For BOOKING forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

“Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.“

Således begynder den fransk-algierske forfatter Albert Camus (1913-1960) “Sisyfos-myten” skrevet i 1942.

Udgangspunktet for hans essay er hans observation af, at man føler sig hjemme i en verden, man kan forklare. Og det gælder vel at mærke, selvom forklaringen ikke holder stik. I et univers man ikke kan forklare, føler man sig derimod som en fremmed.

Denne permanente kløft mellem mennesket og dets tilværelse, mellem skuespilleren og kulisserne, er det, som er årsag til oplevelsen af absurditet.

Men er selvmord en løsning på absurditeten? Det er spørgsmålet, Albert Camus behandler i “Sisyfos-myten”.

Erkendelsen af det absurde

Oplevelsen af følelsesmæssig absurditet

Absurditetsfølelsen kan ramme hvem som helst, når som helst. Fx. når man i hverdagens trummerum pludselig spørger: hvorfor? Eller det kan være, når man placerer sig selv i tiden og konstaterer, at man befinder sig på et vist punkt af en bane, som man ved, man skal gennemløbe. Runde fødselsdage fx kan fremprovokere denne oplevelse.

Fremmedfølelsen er en anden udløser. Opdagelsen af at verden er uigennemtrængelig; den ubestemte fornemmelse af, i hvor høj grad en sten er os fremmed og uforklarlig, og med hvilken intensitet et landskab kan fornægte os. Mennesket selv kan også udsondre umenneskelighed, som når vi fanger os selv i at tænke om et andet menneske, at det gør sig i mekaniske fagter og meningsløse pantominer. Dette ubehag kan vi endda opleve ved vort eget spejlbillede og føle os fremmede over for os selv.

Endelig er der døden. “Man kan aldrig undre sig nok over, at alle mennesker lever, som om ingen ‘vidste noget’, selvom vi alle ved, at døden venter for enden for os alle”, som Camus udtrykker det.

Ovenstående beskriver forskellige følelsesmæssige oplevelser af tilværelsens absurditet. Vi oplever imidlertid også absurditetens væsen på det intellektuelle plan.

Oplevelsen af intellektuel absurditet

Tankens dybeste ønske er higen efter klarhed og fortrolighed med verden; ideelt set ønsker mennesket at kunne sammenfatte alle verdens eviggyldige forhold i ét eneste princip.

Men, skriver Camus;

Om hvem og hvad kan jeg virkelig sige: ‘Dette ved jeg’? Jeg kan mærke mit hjerte slå, og deraf slutter jeg, at det eksisterer. Verden omkring mig kan jeg røre ved, og deraf slutter jeg, at også den eksisterer. Men her standser min viden, og resten er konstruktion. For hvis jeg forsøger at definere og sammenfatte dette jeg og denne omverden, bliver det til sand, som løber bort mellem fingrene på mig. Jeg kan beskrive alle de masker, jeg’et anlægger eller får påtrykt, alle dem, som oprindelse, opdragelse, lidenskab, storhed eller gemenhed har givet det. Men jeg kan ikke lægge alle maskerne sammen og få en sum derudaf. Selve dette hjerte, som er mit, skal for altid forblive mig uforklarligt.

På samme måde med verden omkring os:

Jeg ser træerne og føler deres ru bark, dufter græsset og ser på stjernerne. Jeg kan ikke fornægte verdens magt og styrke. Og dog kan al verdens kundskab ikke skænke mig sikkerhed for, at denne verden tilhører mig. Man beskriver den for mig og lærer mig at klassificere den, opregner dens love. Man forklarer mig verden og atomet ved hjælp af et billede og jeg indser, at man har taget sin tilflugt til poesien. Jeg skal aldrig vinde sand indsigt. Videnskaben, som skulle lære mig alt, ender i hypotesen, klarsynet fordunkles af metaforer, og uvisheden opløser sig i et digt.

Også forstanden siger altså mennesket på sin måde, at verden er absurd. Eller rettere: Verden er ikke i sig selv fornuftig. Det absurde ligger i konfrontationen mellem det irrationelle og det brændende begær efter klarhed.

