I Det sunde samfund fra 1954 spørger den tysk-amerikanske socialpsykolog og psykoanalytiker, Erich Fromm (1900-1980), om det moderne samfund giver mennesket de bedste muligheder for at leve i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Og hvis ikke, hvad det moderne samfund da overser, og hvordan der kan rettes op på manglen eller manglerne.

Denne præsentation af hans tanker vil lande i to artikler; forrige artikel, der gennemgår nogle centrale udfordringer ved nutidens moderne samfund, og nærværende artikel, der peger på nogle veje ud af disse uhensigtsmæssigheder.

Autoritær afgudsdyrkelse 

Fascisme, nazisme og stalinisme har det tilfælles, at de tilbød det splittede individ en ny tilflugt og tryghed. Disse systemer betegner kulminationen af fremmedgørelse. Den enkelte bliver bibragt følelsen af magtesløshed og ubetydelighed, men lærer at projicere alle sine menneskelige evner over i førerens, statens, “fædrelandets” skikkelse, som han må underkaste sig og tilbede. Han undslipper fra friheden til et nyt afguderi. 

Super-kapitalisme 

Kapitalister i USA anerkender arbejderens fremmedgørelse og udbytning, men når den stik modsatte konklusion af de socialistiske kritikere af kapitalismen. Direktøren for Ford James F. Lincoln er således overtydet om, “at den enkeltes udvikling kun kan finde sted under livets vilde kappestrid… Egoismen er den drivkraft, der gør menneskeheden til det, den er, på godt og ondt. Følgelig er det den kraft, vi må stole på og lede rigtigt, hvis menneskeheden skal gøre fremskridt”.  

Socialisme 

Ordene “socialisme” og “marxisme” er blevet belastet med en sådan følelsesmæssig vægt, at de – trods komplet uvidenhed om begreberne – fremkalder en irrationel reaktion og hysteri hos de fleste, der hører ordene. Men i alle dens forskellige skoler kan socialismen kun opfattes som en af de mest betydningsfulde, idealistiske og moralske bevægelser i vor tidsalder. 

F.eks. argumenterede Charles Fourier i 1808 for, at et sundt samfund må tjene, ikke så meget det formål at forøge den materielle velstand, som det at realisere vor elementærdrift, broderkærligheden. For ham burde arbejde være en fornøjelse og to daglige arbejdstimer tilstrækkeligt. I stedet for monopolforetagender opstiller han fællesforeninger, frie og frivillige sammenslutninger, hvor individualismen af sig selv vil knyttes til kollektivismen.

Marx’ og Engels’ hovedinteresse er mennesket. “At være radikal”, skrev Marx, “vil sige at gå til roden og roden – er mennesket selv”. Verdens historie er alene historien om menneskets fødsel. Men al historie er også historien om menneskets fremmedgørelse for sig selv, og frihed er derfor frihed fra politisk undertrykkelse og frigørelse fra tings og omstændigheders herredømme. Analysen af samfundet og historien må derfor begynde med mennesket, ikke med en abstraktion, men med det virkelige, konkrete menneske i dets fysiologiske og psykologiske egenskaber. Vi kan ikke blot gå ud fra eksistensen af en homo economicus eller, som Bentham, kritisere alle menneskelige handlinger ud fra et “nytteprincip”, uden at menneskenaturen er undersøgt til bunds. 

For Marx er socialismen “en sammenslutning, hvor den enkeltes frie udvikling er forudsætning for alles frie udvikling”, og hvor “den fulde og frie udvikling af den enkelte bliver det herskende princip”. Under den kapitalistiske produktionsform er menneskets fysiske energi blevet en vare og mennesket selv en ting, mener Marx. Derfor er arbejderklassen den mest fremmedgjorte klasse i befolkningen. Socialiseringen af produktionsmidlerne ser han som den nødvendige (og tilstrækkelige) betingelse for forvandlingen af mennesket til en aktiv og ansvarlig deltager i den sociale og økonomiske proces. Hvis arbejderen ikke længere er “ansat”, vil hans arbejde skifte natur og karakter. Arbejdet vil i stedet blive et meningsfuldt udtryk for menneskelige evner, snarere end meningsløst slaveri. 

For Marx og Engels var socialismens mål ikke et klasseløst samfund, men et statsløst samfund i den betydning, at staten skulle administrere ting og ikke regere over mennesker. Erobringen af staten var for Marx det middel, der var nødvendigt for at nå til målet, statens ophævelse. 

Marx og Engels mente, at arbejderklassen for at nå sine mål faktisk måtte gribe magten ved en revolution, men tanken om en politisk revolution er ikke en specielt marxistisk eller socialistisk ide, men middelklassens og det borgerlige samfunds traditionelle tanke gennem de sidste tre hundrede år. 

Med sin teori om den historiske materialisme hævdede Marx, at de materielle kår bestemmer menneskers produktions- og forbrugsform, og at disse på deres side bestemmer den social-politiske organisation, livsførelse og sluttelig tænke- og følemåde. Marx’ hovedkritik af kapitalismen er således, at den forkrøbler mennesket ved en overvægt af økonomiske interesser, og socialismen er for ham et samfund, hvor mennesker vil blive frigjort fra dette herredømme. Men Marx undervurderede de menneskelige passioners sammensathed og savnede psykologisk indsigt. Han erkendte ikke de irrationelle kræfter hos mennesket, der gør det angst for frihed og skaber magtbrynde og ødelæggelsesdrift. Den berømte udtalelse i slutningen af det kommunistiske manifest, at arbejderne “har intet at miste, kun deres lænker”, rummer en dyb, psykologisk misforståelse. 

