For BOOKING forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

Det store “hvorfor”?

Spørgsmålet om mening og/eller meningsløshed er det mest komplicerede, uløselige og uundgåelige spørgsmål af alle i livet, som konfronterer mennesket fra vores første refleksive tanke.

Mening rummer nemlig to modstridende grundsætninger.

På den ene side er mennesket et meningskrævende væsen. På den anden side fremstår verdenen ”kontingent” og vilkårlig; alt kunne være anderledes. I den forstand skaber mennesket selv sin verden i et univers uden en storslået plan.

Men det afholder os ikke fra en fortsat søgen efter mening, der kan opdeles i to meningstyper; kosmisk mening og verdslig mening.

Kosmisk mening

Kosmisk mening forudsætter, at der findes en hensigt eller plan uden og over den enkelte. Kosmisk mening henviser altid til en magisk eller åndelig verdensorden. Har man en følelse af kosmisk mening, vil man som regel også have en modsvarende følelse af verdslig mening; ens verdslige mening er da at fuldbyrde eller leve i harmoni med den kosmiske mening. Man kan f.eks. anskue livet som en symfoni, hvor hvert enkelt liv skal spille et bestemt instrument. 

Kosmisk mening kommer til udtryk i form af at se verden og menneskelivet som led i en gudsbestemt plan. Efter denne opfattelse står Gud for det fuldkomne, og formålet med tilværelsen er derfor at stræbe efter at fuldkommengøre sig. Denne stræben kan tage flere former. Aristoteles (og hele den rationelle, intellektuelle tradition, han grundlagde) anså f.eks. intellektuel fuldkommenhed for den højeste form for fuldkommengørelse. 

I 1100-tallet beskrev Moses Maimonides i De vildfarendes Vejleder de fire hovedformer for stræben mod fuldkommenhed.

Han forkastede den første, fuldkommengørelse med hensyn til materiel besiddelse, som illusorisk og forgængelig og den anden, legemlig perfektion, fordi den ikke skilte mennesket fra dyret. Den tredje, moralsk fuldkommengørelse, fandt han prisværdig, men begrænset, fordi den tjente andre frem for én selv. Den fjerde form – perfektionering af de rationelle anlæg – var ifølge Maimonides “den sande menneskelige fuldkommengørelse”, der “gør mennesket til menneske”. Denne form for fuldkommengørelse er det højeste mål og sætter mennesket i stand til at fatte Gud. 

Eller som Thomas Mann provokerende skriver: 

Den endelige hensigt med at skabe liv af det uorganiske var mennesket. Med mennesket blev der iværksat et storstilet eksperiment; skulle det mislykkes, ville selve skabelsen være mislykket … Om det nu er sådan eller ej, gør mennesket bedst i at forholde sig, som om det var sådan.  

Verdslig mening

Manglende bekendelse til en kosmisk mening fjerner ikke behovet for svar på, hvordan vi skal leve. Den franske filosof Albert Camus brugte ordet “absurd” om menneskets grundlæggende stilling i verdenen – den tunge lod det er at være et ud over sig selv higende, meningssøgende væsen, som er sat i en verden, der ikke har nogen mening. Camus mente, at vi er moralske skabninger, som kræver, at verden giver os et grundlag for moralsk vurdering – altså et meningssystem, som vi kan udlede en række moralske værdier af. Men verden giver os ikke et sådant grundlag: Den er aldeles indifferent over for os. Heraf det ”absurde” menneskelige vilkår.

Ifølge Camus kan mennesket kun udfolde sin fulde storhed ved at leve med værdighed ansigt til ansigt med absurditeten. Mennesket kan komme ud over verdens absurditet gennem oprøret – det stolte oprør mod ens eget vilkår.

Intet kan måle sig med skuet af menneskelig stolthed. Der er ikke den skæbne, som ikke kan overvindes med foragt.

Albert Camus (1913-1960)

For Camus var der nogle klare værdier og retningslinier for livsførelsen: mod, stolt oprør, broderlig solidaritet, kærlighed og verdslig fromhed.

De verdslige former for virke, der kan give mennesket en følelse af mening med livet, kan inddeles i flere kategorier.

Altruisme: Troen på, at det er godt at give, at være til gavn for andre, at gøre verden bedre for andre, er en rig kilde til mening, der ikke kræver nærmere begrundelse.

Virke for en sag: ”Hvad mennesket er, er det blevet til gennem den sag, det har gjort til sin”, som Karl Jaspers sagde. Livets mening ligger i den chance, det giver os for at skabe eller bidrage til noget, der er større end os selv, og hvor vi overskrider vores grænser.