Det filosofiske selvmord

Denne treenighed – det absurde som leddet mellem menneskets ønske om svar og universets rungende tavshed – er på én gang uendelig simpel og uendelig kompliceret. Dens første og vigtigste kendetegn er, at den er udelelig. Tager man et af leddene bort, bliver der intet tilbage. Dette må altid holdes for øje, og derfor må absurditeten altid anerkendes, samtidig som man altid må gøre oprør mod den!

Et menneske, der er blevet sig det absurde bevidst, er bundet til det for altid. Men det er også i sin orden, at han gør alt, hvad han formår, for at slippe ud af det univers, han selv har skabt. I den forbindelse mener Camus, at det er lærerigt at undersøge, hvad de eksistentielle filosoffer – som Camus ikke henregner sig selv til! – er nået frem til. Alle uden undtagelse råder de til flugt, siger Camus.

Albert Camus opstiller to typer flugt eller filosofisk selvmord, der begge implicerer et spring, dvs. en opgiven af det absurde til fordel for en forklaring og et håb, der igen giver universet og eksistensen en mening og sammenhæng.

Det religiøse spring

Søren Kierkegaards spring er af religiøs natur. For Kierkegaard, erklærer Camus, bliver modsigelserne og paradokserne i tilværelsen kriterier på det religiøse. Kierkegaard erkender tilværelsens absurditet, men ophøjer det irrationelle til en guddom og giver Gud absurditetens attributter: uretfærdighed, inkonsekvens og uforståelighed. Helt galt går det, når Kierkegaard yderligere underbygger sin position ved at finde trøst i, at døden for den kristne “på ingen måde er altings ende, den indeholder et uendeligt større håb, end livet kan give os, selv når det flyder over af sundhed og kraft”. Så meget for en forholdentagen til absurditeten i dette liv!

Det filosofiske selvmord behøver dog ikke bygge på en Gud, men kan også være inspireret af noget rationelt.

Det rationelle spring

Fænomenologien fx nægter at forklare verden; den vil kun være en beskrivelse af det oplevede. Det falder fint sammen med den absurde tanke, at der ikke findes nogen sandhéd, men kun sandheder. Aftenvinden, en hånd på min skulder, en kilometersten eller kærlighed – hver ting har sin sandhed.

Men fænomenologien vil udvide og begrunde dette sandhedsbegreb rationelt og nå ind til de enkelte erkendelsesobjekters ‘inderste væsen’. Således taler Edmund Husserl om ‘tingenes evige væsen’ og lærer mennesket, at der til hvert enkelt fænomen svarer et lige så enestående ‘væsen’. På den måde afskaffer han transcendensen, men indfører i stedet en slags fragmentarisk immanens, som giver universet dets dybde tilbage. Camus betragter derfor fænomenologien som et forsøg på at forklare det uforklarlige på lige fod med religion.

At springe eller ikke at springe ..

Det bør imidlertid ikke undre, siger Camus. Irrationalismen og fornuften har nemlig samme mål, blot med forskellige midler. De begynder begge i kaos og absurditet og søger værn mod den angst, denne tilstand afstedkommer. Det væsentlige er at forklare, at stræbe efter forsoning med verden, og i begge tilfælde fører springet til målet.

Den absurde tanke derimod nægter at lade sig skræmme og foretage dette spring. Det absurde menneske erkender absurditeten og konfronterer den uden at søge tilflugt. Han vil lære at leve og tænke i dette sønderrevne univers, og derfor kan det absurde menneske hverken bruge Husserl eller Kierkegaards råd. De foreslår ham nemlig løsninger, som forvandler alle de tidligere modsigelser til en polemisk leg med begreberne. Men det er ikke sådan, det absurde menneske har oplevet dem! Deres sandhed må opretholdes, og deres sandhed er, at de ikke kan opløses.

Den absurde frihed

Mennesket ved altså, konkluderer Camus, at det ikke kan forene de to ting, som det føler med sikkerhed: på den ene side sin higen efter det absolutte og enhed, og på den anden side umuligheden af at reducere verden til ét eneste og rationelt princip. Konflikten vokser ud af menneskets bevidsthed, og hvis mennesket vil holde konflikten levende, må det ske gennem en utrættelig, stadig fornyet, stadig anspændt bevidsthed.