Undervurderingen af de menneskelige lidenskabers sammensathed førte til de tre farligste fejltagelser i Marx’ tænkning. Først og fremmest Marx’ antagelse at menneskets godhed ville hævde sig af sig selv, når de økonomiske forandringer var indført. Marx indså således ikke, at et bedre samfund kun kan skabes af folk, der selv er undergået en moralsk forandring. Den anden fejltagelse var Marx’ groteske fejlvurdering af chancerne for at realisere socialismen og hans og Engels tro på “det gode samfunds” øjeblikkelige komme. Den tredje fejltagelse var Marx’ forestilling om, at socialisering af produktionsmidlerne ikke blot var den nødvendige, men også den tilstrækkelige betingelse for omdannelsen af det kapitalistiske samfund til et socialistisk og kooperativt samfund. Marx var mærkelig uopmærksom på, at det spiller ringe rolle for arbejderen, om foretagendet ejes af “folket”, staten, eller af et privat bureaukrati og at det eneste, der betyder noget, er de virkelige og håndgribelige arbejdsbetingelser. 

Veje til sundhed

De fleste kritiske analyser af kapitalismen finder, at mennesket er blevet gjort til et middel for økonomiske formål og har mistet den konkrete samhørighed med sine medmennesker og naturen. Samme tanke kan udtrykkes i begrebet fremmedgørelse. Årsagen kan imidlertid ikke koges ned til én forklaring. 

Hvis sygdomsårsagen er økonomisk, åndelig og politisk må jeg sætte ind på alle områder. Alt andet vil ødelægge forandring. Således kristendommen, der har prædiket åndelig fornyelse, men forsømt reformer i samfundsordenen. Oplysningstiden, der forsømte den socialøkonomiske uafhængighed og overlod alt til fornuften. Radikalt fremskridt et sted gennemføres af de få, mens de for flertallet bliver dogmer og ritualer, der tjener til at tilsløre den kendsgerning, at intet har forandret sig på andre områder. 

På den ene side skal en reform være radikal. Den skal gå til kernen for at nå sit mål. På den anden side er en såkaldt “radikalisme”, der tror, vi kan løse problemerne med magt, når der kræves iagttagelser, tålmodighed og udholdende aktivitet, lige så urealistisk som en ikke-radikal reform. Det sande kriterium for reform er ikke dens tempo, men dens realisme, den virkelige “radikalisme”. 

Den psykisk sunde er den skabende, sammenhængende personlighed; det menneske, der er sympatisk knyttet til verden og bruger sin fornuft til objektiv forståelse af sin omverden, som opfatter sig selv som en særskilt individualitet og samtidig føler sit fællesskab med sine medmennesker; som ikke er underkastet irrationel autoritet, men villigt accepterer samvittighedens og fornuftens rationelle autoritet, den, for hvem hele livet er en udfoldelse og modningsproces, og som betragter livet som den værdifuldeste mulighed.

Lad os også erindre, at disse mentalhygiejniske mål ikke er idealer, der må påtvinges individet, eller som man kun kan opnå, hvis man overvinder sin “natur” eller ofrer sin “medfødte egoisme”. Tværtimod er en stræben mod sjælelig sundhed, mod lykke, harmoni, kærlighed og skabende evne nedlagt i ethvert menneskeligt væsen, der ikke er født idiot i psykisk eller moralsk forstand. Hvis denne stræben får en chance, hævder den sig energisk. Det kræver kraftige foranstaltninger og særlige omstændigheder at forkvakle og kvæle denne medfødte stræben efter sundhed; og gennem størstedelen af historisk tid har menneskelige misbrug faktisk forårsaget en sådan afsporing. Men at tro, at denne forkvaklethed er mennesket medfødt, er som at så frø i ørkenen og siden hævde, at de ikke havde grokraft. 

Hvilket samfund svarer da til dette sjælelige helseideal, og hvordan er dets struktur? Først og fremmest er det et samfund, hvor intet menneske er et middel for andres mål, men altid og uden undtagelse et mål for sig selv. Det sunde samfund er det, hvor egenskaber som grådighed, udbytning og narcissisme ikke har chance for at kunne udnyttes til større materiel vinding eller udvidelse af ens personlige prestige. Hvor det at handle i overensstemmelse med sin samvittighed betragtes som en fundamental og nødvendig egenskab, og hvor opportunisme og manglende principper anses for asociale, – hvor den enkelte interesserer sig for samfundsanliggender, så de bliver personlige affærer, hvor hans forhold til medmennesket ikke isoleres fra hans private forhold. Og det sunde samfund vil fremme alles produktive indsats i arbejdet, stimulere fornuftens udvikling og åbne menneskers mulighed for at udtrykke deres indre stræben i kollektiv kunst og ritualer. 