Skabende virksomhed: Et kreativt liv er meningsfuldt. Som den eksistentielle psykoterapeut Irvin Yalom fremhæver, er den skabende vej til mening dog på ingen måde forbeholdt skabende kunstnere: 

“At gøre nye opdagelser inden  for videnskaben er en skabende virksomhed af højeste rang. Selv administrativt arbejde kan man have en kreativ tilgang til. En forsker, der skiftede arbejdsfelt, fortæller om vigtigheden af og mulighederne for at være kreativ i en administrativ stilling:

Går man ind i administrativt arbejde, skal man tro på, at det er en kreativ virksomhed i sig selv, og at man tjener et højere formål end at få bund i bunkerne på skrivebordet. Man fungerer som mægler og forligsmand, man bestræber sig på at behandle en masse forskellige mennesker ens og retfærdigt, men man skal også have ideer, og man skal kunne overbevise andre om, at ens ideer er vigtige, og få dem til at føre dem ud i livet … Det er noget af det, der gør det spændende. Inden for både administration og forskning ligger spændingen og opløftelsen i den skabende evne. Det er det, at man sætter noget i gang. Jeg synes efterhånden, det er mere spændende at administrere end at forske”.

Den hedonistiske løsning: Nydelsesvejen hvor lyst og nydelse er mål i sig selv. Det er svært at argumentere imod denne forståelsesramme, som ethvert levende/følende/tænkende menneske kender.

Selvaktualisering: En kilde til personlig mening er forestillingen om, at mennesket skal stræbe efter at realisere sig selv og give sig hen til at udleve sit iboende potentiale.

De forskellige former for mening udelukker på ingen måde hinanden. Tværtimod lever de side om side hos de fleste, hvor de forandrer sig med tiden. Hvad du ønsker som 20-årig, er ikke det samme, som du ønsker som 40- og 80-årig. Gennem livets cyklus får du ny visdom, og dine ønsker til dit liv og syn på mening forandres.

Men det moderne menneskes store problem, ifølge psykoanalytiker og holocaust overlever, Viktor Frankl (1905-1997), er, at instinkterne ikke fortæller os, hvad vi skal gøre, og at traditionen ikke længere fortæller, hvad vi bør gøre. Vi ved heller ikke, hvad vi gerne vil gøre.

Vi kan reagere på denne værdikrise på forskellig vis og vælge;

Konformitet, hvor vi gør som andre;

Underkastelse af et totalitært styre, hvor vi gør, som andre ønsker;

Korsfarersyndromet, hvor vi altid har behov for en sag at kæmpe for;

Nihilisme, hvor vi betvivler alt, andre sætter højt;

En vegetativ form for eksistentiel syge, hvor man synker helt ned i formålsløshed og apati; eller

Et heftigt aktivitetsmønster, som tager brodden af meningsproblematikken.

Men uanset hvilken meningsform eller kombination af meningsformer vi bekender os til, er det afgørende, at vi finder en eller anden form for mening og vejviser i vores tilværelse, fordi vi føler ubehag ved en indifferent og ustruktureret verden. I længden er en sådan verden uudholdelig og vi søger derfor efter mønstre, forklaringer og en mening med livet. Når vi ikke kan finde noget sammenhængende mønster, bliver vi ikke alene irriterede og urolige, men føler os også afmægtige. Som Irvin Yalom formulerer det:

Troen på, at man har afkodet meningen, giver altid en følelse af mestring. Selv hvis det ligger i den meningsstruktur, man finder frem til, at man selv er ubetydelig, hjælpeløs eller undværlig, er den ikke desto mindre mere betryggende end ikke at kunne se nogen sammenhæng.

Irvin Yalom (f. 1931)

Afsluttende bemærkninger

Irvin Yalom bemærker, at forestillingen om, at livet er ufuldbyrdet, hvis man ikke når et mål, er en vestlig myte, et kunstprodukt af kulturen, snarere end et tragisk eksistentielt vilkår. I Østen er man aldrig gået ud fra, at der er et ”formål” med livet eller noget problem at løse i den forbindelse; nej, livet er et mysterium, som skal leves. Den indiske vismand Bhagwan Shri Rajneesh (1931-1990) sagde således:

Eksistensen har intet mål. Den er lutter rejsen. Livets rejse er så smuk – hvem gider spekulere på, hvor den fører hen?

Livet er der bare, og vi er tilfældigvis blevet kastet ud i det. Livet behøver ingen begrundelse. 

Med de ord vil jeg afslutte denne introduktion til spørgsmålet om mening og meningsløshed. Hvis tankerne har fanget din interesse, kan du her finde lignende artikler om døden, friheden og ensomhed.

Samtidig vil jeg varmt anbefale dig at stifte bekendtskab med Irvin Yalom selv. Du kan besøge hans hjemmeside her.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com