Den første konsekvens: Oprøret

Det leder til den første konsekvens af tilværelsens absurditet. Oprøret. At leve er at leve det absurde, og at gøre det absurde levende er derfor først og fremmest at holde sig det for øje, da det absurde dør i det øjeblik, man vender sig bort fra det. Det absurde menneske erkender derfor det absurde, samtidig som han uophørligt gør oprør mod det. På samme måde som en fare giver mennesket lejlighed til at trodse den nu eller aldrig, giver oprøret mennesket lejlighed til at gøre sig alt, hvad mennesket oplever, bevidst, ansigt til ansigt med sig selv.

Oprøret giver derfor livet dets sande værdi og udstrakt over et helt liv genopretter det tilværelsens storhed. Det gælder om at dø uforsonet og ikke af egen fri vilje. Selvmordet er en falsk udvej, erklærer Camus, og en miskendelse af livet. Nej, det absurde menneske må udtømme tilværelsen og udtømme sine egne muligheder.

Den anden konsekvens: Friheden

Friheden er en anden konsekvens. Absurditeten og døden tilintetgør mine muligheder for en evig frihed, men giver mig til gengæld en øget handlefrihed. Tabet af håb om en evig fremtid betyder en forøgelse af menneskets muligheder for at disponere over sig selv, fordi nuet bliver det afgørende.

Konsekvensen har to aspekter. På den ene side opgivelsen af håbet. Den højeste frihed, friheden til at være, slås ned af døden og med den det yderste og endelige håb om ‘at være’. At kalde det en dødelig pille at sluge er ikke en overdrivelse, men med erkendelsen af livets midlertidighed indser det absurde menneske på den anden side også, at han hidtil har levet på en illusion om sin frihed.

Det absurde viser, at der ikke er nogen morgendag. Heri ligger fra nu af grunden til det absurde menneskes dybe frihed. Det absurde menneske vender sig helt mod døden og føler sig befriet fra alt det, som ligger uden for den intense opmærksomhed, døden krystalliserer i ham. Det absurde menneske er frit i forhold til de gældende regler.

At kaste sig ud i denne vished uden grænser, fra et givet øjeblik at føle sig fremmed for sit eget liv, at gøre det mere intenst og gennemleve det uden elskerens kortsynethed – deri ligger befrielsens princip. Denne nye uafhængighed … erstatter illusionerne om friheden, som jo alle slutter med døden. Tænk på den dødsdømtes guddommelige ubundethed, når fængselsporten åbner sig for ham en morgen i det tidlige daggry – denne utrolige ligegyldighed for alt andet end livets rene ild – og man vil indse, at døden og det absurde er principperne for den eneste rette frihed, nemlig den som et menneskehjerte kan erfare og leve. Dette er den anden konsekvens.

Den tredje konsekvens: Bevidstheden og lidenskaben

Men hvad vil det sige at leve i dette univers, spørger Camus? Til at begynde med ikke andet end ligegyldighed for fremtiden og et lidenskabeligt ønske om at udtømme alle livets muligheder. Og heri ligger den tredje konsekvens.

Leves livet uden flugt; holdes det absurde altid for øje; har man erfaret, at den eneste mulige ligevægt i tilværelsen bygger på den stadige kamp mellem det bevidste oprør og mørket omkring det, og erkender man, at friheden ikke har nogen mening uden for ens egen begrænsede skæbne; i så fald er det væsentlige ikke at leve så godt som muligt, men så meget som muligt. Det spiller ingen rolle, om dette er vulgært eller usmageligt, overlegent eller beklagelsesværdigt. Alle værdidomme er én gang for alle afskaffet til fordel for en konstatering af kendsgerninger.