Den økonomiske omdannelse 

Socialismens problem

Socialismen stiler mod en dybtgående reorganisering af vort økonomiske og sociale system og har som mål at befri mennesket fra at blive udnyttet som middel til formål uden for sig selv, og skabe en samfundsorden, hvor solidaritet, fornuft og produktivitet fremmes. Og dog har socialismens resultater mildest talt været skuffende. Hvad er årsagerne til denne fiasko?

Planøkonomi i sig selv er i hvert fald ikke nok, og de skræmmende resultater af sovjet-kommunismen på den ene side og de skuffende resultater af Labour Party-socialismen på den anden har ført til en resigneret og håbløs stemning blandt mange demokratiske socialister. Andre endnu har mistet deres tro på samfundets fornyelse og afholder sig fra enhver radikal kritik af kapitalismen. De fremkalder det indtryk, at alt er i orden i verden, hvis blot den kan frelses fra den kommunistiske trussel; de optræder som skuffede elskere, der har mistet al deres tro på kærligheden. 

Følgelig opfattes socialismens opgave hverken som at fremskynde den politiske revolution eller at bekæmpe den, men at gøre den mere civiliseret. Denne tilgang fører til to fejltagelser. For det første at man kan civilisere et totalitært samfund, og for det andet at pessimisme er velbegrundet. Der er således ingen grund til at antage, at det bureaukratiske samfunds fremgang og den dermed forbundne manipuleren med mennesker, ikke kan standses, medmindre vi går tilbage til spindehjulet, da moderne industri behøver driftsherrer og robotter. Blot en brøkdel af den fornuft og praktiske sans, der er anvendt på naturvidenskaberne, ville, overført på menneskelige problemer, tillade os at fortsætte det værk vore forfædre i det 18. århundrede var så stolte af. 

Fællesskabets socialisme 

Mennesker er overalt i lænker, og disse lænker vil ikke brydes, før man føler det degraderende i at være træl, det være sig for en enkeltperson eller en stat. Lønslaven skal derfor lære at sætte frihed over komfort. Den jævne mand vil da blive socialist, ikke for at sikre sig et mindstemål af civiliseret levestandard, men fordi han skammer sig over det slaveri, det binder ham og hans kammerater, og fordi han er besluttet på at gøre en ende på det industrielle system, der gør dem til slaver. 

Arbejderne skal derfor arbejde henimod direkte ledelse. Dvs. den opgave reelt at lede driften og bestemme over produktion, fordeling og omsætning og blive samfundets betroede repræsentanter inden for den økonomiske sfære. 

Socialpsykologiske indvendinger 

Hovedindvendingerne mod de praktiske forslag til virkeliggørelse af fællesskabssocialismen kan inddeles i to. 

Den første hovedindvending går på, at den almindelige arbejder hverken har evnerne til eller interesse i at forstå sit arbejde fuldt ud. Tværtimod er målet at gøre arbejdet så ensformigt, kortvarigt og effektivt som muligt. Så kan vi dagdrømme os væk og fritiden blive tyngdepunktet i tilværelsen. 

Det lyder besnærende, men alle undersøgelser viser, at folk afskyr mekanisk arbejde. Enhver koncentreret aktivitet er stimulerende, medens enhver ukoncentreret beskæftigelse er trættende.

For det andet vil det vare mange generationer, før det tilstrækkelige mål af automatisering er nået. Skal mennesket i mellemtiden ofre sin tid og energi på meningsløst arbejde og afvente den tid, hvor arbejdet ikke kræver nogen energiudfoldelse? Vil mennesket ikke blive mere og mere mærket af fremmedgørelsen? Er håbet om arbejde uden møje ikke en dagdrøm, der bygger på dovenskabsfantasier og drømme om en tryk-på-knappen-magt? Og er det ikke tilmed en ret usund fantasi? Er arbejde ikke en så væsentlig side af menneskelivet, at det ikke kan og aldrig bør reduceres til fuldkommen betydningsløshed? 

Den anden hovedindvending lyder, at moderne fabriksarbejde ikke i sig selv er tillokkende, og at en del arbejde er direkte ubehageligt og modbydeligt. Hertil ville arbejderens aktive deltagelse i ledelsen være uforenelig med den moderne industris krav og føre til kaos. For at systemet kan fungere, må mennesket adlyde og tilpasse sig en rutinebestemt organisation. Mennesket er af naturen dovent og uvilligt til at påtage sig ansvar og må derfor trænes til at fungere uden for meget initiativ og selvstændighed. 

Det er forbavsende, at både psykologer og lægfolk stadig kan nære den opfattelse, at mennesket af naturen er dovent, når så mange iøjnefaldende kendsgerninger, modsiger den. Dovenskab er ikke normal, men et symptom på alvorlig sjælelig usundhed. Selv uden belønning er mennesket opsat på at anvende sin energi på en meningsfuld måde, fordi det ikke kan udholde den lede, som passiviteten og kedsomheden avler. Bare se på børnene; de er aldrig ubeskæftigede. 

Alligevel taler gode grunde for den vidtudbredte tro på menneskets medfødte dovenskab. Hovedgrunden ligger i den kendsgerning, at fremmedgørende arbejde er kedsommeligt og utilfredsstillende, og at det fører til aversion mod arbejde og alt, der knytter sig til det. Som følge heraf længes mange mennesker efter uvirksomhed og ikke at skulle bestille noget. Folk føler herved, at dovenskab er den “naturlige” sindstilstand og ikke symptomet på patologiske livsvilkår, følgen af meningsløst og fremmedgjort arbejde. 

