Søren Kierkegaard – Eksistentialismens grundlægger



Indledning

Søren Kierkegaard var en kristen tænker og filosof, der levede fra 1813-1855. Han er kendt som eksistentialismens gudfar, og selvom hans skrifter kan være optaget af livets mørke sider, er nøgleordet for Kirkegaard glæde. Han lovpriste det helt almindelige liv, selvom han aldrig selv var i stand til at leve det. Til gengæld brugte han hele sit forfatterskab på at beskrive betingelserne for at leve en autentisk og glædelig tilværelse i overenstemmelse med sig selv og Gud.

I denne blog artikel og nedenstående Youtube video får du et kort overblik over hans tanker.

Når du læser Kierkegaard

Kierkegaard sondrer mellem objektiv viden og subjektiv viden. Objektiv viden omfatter empirisk funderede sandheder (fx fysiske observationer) eller logisk/matematiske sandheder. Det er med andre ord viden, der er baseret på konsensus, og som kan deles. Subjektiv viden derimod er viden, der kun kan erkendes individuelt. Spørgsmål, der vedrører menneskets eksistens, falder alle ind under denne kategori. Subjektiv viden skal erfares dybt i bevidstheden, før den bliver sand. Det stiller krav, når man læser Kierkegaard, for han har bevidst skrevet sine tekster, så du ikke bare kan lære det som remse. Du skal forstå det for at begribe, hvor han vil hen.

Lad os tage et eksempel. Kierkegaard taler om mennesket som en enhed af menneske og samfund. Han siger også, at for at blive et rigtigt menneske, skal man vælge sig selv, som man er, og vælge samfundet som det er, fordi begge dele er givet af Gud og derfor er umodificieret og absolut godt.

Det kan være meget godt at lære det udenad og kunne lire det af, men hvad betyder det? Det betyder på den ene side, at du skal lære at sætte pris på dig selv, præcis som du er – også de sider af dig, som du måske tænker, du gerne ville være foruden. For de er dig fuldt ud lige så meget som de sider, du stolt viser frem. På den anden side skal du tage imod og omfavne, hvad dine omgivelser sender i din retning, fordi også det er godt. Lige fra den stormende, gengældte nyforelskelse til en bilulykke, der invaliderer dig og slår din familie ihjel. Ja, så kompromisløs er Kierkegaard.

Heri ligger ikke, at du ikke kan ønske og søge forandring af både dig selv og samfundet. Faktisk medfører valget af dig selv og samfundet, at banen for kampen er kridtet langt tydeligere op. Men det betyder også, at enhver kamp altid starter med dig selv og din evne til at vælge og ville dig selv og samfundet.

Det er ikke nemt!! Men hvis du vil forstå Kierkegaards pointe, er du nødt til at prøve, da han altså formidler en subjektiv sandhed, der først bliver sand for dig, når du har begrebet den.

Kierkegaards baggrund

Søren Kierkegaard blev født i 1813 og voksede op i København i et velhavende hjem præget af skyld, død og pietisme og en melankolsk og dominerende far. Søren var den yngste af syv søskende, født da faderen var 56 og moderen 45 år. Alle Sørens søskende på nær en bror døde forholdsvis unge, og Søren var selv overbevist om, at han ikke ville overleve sin 33 års fødselsdag. Vi ved ikke meget om Sørens mor. Søren omtaler hende aldrig i sit forfatterskab, men hun var en kvinde af beskeden uddannelse og har formentlig været børnene en god mor. Vi ved, at Søren tog sig hendes død i 1834 meget nær. Uanset hvad har hjemmet været en god grobund for tungsindige tanker – især hvis man i forvejen måske var et depressivt gemyt.

Kierkegaard er dog ikke mørk pietist eller forsager. Kierkegaard var en livsnyder, både i personlig livsførelse og af et filosofisk princip. Det sande mål for al stræben, sagde han, er at kunne leve hen i dyb og uforstyrret glæde over livet, at kunne tage det til sig, fra øjeblik til øjeblik, og nyde det i fulde drag.

