kollektivt plan. Ernest Becker understreger, at vi overser et meget vigtigt aspekt, hvis vi ikke forstår denne pointe, når vi betragter gruppedynamikker og hypnotiske lederes store appel.

Naturlig skyld

Ifølge Otto Rank (1884-1939) fødes alle mennesker med en naturlig skyld, dvs. en skyld som er dybt indlejret i alle mennesker fra det tidspunkt, vi forlader livmoderen. På den ene side har vi et behov for at skille os ud og vise vores individualitet. På den anden side føler vi skyld ved behovet for at skille os ud og yderligere skyld, når vi skiller os ud. Det er en oplevelse af manglende værd – og af gode årsager. Sammenlignet med resten af naturen er mennesket ikke nogen særlig fremragende skabning. Hvad får ham til at tro, at han har ret til at skille sig ud?

Det gør “at skille sig ud” til en krævende udfordring, der kræver en styrke og mod, som de fleste mennesker ikke har. At skille sig ud betyder, at personen stiller sig helt alene og udstiller sig selv i en sådan grad, at personen risikerer at opleve sig fuldstændigt destrueret og udslettet af sine omgivelser, fordi han skal bære så meget på sine egne skuldre.

Den kreative type og naturlig skyld

Behovet for “at stikke ud” er det definerende karakteristika for kunstneren eller den kreative type generelt. Nøglen til forståelsen af den kreative type er, at han er separeret fra fællespuljen af fælles meninger. Der er noget i hans livserfaringer, der gør, at han indtager verdenen som et problem. Derfor er han nødt til at skabe en personlig mening ud af verdenen. Eksistens bliver et problem, der skal have et ideelt og personligt svar. Et kunstværk er den kreative types ideelle svar på det eksistentielle problem, som han ser det.

Men, bemærker Becker, hvis kunstneren skal undgå overvældende skyld, kan han ikke basere værdien af sin kunst på sin egen værdi. Det kan kun en Gud. På den anden side kan kunstneren heller ikke basere værdien på sine medmennesker, da han netop forsøger at skabe noget nyt, som går videre end deres forstand og perspektiv. Kunstnerens gave til verden må derfor altid være et kunstværk til ære for skabelsen selv, til Gud. Dette bliver kunstnerens eneste mulighed for at prøve at omgå naturlig skyld.

Psykoanalyse som den nye religion og terapeuten som den nye Jesus

Ifølge Ernest Becker er det moderne liv karakteriseret ved, at overbevisende og inddragende dramaer er forsvundet. Mennesket kan ikke længere finde sin helterolle i en hverdagstilværelse – som mennesker kunne i traditionelle samfund – bare ved at fuldføre deres daglige pligter med opdragelse af børn, arbejde og gudedyrkelse. I stedet får mennesket behov for revolutioner og krige og fortsatte revolutioner, som kan skabe basis for den helterolle, han har behov for at se sig selv i. Det er den pris, det moderne menneske betaler for fraværet af den hellige dimension.

Otto Rank vidste også, at det moderne menneske var efterladt til at stole på sine egne ressourcer og kaldte ham rammende for “den psykologiske mand”. Psykologisk fordi han blev isoleret fra beskyttende, kollektive ideologier og skulle retfærdiggøre sig selv. Men også “psykologisk” fordi den moderne tænkning om mennesket udviklede sig sådan, at menneskets indre fra at være et anliggende for religionen blev et anliggende for psykologien.

Problemet med psykologi

Problemet ved at lægge så meget vægt på psykologi er imidlertid, at det reducerer kilden til personlig ulykke til alene at stamme fra personen selv, og så er han fanget med sig selv. Men al analyse i verden giver ikke personen svar på, hvem han er, hvorfor han er her på jorden, hvorfor han skal dø og hvordan han kan gøre sit liv til en heroisk triumf.

Udfordringen ved tro er, at den fordrer, at mennesket udfolder sig selv tillidsfuldt ind i det ulogiske, ind i det fantastiske. Men det moderne menneske finder spirituel ekspansion særdeles vanskeligt, netop fordi han er begrænset til sig selv og ikke har noget at støtte sig på, ingen kollektive dramaer som får fantasien til at virke ægte, fordi den er levet og delt.

Men da mennesket stadig behøver en “hin”, vi kan vende os mod for spiritual og moralsk vejledning, og da Gud ikke er på mode, har terapeuten været nødt til at erstatte ham. Terapeuten er den nye Gud, der skal erstatte de gamle kollektive ideologier om frelse, som det bliver afspejlet i den populære Hollywood myte.