Den konventionelle og mest udbredte teori er, at penge er hovedmotiv til arbejde. Uden håb om større økonomisk belønning, vil mennesket ikke arbejde hårdere, endsige overhovedet. 

Men diskussionen om penge som arbejdsstimulans er ufuldkommen, hvis vi ikke erkender, at ønsket om flere penge konstant næres af samme erhverv, der stoler på penge som hovedmotiv til arbejde. Gennem reklame, afbetalingssystemer og mange andre metoder stimuleres den enkeltes grådighed efter at købe flere og nyere ting i en grad, så han sjældent har penge nok til at tilfredsstille disse “behov”. Ved således at blive kunstigt stimuleret, spiller pengemotivet en større rolle, end det ellers ville. Desuden er det indlysende, at pengemotivet må spille en dominerende rolle, hvis arbejdsprocessen ikke i sig selv er tilfredsstillende. Mange vælger et mindre vellønnet arbejde, hvis det lokker på anden vis. 

Foruden penge anses prestige, social rang og den medfølgende magt for at være hovedmotiver til arbejde. Men der er andre motiver: tilfredsstillelsen ved at skabe en uafhængig, økonomisk eksistens og ved at udføre kvalificeret arbejde. Disse motiver er udfordret i dag, hvor der f.eks. blandt kontorpersonale kræves et vist mål af faglig dygtighed, men hvor betydningen af en “behagelig personlighed”, der formår at sælge sig selv, bliver stadig større. En følelse af tomhed og en vag fornemmelse af, at livet er meningsløst, er de uundgåelige resultater af denne situation, hvilket kan føre til en tilflugt i eskapisme eller krav om flere penge, mere magt og mere prestige. Men vægten af disse sidste motiver er kun så stor, fordi den fremmedgjorte ikke kan lade være at søge efter sådanne kompensationer for sin indre tomhed – ikke fordi disse ønsker er “naturlige” eller de vigtigste sporer til arbejdet. 

Interesse og delagtighed som arbejdsmotiv 

Uden tvivl ville mange kunne finde større glæde i såkaldt lav-prestige job, end de gør i deres nuværende job. Selv minegrubearbejderens job kunne være eftertragtet jorden rundt, hvis det ikke var for de sociale og økonomiske ulemper ved denne type arbejde. Ja, der findes næppe nogen form for arbejde, der ikke kunne tiltrække visse personlighedstyper, forudsat det blev befriet for de negative perspektiver, socialt og økonomisk. Og selv om arbejdet teknisk er det samme, kan meningen være helt anderledes afhængig af konteksten. Tag f.eks. den selvstændige forretningsdrivende, der dagen igennem får opfyldt sit behov for menneskelig kontakt kontra sælgeren i stormagasinet, der kun er ivrig efter at beholde sit job. 

Elton Mayo forsøget viser, at inddragelse af arbejderne i indretningen af arbejdet både førte til produktivitetsstigning og mere tilfredse medarbejdere, selvom arbejderne teknisk set stadig udførte samme slags arbejde. Ligeledes påvirkes moralen og sygdomsfravær af størrelsen af arbejdsgruppen; des større gruppe, des større sygdomsfravær . 

Fra arbejdsfællesskabsbevægelsen har vi lært, at en ophævelse af adskillelsen mellem arbejdsgiver og arbejder kræver, at vi indser nødvendigheden af et fælles grundlag, eller det der kan kaldes en fælles etik.  Medmindre der er et fælles etisk grundlag, bliver der intet udgangspunkt og derfor ingen mulighed for at opbygge noget sammen. Hertil gives der enkle og klare regler for indretning af beslutningsorganer, beslutningsprocedurer og inddragelse mv. Gjort rigtigt vil man finde en føjelig og velvillig ånd, der gennemsyrer det hele, og et oprigtigt billede af folk, der har sagt “ja” til livet og det med den største samvittighedsfuldhed. 

Blandt de vigtigste punkter i fællesskabernes principper kan nævnes:

1. Arbejdsfællesskaberne bruger moderne industrielle metoder.

2. De har udarbejdet en plan, hvorefter alles aktive deltagelse ikke strider mod en tilstrækkelig centraliseret ledelse. Irrationel autoritet er blevet erstattet af rationel.

3. Betoningen af livets praksis over for ideologiske skillinjer. Dette sætter mennesker af de mest forskellige og modstridende overbevisninger i stand til at leve og arbejde sammen uden at måtte følge “den rigtige mening”, proklameret af samfundet.

4. Arbejdets samordning med social og kulturel virksomhed. For så vidt arbejdet ikke er teknisk tiltalende, er det meningsfuldt og tiltrækkende i sit sociale perspektiv. Kunstnerisk og videnskabelig aktivitet er en væsentlig del af hele livssituationen.

5. Fremmedgørelsen er overvundet, arbejdet er blevet et meningsfuldt udtryk for menneskelig energi, menneskelig solidaritet opnås uden frihedsbegrænsning – eller risiko for ensretning. 