Man skal dog forstå, hvad der menes med ‘at leve så meget som muligt.’ Man tager nemlig fejl, hvis man tror, at oplevelsernes kvantitet beror på vort livs ydre omstændigheder; kvantiteten afhænger udelukkende af os selv. Camus forklarer: To mennesker, der lever det samme antal år, får altid det samme antal erfaringer af tilværelsen. Det kommer blot an på, om man bliver sig dem bevidst. At opleve sit liv, dets oprør og dets frihed, så stærkt som muligt, det er at leve så meget som muligt. For at komme sagen på spidsen: En person på en øde ø kan ‘leve mere’ end den mest travle og efterspurgte person på kloden, men det kræver konstant at kunne holde sin (beskedne) eksistens op mod dødens (totale fravær af) eksistens.

Sisyfos-myten

Sisyfos havde forbrudt sig mod guderne bl.a. ved at snyde døden og blev som straf dømt til uophørlig at trille en sten op på toppen af et bjerg, hvorfra den straks rullede ned igen ved sin egen vægt. Guderne mente, at der ikke kunne tænkes nogen frygteligere straf end et fuldstændig unyttigt og håbløst arbejde.

Sisyfos er den absurde helt. Det var hans foragt for guderne, hans had til døden og hans passion for livet, der bragte den frygtelige straf over hans hoved at måtte sætte hele sin kraft ind på intet at udrette. Det er den pris, som må betales for denne verdens glæder.

Men det er Sisyfos under nedstigningen, bevidsthedens time, hvor Camus er stærkere end stenen, der interesserer Camus. Camus skriver:

Vor dages arbejdere beskæftiger sig hver dag med det samme arbejde, og deres skæbne er ikke mindre absurd. Men den er kun tragisk i de sjældne øjeblikke, hvor den bliver bevidst. Sisyfos er gudernes proletar, en afmægtig oprører, men han kender sin ulykkelige skæbne i hele dens rækkevidde: det er den, han tænker på, medens han er på vej ned ad bjerget. Det klarsyn, som skulle være hans straf, bliver samtidig en bekræftelse af hans sejr. Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt.

På visse dage er det smerten, som behersker ham under vandringen ned mod sletten; men det kan også være glæde:

Hans skæbne tilhører ham. Hans sten er hans egen. På samme måde bringer det absurde menneske alle afguder til tavshed, når han betragter sin smerte… Det absurde menneske siger ja, og derefter ophører møjen og kampen aldrig… I det korte øjeblik, hvor mennesket vender sig om og ser på sit liv, ligesom Sisyfos vender sig mod stenen, i dette svimlende øjeblik betragter mennesket den række af handlinger uden sammenhæng, som udgør hans skæbne, som er skabt af ham selv, som kun bindes sammen af hans erindring, og som snart skal besegles af hans død. Han er overbevist om, at alt menneskeligt er af menneskelig oprindelse, han er en blind, som ønsker at blive seende, og som véd, at natten aldrig får ende. Han er altid på vej. Stenen bliver ved med at rulle.

Camus slutter:

Jeg forlader Sisyfos ved bjergets fod. Man genfinder altid sin byrde. Men Sisyfos vidner om den højere troskab, som fornægter guderne og løfter stenene. Og han indser, at alt er godt. Det herreløse univers synes ham hverken goldt eller ørkesløst. Hvert granitkort i stenen, hvert glimtende mineralstump i bjergets mørke udgør en verden i sig selv. Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.

Afsluttende bemærkninger

Med de ord afrundes denne introduktion til Albert Camus’ “Sisyfos-myten”, der varmt kan anbefales til enhver, der søger intellektuel ammunition til at gå løs på livet med alle sine kræfter. Camus vil nemlig LEVE livet og insisterer på, at menneskets revolte, frihed og lidenskab er det eneste, vi véd. Med den viden som udgangspunkt gælder det om at leve livet så intenst og ærligt som muligt i lyset af dødens endelighed og mørke. Den eneste hindring, den eneste nitte, som han skriver, er en for tidlig død. Som han desværre selv oplevede i en bilulykke kun 47 år gammel.

Hvis du vil læse andre syn på spørgsmålet om mening, kan du læse Irvin Yaloms tanker om spørgsmålet her eller psykoterapeut og KZ-lejr overlever Viktor Frankls tanker her. Endelig kan du blive klogere på Søren Kierkegaards tanker her, som Albert Camus både respekterer og ynker.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com