Forfatterskabet

Hans forfatterskab er til gengæld vanskeligt at sætte sig ind i. Det skyldes til dels, at Kierkegaard var meget belæst og forudsætter, at læseren er lige så belæst, men det skyldes også, at en stor del af Kierkegaards forfatterskab er skrevet af opdigtede forfattere. Som nævnt ovenfor mente Kierkegaard nemlig, at sandheder, der angår menneskets eksistens, skal realiseres i egen eksistens, for at de bliver sande. Derfor skal læseren ikke forstyrres af forfatterens person. I stedet opdigtede han forfattere, der fra forskellige positioner, angriber de eksistentielle og religiøse spørgsmål, han beskæftigede sig med. Herefter kunne læseren så selv vælge sin foretrukne forfatter/vinkel.

Regine Olsen

Kierkegaards liv er ikke præget af dramatiske begivenheder, men hans ulyksagelige forlovelseshistorie med den 17-årige Regine Olsen er central i forståelsen af Kierkegaard. Den 10 år ældre Kierkegaard havde brugt al sin charme på at gennemtvinge en forlovelse, blot for omgående at indse, at han var ude af stand til at gennemføre sit forehavende. Da Regine klamrede sig til ham, tvang han hende brutalt til at hæve forlovelsen. Det var en skandale af format og Kierkegaard stak på det nærmeste af til Berlin.

Han kom sig aldrig over affæren, der som tema spiller en stor rolle i hans forfatterskab. Men hans tur til Berlin blev også startskuddet på hans forfatterskab, der gjorde ham til en af de største filosoffer nogensinde og en af de få, der virkelig tænkte nyt.

Spidsborgerens fortabte virkelighed

Det er vilkåret for mennesket, siger Kierkegaard, at nok er det født som et menneske, men det betyder blot, at det er født som en mulighed for at blive et menneske. Menneskets umiddelbart givne virkelighed er en fortabt virkelighed, og man er først menneske, når man har identificeret sig med de bestemte anlæg og bestemte miljømæssige forhold, man er på forhånd, og har gjort dem til sine.

Hvis et menneske ikke foretager virkeliggørelsens proces, udebliver selvet; mennesket bliver ikke identisk med sig selv. I stedet fortaber det sig ud i alt det meget, som det umiddelbart er og bliver en bevidstløs brik i et maskineri, tvunget til at fungere, som maskineriet tvinger det til.

Kierkegaard kalder denne person for spidsborger. Det spidsborgerlige i spidsborgeren beror på, at han uden forbehold og udtømmende, men uden at ane det, er et produkt af, hvad det givne samfund og dets kultur ufravigeligt vil gøre en person med hans medgivne forudsætninger til.

Fortvivlelsen

Spidsborgeren lever derfor i fortvivlelse, da hans liv ikke beror på ham selv, men på forholdene. Kierkegaard udtrykker det ved at sige, at spidsborgeren altid har betingelsen uden for sig selv. Tænk fx på fodboldspilleren eller forretningsmanden, der baserer hele deres selvforståelse på deres profession. Hvis fodboldspilleren får en uoprettelig skade eller forretningsmanden går uhjælpelig fallit, så fortvivler de. Det er jo deres liv, de har mistet. Selve det at leve afhængig af forhold, der er unddraget ens herredømme, er at leve i fortvivlelse.

En spidsborger er altid spidsborger uden at ane det, men hvad sker der med en spidsborger, når han opdager selvbedraget? Han bliver for alvor fortvivlet! Nu bliver han nemlig ikke længere fortvivlet over et eller andet bedrøveligt. Han bliver fortvivlet, fordi han opdager, at han i fundamental forstand altid har været fortvivlet.

Æstetikeren

Hvis spidsborgeren ikke kan ryste stemningen af sig, bliver han æstetiker. Det er et pudsigt og vanskeligt begreb, men det kan nogenlunde bestemmes som ‘uinteresseret velbehag’, dvs. en sindstilstand hvor du nyder uden at udfordres til nogen anstrengelse.

Æstetikere engagerer sig ikke af princip. De er bevidst uinteresserede og forholder sig til og betragter livet som en farce, et grotesk stykke absurd dramatik uden sammenhæng og mening. For en æstetiker er det logisk umuligt at træffe et valg, da alting er ligegyldigt og lige gyldigt. Derfor kan en af Kierkegaards æstetikere i debutromanen Enten-Eller sige: Gift dig, og du vil fortryde det; gift dig ikke, og du vil fortryde det; hvad enten du gifter dig eller du ikke gifter dig, du vil fortryde begge dele.