Sådanne arbejdsfællesskabet er blevet ført ud i livet af mænd og kvinder med høj intelligens og umådelig praktisk sans. De er ingenlunde de drømmere, vores såkaldte realister anser dem for. Tværtimod er de for størstedelen mere realistiske og opfindsomme end vores konventionelle forretningslederes synes at være. Uden tvivl har der været mangfoldige brist og fejl, som må erkendes for at kunne undgås.

Men den nedladenhed, hvormed man glat væk antyder det nytteløse og urealistiske i alle disse arbejderfællesskabseksperimenter, er væsentlig et symptom på sindets dovenskab og den indgroede overbevisning om, at hvad der ikke har været, ikke kan eller vil komme. 

Praktiske forslag 

Spørgsmålet er, om fællesskabslignende forhold kan indrettes for hele vort samfund. Målet vil da være at skabe en arbejdssituation, hvor enhver ofrer sin tid og energi på noget, der rummer mening for ham, hvor han forstår, hvad han laver, har indflydelse på, hvad der sker og føler sig samhørende med og ikke isoleret fra sine medmennesker. Dette indebærer, at arbejdssituationen igen må gøres konkret; at arbejderne organiseres i tilstrækkelig små grupper til, at den enkelte kan komme i kontakt med gruppen i dens egenskab af virkelige, konkrete, menneskelige væsener, selv om fabrikken måske har mange tusind medarbejdere. Det vil sige, at man må forene centralisering med decentralisering på en måde, som tillader alle at deltage aktivt og ansvarsbetonet, og som samtidig skaber så meget enhedspræget lederskab som fornødent.

Hvordan kan det ske? 

Første betingelse er, at arbejderen er velinformeret. Hvis arbejderen fatter interesse og forståelse for fabrikkens produktionsproces, hvis han intellektuelt stimuleres af denne viden, vil selv det mest monotone arbejde antage et andet perspektiv. Udover teknisk viden, skal han kende dets forhold til de økonomiske behov og problemer i samfundet som helhed. 

Men viden skal omsættes til handling, og arbejderen kan kun blive en aktiv, interesseret og ansvarlig medarbejder, hvis han kan få indflydelse på beslutninger, der angår hans individuelle arbejdssituation og hele foretagender. På samme vis skal forbrugeren inddrages. Når vi anerkender princippet, at hovedformålet med et hvilket som helst arbejde er at tjene folk og ikke at skabe profit, må de, der betjenes, have et ord med at sige om den virksomhed, der tjener dem. Ligesom med politisk decentralisering er det ikke let at finde sådanne former, men det er afgjort ikke noget uoverstigeligt problem. I forfatningsretten og aktieselskabsloven har vi løst lignende problemer mht. de respektive rettigheder hos interessenterne. 

Princippet om fællesadministration og medbestemmelsesret medfører en alvorlig indskrænkning i ejendomsrettighederne. Ejeren eller ejerne af et foretagende skal have ret til en rimelig forrentning af den investerede kapital, men ikke til ubegrænset magt over de mennesker, denne kapital kan ansætte. De bør i det mindste dele denne ret med dem, der arbejder i foretagendet. 

Et vigtigt punkt skal fremhæves. Såfremt arbejdere og funktionærer ved et foretagende udelukkende var interesseret i deres firma, ville den egoistiske, fremmedgjorte holdning blot være blevet udvidet fra et individ til et team. Det er derfor en væsentlig del af arbejdernes medvirken, at de ser udover deres eget foretagende, at de knyttes til forbrugere såvel som andre arbejdere i samme industri og til den samlede befolkning.

Hertil må socialistiske partier rent faktisk til at opføre sig socialistisk i betydningen ansvarlig deltagelse af hvert enkelt medlem. Er målet industrielt demokrati, må det demokratiske princip indføres i egne organisationer, partier og industriforetagender. 

Bortset fra problemet med arbejderdeltagelse ligger hovedproblemet i det faktum, at hele vor industri bygger på et stadigt voksende indre marked. Hvert enkelt foretagende vil gerne sælge mere og mere for at erobre en stadig stigende andel af markedet. Resultatet af denne økonomiske situation er, at industrien bruger alle til rådighed stående midler for at skærpe befolkningens købe-appetit, at skabe og forstærke den receptive indstilling, der er så skadelig for sjælelig sundhed. Dette betyder efterspørgsel af unødvendige ting og “tilbud” om at købe en ny bil, selvom den gamle snildt kunne repareres. Dette betyder også, at forbrugeren mister respekten for arbejde, for materielle goder, menneskelig anstrengelse og andres behov. 

Det er indlysende, at ingen nok så stærk åndelig indflydelse kan vinde fremgang, hvis vort økonomiske system er sådan indrettet, at det trues af kriser, når folk ikke vil købe flere og flere nyere og bedre ting. Hvis det derfor er vort mål at forvandle forbruget fra et kunstigt til et naturligt, kræver det reformer af de økonomiske processer, der skaber det usunde forbrug. Det er økonomernes opgave at udtænke sådanne forholdsregler. Det vil i almindelighed sige at lede produktionen ind på områder, hvor de bestående virkelige behov ikke endnu er blevet tilfredsstillet, i stedet for områder, hvor behovene må skabes kunstigt. Dette kan gøres ved hjælp af kredit gennem statsejede banker, ved socialisering af visse foretagender og ved reform af reklamevæsenet gennem radikal lovgivning. 