Mental sygdom som en ekstrem version af helt almindelige karaktertræk

For den depressive person er selvbeskyldninger om mindreværd ikke blot udtryk for skyld over ulevet liv, men også en måde at finde en mening på tilværelsen. Den depressive person bruger skyld til at fastholde sit verdenssyn og for at kunne bevare sin situation uforandret. Hvis han ikke påtog sig skyld og en følelse af mindreværd, ville han være nødt til at analysere sin situation og bevæge sig ud af den og transcendere den. Så hellere påtage sig skyld, overdrive den endda, for at kompensere for den manglende handling.

Denne opdagelse er af største vigtighed. Vi påtager os skyld helt frivilligt, vi overdriver den endda, for at overbevise os selv om, at vi er “ordentlige mennesker”, selv om vi har “fejl”. For i det mindste føler vi skyld over vores “fejl”! Ved at fortryde og vise skyld, giver vi os selv lige præcis nok årsag til ikke at forandre os. Ja, vi ville være “bedre mennesker”, hvis vi forandrede dette eller hint, men skyld er den næstbedste løsning; Vi forandrer os ikke, men vi har det også dårligt over vores manglende handlen og forandring! Denne tilgang kan have det resultet, at vi må fortælle os selv (og muligvis hele verden), at vi er ubrugelige, tarvelige og håbløse. Men i det mindste behøver vi ikke forandre os! Vi behøver ikke stille spørgsmålstegn ved vores karaktertræk og se døden i øjnene.

Den skizofrene – Tanker uden krop

Hvis depression er baseret på for megen begrænsning og for megen holden sig selv nede, repræsenterer skizofreni den anden ekstreme ende af spektret: For megen mulighed. Den skizofrene reflekterer over sig selv og når forståelsen, at hans animalske krop er en hindring for ham selv, hvorfor han begynder at leve fuldstændig i den symbolske dimension. Tilværelsens terror bliver umulig at rumme af noget som helst neurologisk eller kødeligt, og den skizofrenes bevidsthed pulserer med maksimal intensitet uafbrudt helt af sig selv. For den skizofrene er kroppen noget, der er “sket” for ham. Det eneste intime ved kroppen er, at den er en direkte sårbarhedskanal.

På den vis er den skizofrene som den kreative type, men hvis den skizofrene ikke har noget talent, er han blot totalt lammet af livs- og dødsangst, mens den lige så skizofrene, men talentfulde, kreative type, kan kanalisere sit svar ud i geniale kunstværker. Dette er også forklaringen på, at grænsen mellem galeanstalten og den beundrede kunstner og kreative type nogle gange er særdeles tynd.

En sammensmeltning af psykologi og religion

Kierkegaard havde sin egen formel for, hvad det vil sige at være et menneske, da han beskrev “troens ridder.” Denne figur er det menneske, som lever i troen, som har overgivet meningen med sit liv til sin skaber, og som lever centreret om sin skabers energi. Han accepterer, hvad end der sker ham i denne synlige dimension uden klager, lever sit liv som en pligt og går sin død i møde uden beklagelse. Ingen opgave er så smålig, at den truer hans mening; ingen opgave så stor, at den ligger udenfor hans mod. Han lever fuldt i verden på dens betingelser og i hans tro på den usynlige dimension.

Den store styrke ved sådan et ideal er, at det tillader et menneske at være åben, generøs, modig og berøre og berige sine medmenneskers liv, samtidig som han åbner dem. Da troens ridder ikke har nogen angst for livet eller et dødskompleks at pålægge andre, hverken forfører eller manipulerer han dem. Troens ridder repræsenterer derfor, hvad vi kan kalde et ideal for mental sundhed, den fortsatte åbenhed overfor livet ud af dødens angstmanifesterende greb.

Sagt med disse abstrakte termer er troens ridder som ideal utvivlsomt et af de smukkeste og mest udfordrende idealer, der nogensinde er forelagt mennesket. Det er indeholdt i en eller anden form i de fleste religiøse skrifter, men næppe nogen anden har beskrevet det så fint som Kierkegaard. Som alle idealer er det en kreativ illusion, hvis formål er at anspore mennesket, og at anspore mennesket er ikke nogen nem opgave.

Vælger vi Gud eller videnskaben?