Lidenskaben

Æstetikeren er en tragisk figur, men i sin jagt på underholdning og tidsfordriv har han dog fået sans for et begreb, den spidsborgerlige tilværelse mangler; Lidenskaben. Lidenskaben er det inderste og bærende i menneskelivet, siger Kierkegaard. Uden lidenskab har man spidsborgerens verden, hvor alle formål og anstrengelser er et dække for den bagvedliggende tomhed. Opgaven for ethvert menneske er derfor i realiteten at give sig lidenskaben i vold. Æstetikeren kan blot ikke få greb om lidenskaben.

Etikeren og den etiske fordring

For at gå fra at være æstetiker til etiker må man ikke leve hen i fortvivlelse; man skal vælge fortvivlelsen. Det kan lyde overraskende. Skal man vælge noget, man ikke ønsker ?! Hvis man nu fx er lidt doven og gerne vil være mere energisk, burde man så ikke vælge sig selv som mere energisk? Hvis jeg blot vælger mig selv som doven, så indtræffer der vel intet som helst?

Men så har man ikke begrebet, hvad ‘at vælge’ indebærer. At vælge er at ville. Og når man vælger sig selv, fuldstændig som man er, har det konsekvenser.

Juan José Méndez (f. 1964), paralympisk cykelrytter

At vælge sig selv

Lad os fx forestille os en alkoholiker. Han er dybt fortvivlet over det, og vil helst vælge sig selv som en, der ikke er alkoholiker. Men det indebærer, at han først kan blive identisk med sig selv, når han er blevet alkoholismen kvit. Hans kamp bliver derfor desperat og fortvivlet, og får han tilbagefald, bryder han helt sammen.

Hvis han i stedet vælger sig selv som alkoholiker, ser alt anderledes ud. Han er nu sig selv, identisk med sig selv, også når han har drukket sig fuld. Han kan stadig forsøge at komme ud af uføret, men han gør det ikke desperat, og får han tilbagefald, fortvivler han ikke, lader han ikke skammen suge ham ned i afgrunden, da han er forsonet med sig selv, også i sin elendighed.

Den etiske fordring

At være til på den måde, forsonet med sig selv, fordi man helt og aldeles har sagt ja til sig selv, det er efter Kierkegaards mening vejen til mental sundhed, men det er mere endnu. Det er opfyldelsen af den etiske fordring og den eneste måde begrebet ansvar overhovedet kommer ind i verden, men da som et fuldt ansvar; et ansvar der ikke kan relativiseres eller begrænses, ikke gøres afhængig af medfødte anlæg, sociale placering osv. Når mennesket vælger sig selv, bliver det skyld i sig selv.

Hvis du er alkoholiker, er du derfor selv skyld i det; du har villet det og valgt det. Det kan meget vel være, at du har haft en barsk opvækst, men vælger du at ville dig selv, har du også det fulde ansvar for, hvad du vil gøre ved den sag, og hvad du end vælger at gøre, kan du gøre det uden desperation og fortvivlelse. For i valget ligger også forsoningen og beroligelsen. Ved at ville sig selv, har man også ubetinget tilgivet sig selv; så mislykkes det, gør det ikke noget.

Ligesom mennesket ærligt skal vælge sig selv, skal det også vælge samfundet (= omgivelserne), som samfundet rent faktisk er – med alle de skavanker, mangler og bedrøveligheder, det måtte have. Dette er helt centralt. Mennesket er en enhed af menneske og samfund, og ligesom mennesket skal vælge (og modtage) sig selv, skal mennesket vælge (og modtage) samfundet, som det er. Når mennesket gør det, får det mulighed for at leve et autentisk liv i fællesskab med sine medmennesker og det helt almindelige menneskeliv bliver en lykkelig pligt.