Den koloniale eksploiterings tid er forbi, og alle dele af verden bragt hinanden så nær, at fred og frihed i den vestlige verden i det lange løb afhænger af den økonomiske fremgang i den sydlige verdenshalvdel. Hvis vi ser på, hvad et realistisk 50 års program for at løfte de ikke-industrialiserede lande op på et industrialiseret niveau vil koste, er det ikke meget ifht. vores andre omkostninger og faktisk ubetydeligt, når sammenlignes med, hvad det vil koste at opretholde status quo. 

Filmindustriens forherligelse og stimulering af de laveste instanser må reguleres eller suppleres med konkurrerende industrier, finansieret med offentlige midler. Ligeledes må lov om levnedsmiddel- og lægemiddelkontrol reguleres. I et samfund, hvis eneste mål er menneskets udvikling, og hvor de materielle behov er underordnet de åndelige, skulle det ikke være svært at finde lovlige og økonomiske midler til at sikre de nødvendige reformer. 

Hvad angår den enkelte borgers økonomiske situation, har lighed i indkomst aldrig været et socialistisk krav og er af mange grunde hverken praktisk eller blot ønskeligt. Hvad der er fornødent, er en indtægt, som kan danne grundlag for en værdig menneskelig tilværelse. Hvad angår uligheder i indkomst, bør de øjensynlig ikke overskride den grænse, hvor forskellig indtægt fører til kvalitativ forskel i livserfaringer.

Det sociale forsorgssystem må opretholdes og udvides til en almindelig underholdningsgaranti. Intet menneske må trues af sult for, at det kan handle som frit og ansvarligt subjekt. Og der vil ikke være nogen frihed, så længe kapitalisten kan påtvinge den mand sin vilje, som kun ejer sit liv, fordi han kun har det arbejde, kapitalisten tilbyder ham. 

For hundrede år siden var det en almindelig overbevisning, at ingen havde ansvar for sin næste. Man antog – og det blev videnskabeligt “bevist” af økonomerne – at samfundets love nødvendiggjorde en stor hær af fattige og arbejdsløse til at holde det økonomiske system i gang. I vore dage ville næppe nogen vove at hævde det princip længere. 

Politisk omdannelse 

Hvis demokrati betyder, at den enkelte udtrykker sin overbevisning og bekræfter sin vilje, er det forudsætningen, at han har en overbevisning og en vilje. Men forholdet er det, at det moderne, fremmedgørelsens individ har meninger og fordomme, men ingen overbevisninger, har sym- og antipatier, men ingen vilje. Den enkeltes meninger og fordomme, sym- og antipatier manipuleres ligesom hans smag af mægtige propagandamaskiner. 

Gennemsnitsvælgeren er ligeledes dårligt informeret. Skønt han regelmæssig læser sin avis, er hele verden så fremmedgjort for ham, at intet har nogen rigtig mening eller betydning. Han læser, at der er ofret millioner af dollars, at der er blevet dræbt millioner af mennesker; tal og abstraktioner, der ingenlunde tolkes i et konkret og meningsfyldt billede af verden. Den science fiction, han læser, er lidet forskellig fra de videnskabelige nyheder. Alt er urealistisk, ubegrænset, upersonligt. Kendsgerninger er for ham hukommelsesbrikker i et puslespil, og ikke elementer, hans og hans børns liv afhænger af. 

Hertil fremmer flertalsvalgets princip abstraheringer og fremmedgørelse af virkeligheden. Selvom et flertals beslutning sagtens kan være dårlig, betyder demokrati i dag, at disse beslutninger er moralsk overlegne, hvilket åbenlyst ikke er korrekt. 

Valg må derfor gøres mindre og nærmere borgernes dagligdag og interesser. Én mulighed er at organisere hele befolkningen i små grupper på f.eks. 500 mennesker, efter bosted eller arbejdsplads og på tværs af sociale skel. Disse grupper skulle mødes regelmæssigt og diskutere de vigtigste politiske resultater, både af lokal og national interesse. En sådan debat skal oplyses, f.eks. af et kulturelt bureau, der er politisk uafhængigt. Det er kun, hvad vi prøver at gøre i vores skolesystem, hvor børnene modtager oplysning, der er relativ objektiv og fri for indflydelse af de skiftende regeringer. 

Kulturel omdannelse 

Den kendsgerning, at de store religiøse og etiske systemer så ofte har kæmpet mod hinanden, skyldtes indflydelse fra dem, der byggede kirker og politiske hierarkier. Siden menneskeheden først fostrede den tanke, at menneskeslægten var en enhed og dens bestemmelse at blive helt fuldbårent, – siden da har ideer og idealer været de samme. I ethvert kulturcentrum og for en stor del uden nogen gensidig indflydelse, er man nået til samme indsigt, har forkyndt de samme idealer. Vi savner derfor ikke kundskab om, hvordan livet skal leves rigtigt, – men vi har dybt behov for at tage det alvorligt, vi tror på, forkynder og lærer. Vore hjerters revolution kræver ikke ny visdom, – men ny alvor og hengivenhed. 