Uanset arten af den kreative illusion kan mennesket oscillere mellem religiøs dyriskhed og videnskabelig dyriskhed. Men hvordan vælge det ene over det andet? Hvordan bygge sin tilværelse på Gud og overgive alt til ham og stadig stå på sine egne ben som et passioneret menneske??

Først og fremmest er det vigtigt at huske, at angsten for døden ikke er den eneste motiverende faktor i tilværelsen. Heroisk transcendens, sejr over ondskab for menneskeheden som et hele, for ufødte generationer, indvielse af egen eksistens i en højere mening – disse motiver er lige så afgørende og det er motiver, der giver det menneskelige dyr sin ædelhed, når han er stillet over for sin dyriske angst. Hedonisme er ikke heroisme for de fleste mennesker, men det moderne menneske har svært ved at indse dette. Derfor sælger han sin sjæl til forbrugerkapitalisme eller erstatter den med psykologi.

Psykoterapi er i så kraftig fremmarch i dag, fordi mennesket vil vide, hvorfor de er ulykkelige i hedonismen og leder efter fejl hos sig selv for at finde en forklaring.

Ernest Becker i “The Denial of Death” (1974)

Med dette menes ikke, at psykoterapi ikke kan give store gaver til plagede og overvældede mennesker. Psykoterapi kan give mennesker mulighed for at finde bekræftelse, smadre idoler der begrænser selvværd og fjerne vægten af neurotisk skyld. Men ofte foregiver psykoterapi at love månen; en mere konstant lykkefølelse, glæde, fejring af livet, perfekt kærlighed og perfekt frihed. Den synes at love, at disse ting er nemme at erhverve, så snart man har den fornødne selvindsigt, og at det er kvaliteter som kan og bør karakterisere hele ens bevidsthed. Men psykologi som selv-viden er selv-bedrag, sagde Otto Rank, fordi psykologi ikke giver mennesket, hvad det i virkeligheden ønsker; udødelighed.

Værdien af myter og kreativ illusion

Myter og kreativ illusion er muligvis blot dette; myter og illusion. Men det betyder ikke, at de i sig selv er dårlige eller uhensigtsmæssige. Nogle myter er vegetative og genererer reel, konceptuel styrke, en reel forståelse af en sløret sandhed, som vi misser med skarp, analytisk forståelse. Men hvis vi vil have en myte om Det Nye Menneske, insisterer Ernest Becker på, at vi er nødt til at anvende myten som et kald til den højeste og sværeste opgave – ikke simpel konsumerisme eller psykologi. En kreativ myte er ikke blot et tilbagefald til tryg illusion; den er nødt til at være så storslået og vovet som muligt for i sandhed at kunne være skabende.

Der er ingen nonsens her. Hvis mennesket skal have modet til at være sig selv, bliver hans daglige tilværelse en pligt af kosmiske proportioner og hans mod til at konfrontere angsten for meningsløshed en sand kosmisk heroisme. Mennesker gør ikke længere Guds vilje set i forhold til en imaginær skabning i himlen. Nej, i sin egen person forsøger mennesket at opnå, hvad de kreative og skabende kræfter har skabt i forhold til lavere form for liv; overvindelsen af det, der ville forhindre liv.

På den mystiske vis livet bliver givet til os igennem denne planets evolution, skubber det os i retning af dets egen udvidelse. Vi forstår det ikke, simpelthen fordi vi ikke kender formålet med skabelse.

Et projekt så stort som en videnskabelig-mytisk konstruktion af sejr over menneskelig begrænsning, er ikke noget, der kan programmes af videnskaben, slutter Ernest Becker. Hvem ved, hvilke former den fortsatte udvikling af liv vil tage i tiden, der kommer, eller hvad nytte den vil drage af vores fortvivlede søgen. Det bedste hvem som helst kan gøre er, at skabe noget – et objekt eller os selv – og smide det ind i forvirringen, lade et offer så at sige til livskraften.

Afsluttende bemærkninger

Med de ord afsluttes denne introduktion til Ernest Beckers The Denial of Death. Mere end noget andet håber jeg, at denne introduktion har givet lyst til at stifte direkte bekendtskab med hans bog. Jeg fandt dele af bogen vanskelig og den krævede flere gennemlæsninger, men da hans budskab begyndte at falde på plads, gjorde bogen et stort og bevægende indtryk.

Og hvis tankerne har fanget din interesse, kan du her finde lignende artikler om døden, friheden, ensomhed og meningsløshed baseret på Irvin Yaloms tanker. Endelig kan du også læse mere om Søren Kierkegaard her.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com