Den etiske pligt

Pligt kan lyde kedeligt, men lad os forklare det med kærligheden som eksempel. Æstetikeren elsker, men han elsker for sin egen skyld. Han elsker den elskede for, hvad den elskede gør ved eller for ham. Etikeren derimod elsker næsten for næstens egen skyld. Det er en forandring af selve kærligheden. For etikeren er kærlighedens tanke ikke, hvad han kan få ud af den anden, men hvad han kan skænke den anden.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke går den mindste stump tabt af det skønne herved. Tværtimod er kærligheden altid ung og ny, for man er forpligtet på den, og derfor betegner den ikke kun en følelse, men en holdning. Og følelser kan være svigefulde, men holdningen står fast.

Bag det alt sammen ligger lidenskaben. Når mennesket lidenskabeligt vil sig selv, er det et socialt selv; i kærligheden elsker mennesket ikke sig selv, men den anden. Man realiserer sig selv ved at blive til i fællesskabet som enheden af individ og samfund.

Men tilværelsen kan blive rigere endnu, siger Kierkegaard. For at forstå det, må vi først forstå hans analyse af ‘gentagelsen’.

Gentagelsen’ og etableringen af det religiøse

Den etiske livsform forherliger den monotone gentagelse, hverdagens trædemølle, men hvad gælder, når livet ikke er en trædemølle? Hvad hvis ens verden bliver rystet på den mest voldsomme vis? Gives der stadig en mulighed for gentagelse, dvs. en mulighed for at genoptage livet, uanset omstændighederne?

For at belyse dette analyserer Kierkegaard historien i 1. mosebog om Abraham, der af Gud får befaling om at ofre sin søn Isak. For Abraham indebærer situationen et brud med hele den etisk ordnede tilværelse, ‘det almene’. I realiteten er det ikke blot sønnen Isak, Abraham slår ihjel; han slår hele tilværelsen ihjel, al mening, fornuft og sammenhæng. Når en sådan handling gives, gives der heller intet formål mere i verden. Det er det etiske, der bliver myrdet. Abrahams verden kan derfor kun ‘reddes’, hvis der gives en ‘teleologisk suspension af det etiske‘.

Det religiøse, autencitet og tro

Men hvilket formål kan suspendere det etiske? Det kan et religiøst formål. Det kan Gud! Men det rejser et nyt spørgsmål: Kan man leve autentisk og i enhed med det etisk ordnede samfund, når Gud og det religiøse som en overordnet magt stiller et absolut krav, der kan suspendere det etiske?

Ja, det kan man. Nøgleordet er tro. Troen betyder, at Abraham (der også er kendt som troens fader) først foretager resignationens ‘bevægelse’. Da Gud fordrer Isak af ham, bøjer han sig straks for Guds krav. Han opgiver Isak og resignerer uendeligt på ham.

Men efter at have resigneret uendeligt, foretager Abraham den modsatte ‘bevægelse’. Han tror og i troen får Abraham ikke blot Isak igen, men hele – meningen med – tilværelsen igen.

Kierkegaards forfatter Johannes de silentio, der laver analysen, indrømmer, at han ikke forstår det, men rationelt kan han fastslå, at troen kun er tro, når den er ‘tro i kraft af det absurde‘. Troen befinder sig på den anden side af al rationalitet og forstandighed. Troen er det, der ‘tager over’, når fornuften har nået sin grænse. Ellers ville det ikke være tro.

Troens ridder

Troens ridder er den person, der tror på trods af tvivl, ikke uden tvivl

Denne tro på Gud går (langt) videre end etikerens tro på Gud, der i virkeligheden blot er forudsætningen for, at man kan vælge sig selv og dermed ifalde et personligt ansvar. Den Gud, Abraham tror på, befinder sig uden for, eller over, det etiske system, hinsides fornuftens grænse. Her er ingen rationalitet, da begrebet om Gud er begrebet om det ubegribelige. Derfor kan man også sige, at det religiøse eller kristne håb er et håb, der lever, når der ikke længere er mulighed for noget håb.

Herved adskiller almindelige menneskelige forhåbninger sig fra troens håb. Almindelige forhåbninger kan udtrykkes og baserer sig på noget. Med det religiøse håb er det anderledes. Det er ikke muligt i det religiøse håb at angive med blot nogen sikkerhed, hvad vi nøjagtigt håber på; Vi håber på Gud – og Gud er det ubegribelige, af hvem man kan vente sig det uventede. Og herved er det religiøse angivet som en ny, højere, særskilt dimension i tilværelsen.