Derfor må vores opdragelsessystem bibringe nyttig information og mere end blot kundskab til at fungere i en industrialiseret civilisation og fremme ærgerrighed og kappelyst. Vi skal fremme kritisk tænkning og nedbrydelsen af skillelinjen mellem teoretisk og praktisk kundskab lige fra begyndelsen. Selve denne adskillelse er en del af fremmedgørelsen mellem arbejde og tænkning.  

Det, at vi i første række stiler mod vore medborgeres nytteværdi for samfundsmaskineriet og ikke mod deres menneskelige udvikling, fremgår tydeligt af den kendsgerning, at vi kun anser skoleuddannelse for nødvendigt op til en alder af 14-15 år eller højst til begyndelsen af 20’erne. Men hvorfor skal samfundet kun føle sig ansvarlig for børns opdragelse og ikke for alle voksne i enhver alder? I virkeligheden er de tidlige år ikke nær så egnet til indlæring, som det gerne antages. Det er den bedste alder til at lære at sprog og regning, men utvivlsomt er forståelsen af historie, filosofi, religion, litteratur, psykologi osv. begrænset på dette tidlige stadium. For mange mennesker er alderen mellem 30 og 40 langt mere egnet til studier af disse emner, ligesom den almindelige interesse også er større end i den stormfulde ungdomsperiode. Følgelig er det på dette alderstrin, at enhver skal  have frihed til helt at skifte erhverv. 

For at føle sig hjemme i verden, må mennesket fatte den, ikke blot med sit hoved, men med alle sine sanser. Det må udtrykke med sin krop, hvad det udtænker med sin hjerne. Krop og sind kan ikke skilles i denne eller nogen anden henseende. Hvis mennesket fatter verden og dermed former sig med den gennem tænkning, skaber det filosofi, teologi, myte og videnskab. Hvis mennesket udtrykker sin verdenserfaring med sine sanser, skaber det kunst og ritualer, sang, dans, drama, malerkunst og skulptur. “Kollektiv kunst” er ritual, man deles om. Den giver mennesket mulighed for at føle sig ét med andre på en meningsfuld, rig og skabende måde. Den er ikke en individuel fritidsbeskæftigelse, der føjes til livet, den er en integrerende part af livet. 

For at vokse ud af den receptive ind i den skabende indstilling må mennesket skabe sig en kunstnerisk og ikke blot filosofisk og videnskabelig forbindelse med verden. Hvis en kultur ikke åbner mulighed for en sådan udfoldelse, udvikler gennemsnitsmennesket sig ikke udover sin receptive eller forretningsmæssige indstilling. 

Vi har en kultur af forbrugere, men ingen aktiv, skabende deltagelse, ingen fælles, forenende oplevelse, intet meningsfyldt udtryk for betydningsfulde svar på livets mening. Hvad venter vi af den unge generation? Hvad skal de gøre, når de ikke har lejlighed til meningsfuld, fælles artistisk virksomhed? Hvad andet kan de gøre end blive eksperter i drik, film, dagdrømme, kriminalitet, neuroser og sindssyge? Hvad nytter det, at vi ingen analfabetisme har og den højeste undervisning – hvis vi ikke har noget kollektivt udtryk for den totale personlighed, ingen fælles kunst, intet ritual? Utvivlsomt er et relativt primitivt landsbysamfund, hvor alle sammen tager del i fælles kunstnerisk udfoldelse, mere kulturelt fremskredent og sjæleligt sundere end vor oplyste, avislæsende, radiolyttende kultur. 

Kan man tale om en åndelig forvandling af samfundet uden at nævne religion? De store, monoteistiske religioner betoner så afgjort de samme humanistiske mål, der ligger til grund for tanken om “den skabende indstilling”. Kristendommens og jødedommens mål er menneskets værdighed som formål og slutmål i sig selv, broderkærlighed, fornuft og åndelige værdiers overlegenhed over materielle. Disse etiske mål er knyttet til visse gudsforestillinger, hvorom de troende inden for forskellige religioner indbyrdes er uenige, og som er uacceptable for millioner andre. Det var imidlertid en fejltagelse af de ikke-troende at koncentrere sig om angrebet på gudsbegrebet; deres virkelige mål burde være at udfordre de religiøse til at tage deres religion, og især gudsbegrebet, alvorligt. Det vil sige at praktisere broderkærlighedens ånd, sandhed og retfærdighed og derved blive de mest radikale kritikere af det moderne samfund. 

Indtil en ny religion er opstået, som kan forene mennesket i opøvelse og ikke i ordet, bør de, der tror på Gud, udtrykke deres tro ved at virkeliggøre den. De, der ikke tror, bør efterleve kærlighedens og retfærdighedens bud – og vente. 

Sammenfatning og afslutning

Mennesket fremtrådte først af dyreriget som et naturens lune. Da det havde mistet de fleste af de instinkter, der regulerer dyrets liv, var det mere hjælpeløst, mindre veludrustet i tilværelseskampen end de fleste dyr. Men det havde udviklet en evne til tænkning, fantasi og selvbevidsthed, der var grundlag for omdannelse af naturen og mennesket selv. For ca. 4.000 år siden opstillede mennesket et nyt mål: at blive fuldbåren, helt vågen, helt menneskelig, at blive fri. Fornuft og samvittighed blev de principper, der skulle vise vej. Det udviklede sig i de store religiøse systemer i Indien, Grækenland, Palæstina, Persien og Kina omkring 500 år f.Kr., der forkyndte tankerne om menneskets enhed, om fornuft, kærlighed og retfærdighed som de mål, man må stræbe efter. 

Fra 1500-tallet begyndte en ny periode, hvor mennesket opdagede naturen og individet lagde grunden til naturvidenskaber, der begyndte at ændre jordens udseende. Midt i det 20, århundrede indtraf igen en drastisk forandring, da ny teknik erstatter menneskers og dyrs fysiske energi. Den skaber kommunikationsmidler, der forvandler menneskeheden til et samfund, hvor en enkelt gruppes skæbne er alles skæbne. Teknikken skaber vidunderlige opfindelser, hvorved det bedste inden for kunst, litteratur og musik kan bringes ud til enhver. Den skaber produktive kræfter, der lader enhver få en, materielt set, værdig tilværelse og den reducerer arbejde i et omfang, så det kun optager en brøkdel af dagen.

Og dog synes menneskets eksistens mere truet end nogen sinde. Hvordan er alt dette muligt? 

Mennesket har vundet sin frihed fra gejstlige og verdslige myndigheder, det stod alene med sin fornuft og samvittighed som de eneste dommere, men var bange for sin nyvundne frihed. Det havde opnået “frihed fra”, men endnu ikke nået “frihed til” – at være sig selv, være skabende, være fuldt vågen. Derfor forsøgte mennesket at flygte fra friheden. Dets store præstation, herredømmet over naturen, var det, der åbnede vejen for denne flugt. 

Da mennesket opbyggede det nye, industrielle maskineri, blev det så opslugt af sin nye opgave, at den blev tilværelsens ypperste mål. Den menneskelige energi, der dengang var viet til søgen efter Gud og frelse, rettedes nu imod beherskelse af naturen og stadig voksende materiel komfort. Mennesker ophørte at benytte produktionen som middel til et bedre liv og ophævede den i stedet for til et selvendemål, som sattes højere end livet. Mennesket selv blev en del af maskinen, snarere end dens herre under den stadig voksende arbejdsdeling og mekanisering. Da man ikke har nogen jeg-følelse, udover den, som konformitet med flertallet kan give, er man utryg, bange, afhængig af bifald. Mennesket er fremmed for sig selv, tilbeder sine egne hænders værk og de ledere, det selv har valgt, som om de stod over mennesket og ikke var skabt af det. På en måde er vi tilbage til det trin, vi stod på, før den store udvikling begyndte 2.000 f.Kr. 

Mennesket er ikke i stand til at elske og bruge sin fornuft, til at træffe afgørelser, kan faktisk ikke værdsætte livet og er derfor parat, ja, villig til at ødelægge alting. 

Vi har ikke slået bro over kløften mellem et mindretal, der forstod målene om at føle enheden med alle, og flertallet, der åndeligt befinder sig langt tilbage, i stenalderen, totemismen, afgudsdyrkelsen og feudalismen. Vil flertallet kunne omvendes til klarsyn – eller vil det benytte den menneskelige fornufts største opdagelser til sine egne ufornuftige og vanvittige formål? Vil vi kunne skabe en fremtidsvision af det gode, sunde liv, der kan vække livets kræfter hos dem, der er bange for at vandre fremad? Denne gang står menneskeheden ved en korsvej, hvor det gale valg kunne blive det sidste. 

I det 19. århundrede var problemet at Gud er død; i det 20. århundrede er problemet, at mennesket er dødt. I det 19. århundrede betød umenneskelighed grusomhed; i det 20. århundrede betyder det schizoid selvfremmedgørelse. Fortidens risiko bestod i, at mennesker blev slaver, fremtidens risiko består i, at mennesker bliver robotter. 

At skabe et sundt samfund, der stemmer med menneskes behov, behov, betyder ikke en tilstand af fuldkommen harmoni, hvor ingen konflikter eller problemer møder mennesker. Tværtimod er det menneskets skæbne, at dets tilværelse er belastet med modsigelser, som det må løse uden nogen sinde at kunne opløse dem. Når mennesket har overvundet menneskeofrets primitive stadium, når det har lært at regulere forholdet til naturen fornuftigt i stedet for blindt, når tingene virkelig er blevet tjenere i stedet for afguder, vil det stå over for de egentlig menneskelige konflikter og problemer; det må være foretagsomt og modigt, i stand til at lide og glædes, men dets evner vil stå i livets og ikke i dødens tjeneste. Den nye fase i menneskehedens historie bliver, ifald den indtræffer, en ny begyndelse, ikke en afslutning. 

Mennesket står i vor tid overfor det mest afgørende valg. Ikke valget mellem kapitalisme og kommunisme, men mellem robotvælde (både den kapitalistiske og den kommunistiske variant) og humanistisk fællesskabssocialisme. De fleste kendsgerninger synes at tyde på, at vi vælger robotvældet, og det vil i det lange løb sige vanvid og ødelæggelse. Men alle disse kendsgerninger er ikke nok til at nedbryde troen på menneskets fornuft, gode vilje og åndelige sundhed. Så længe vi kan forestille os andre alternativer, er vi ikke fortabt. Så længe vi kan rådslå og planlægge sammen, kan vi endnu håbe. Men sandelig, skyggerne bliver længere. Vanviddets røster stærkere. 

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com