Den religiøse tilværelse

At leve religiøst implicerer en dobbelthed. Man må på én gang leve i et forhold til verden og i et forhold til Gud. At leve i forholdet til verden er at realisere sit væsen som individ/samfund i den givne tilværelse.

Forholdet til Gud er af en helt anden karakter og kan slet ikke komme til udtryk på nogen konkret måde i verden. Det religiøse er en ny lidenskab, troen i kraft af det absurde, den uendelige kærlighed til Gud som mulighed slet og ret.

Men hvordan kommer det til udtryk? Det er alt sammen ren ‘inderlighed’: Det er inkommensurabelt for verden, dvs. det kan ikke tage sig nogen skikkelse. Men just det gør dets betydning total, og det kommer på sin vis til syne overalt, nemlig i den måde, på hvilken mennesket nu forholder sig til verden. Det er det, der er pointen. Tilværelsens indhold har ikke ændret sig det mindste, men holdningen til indholdet er radikalt ny, og det er i den holdningsændring, det religiøse består.

Det religiøse, evigheden og timeligheden

Spørgsmålet kan også anskues som menneskets problem med at forene evigheden med timeligheden. Hvis det evige udebliver, bliver livet tomt og trøstesløst, en indholdsløs larmen. Men med det evige menes nu’et, ikke tidens grænseløse fortsættelse. I forhold til tiden er det evige som den standsede tid, det altid nærværende, altså en kvalifikation af det givne øjeblik. Men det givne øjeblik bliver først evigt, når man i troens uendelige lidenskab modtager det af Gud som det forundelige og uventede, som den guddommelige mulighed. Ikke blot når man – som etikeren tror – vælger det. Der er fortsat skabelsestanke, gentagelse, i det. At det næste øjeblik indtræffer, er ikke det selvfølgelige, men det forbløffende. Religiøst lever man i en aldrig ophørt forundring over livet, der gives og gives.

Det afgørende i alt dette er, at mennesket nu kan være helt og fuldstændigt til i det flygtende nu, i hvert af livets øjeblikke. Denne nærværelse, denne samtidighed med sig selv er overvindelsen af det, der ellers er livets forbandelse: rastløsheden, bekymringen, fortvivlelsen over det forsvundne, angsten for det kommende, den tyngende byrde, at man selv skal bære sin tilværelse. På den måde bliver det eviges forening med tiden i det nærværende øjeblik tilblivelsen af den evige salighed midt i livet, af opfyldtheden og fuldendelsen.

Derfor kan Kierkegaard om glæde sige: “Hvad er glæde, eller det at være glad? Det er, i sandhed at være sig selv nærværende, men det at være sig selv i sandhed nærværende, det er dette ‘idag’, dette, at være idag, i sandhed at være idag.”

Det religiøse liv

Det betyder ikke, at det religiøse får bekymringerne og lidelserne i tilværelsen til at forsvinde, men man får mulighed for at indtage en helt anden holdning til det. Livet, sådan som det er, for mig nu, er skænket mig af Gud; og derfor gælder også den dom, at det er absolut og umodificeret godt.

Uden det religiøse synspunkt, bliver alle ting, der sker i livet, i grunden onde, thi vi er fortabt til dem, til deres tilfældighed, flygtighed og usikkerhed. Men ved det religiøse, ved troens forhold til Gud bliver de alle i lige grad gode, da de alle kommer ned fra ‘lysenes fader’.

Igen skal det understreges, at Kierkegaard på ingen måde plæderer for, at den religiøse modtager sine kår, som de er, uden protest eller impuls til reformer. Snarere tværtimod kan den religiøse nu protestere og kaste sig ud i aktion, men uden desperation, for alt afhænger ikke længere af, om aktionen lykkes; intet beror længere på ham, men på Gud. For Kierkegaard bliver det følgelig i stigende grad en pointe ved kristendommen, at den driver til handling, i virkeligheden til revolutionær handling, hvis mål er at omskabe hele tilværelsen. Det kristelige er under ét den store beroligelse og den store protest, polemisk vendt mod al menneskelig usselhed.

Kristendommen og dens politiske betydning

Det var Kierkegaards overbevisning, at kun ved kristendommen, som kirken var det autoritative organ for, kunne de enkelte borgere være helt til stede i det givne samfund. At hylde en ide om at enhver kunne blive salig i sin tro, var derfor gudsbespottelse og ødelæggende for samfundet.

Det betød, at der hvilede et særligt ansvar på gejstligheden. Præsten skulle ikke lefle for menigheden for at blive populær, men ‘kalde til orden’. Det mente Kierkegaard, at kirken havde forsømt, da den støttede de nye grundlovstanker. Kierkegaard var således ikke fortaler for demokratiet, idet han mente, at begrebet ‘hin enkelte’ i et demokratisk samfund ville forsvinde, altså tanken at ethvert menneske, før det overhovedet kan fungere rigtigt i fællesskabet og blive social, først skal blive ‘sig selv’. Det mente Kierkegaard kun kunne finde sted inden for det stænderdelte samfund under oplyst enevælde. I et demokrati ville det være umuligt. Demokratiet appellerer nemlig ikke til ‘hin enkelte’, men til ‘mængden’ – og Kierkegaard havde den dybeste mistillid til mennesker, når de løb sammen flokvis.

Mennesket som mængde

Når mennesker bliver til mængde, synker intelligens-niveauet, men det værste er, at massen aldrig selv, bevidst, er klar over, hvad den vil. Massen handler altid ansvarsløst, da der bogstaveligt ingen er til at overtage ansvaret. Demokratiet vil derfor blive et langt værre tyranni end alle hidtil kendte former for tyranni, mente Kierkegaard, hvor det for det enkelte menneske, af frygt for massen, vil være umuligt at træffe sine egne beslutninger og stå ved sit eget ansvar. Derfor vil det også være umuligt at blive et menneske og dermed kristen.

Kirkestormen

Kierkegaad bebrejdede kirken, at denne ikke havde ‘kaldt til orden’ og splittet mængden, men i stedet løb med og blev lige så ‘demokratisk’ som alle andre.

Hertil var Kierkegaard utilfreds med kirkens forkyndelse af Jesu gerning, som han mente, var blevet en blødagtig forkyndelse, der ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til Jesus og kristendommens strenghed.

Kierkegaards kritik af den politiske udvikling og kirkens mangelfulde forkyndelse blev meget intensiv og bitter i de sidste syv år af hans liv. Hans ‘Kirkestorm’ blev ført i fuld offentlighed og med fuld intensitet fra Kierkegaards side, indtil han faldt om på gaden og døde på hospitalet 11. november 1855.

Afsluttende bemærkninger

Jeg håber, denne korte introduktion til Kierkegaard har kastet lidt lys over hans tanker og givet dig lyst til at studere ham nærmere. Særligt for gudstroende læsere er han en oplagt kilde til inspiration, men også for ateister indeholder hans skrifter masser af opbyggende tanker. Især hans tanker om at ‘vælge og modtage sig selv og samfundet’, at vægte ‘holdning over følelse’ og om at finde ‘evigheden i øjeblikket’ indeholder masser af inspiration, der kan tænde et lys i mørket, når tilværelsen er barsk.

Hvis du vil begive dig ud i Kierkegaards egne værker, kan du med fordel læse Johannes Sløks bog “Kierkegaards univers” eller “Kirkegaards filosofi” af Peter Thielst, som ovenstående præsentation er bygget over. Begge giver en god introduktion til Kierkegaard, der er vanskelig uden en god introduktion.

Herudover kan du på denne side læse, hvordan en anden stor eksistentialistisk forfatter mere end 100 år senere brugte Kierkegaards tanker, nemlig i Ernest Beckers Pulitzer prisvindende bog The Denial of Death fra 1974.

Afslutningsvis vil jeg minde om, at jeg tilbyder foredrag og intro-kurser til den eksistentialistiske tradition målrettet virksomheder, højskoler, biblioteker og kirker samt i forbindelse med religions- og konfirmationsundervisning mv. 

Læs mere om denne mulighed her eller benyt kontakt til at skrive til mig.

Og tilmeld dig endelig mit nyhedsbrev, hvis du vil orienteres om kommende artikler på bloggen.

Skeleton-Man & Kierkegaard