Viktor Frankl – En KZ lejrfanges visdom



Viktor Frankl om den menneskelige attitude

Lev som om du lever for anden gang og er ved at begå den samme fejl, som du begik første gang.

Således råder den Østrigske psykoterapeut og KZ-lejr overlever Viktor Frankl (1905-1997). Efter befrielsen udgav Viktor Frankl i 1946 bogen “Psykologi og eksistens”, hvor han beretter om sine oplevelser som KZ-fange i Auschwitz. I bogen beskriver Viktor Frankl endvidere grundprincipperne i den af ham udviklede logoterapi, en terapiform der fokuserer på vigtigheden af at finde og opleve en mening med sit liv selv – eller måske rettere især – i det mørkeste mørke.

Oplevelser i en koncentrationslejr

I “Psykologi og eksistens” beskriver Viktor Frankl en daglig tilværelse præget af terror, tab af al normalitet og med døden altid hængende over hovedet. Hvad end den ville ramme af udmattelse, sygdom, en utilfreds fangevogter eller en tilfældighed. På et hvilket som helst tidspunkt kunne døden ramme KZ-fangen.

Men lige så hårdt som de fysiske slag kunne selve urimeligheden og umenneskeligheden i situationen ramme KZ-fangerne, og den mentale træthed ved uretfærdighederne slå den sidste kraft ud af krop og sind.

For at overleve denne permanente terror uden ende i sigte var det nødvendigt for fangerne, at de havde noget at leve for og noget at se frem til. Som Viktor Frankl udtrykker det:

Den fange, som havde mistet tiltroen på fremtiden – hans fremtid – var fortabt. Med tabet af en tro på fremtiden, mistede han også sit spirituelle holdepunkt; han lod sig forfalde og blev offer for mentalt og fysisk forfald.

På den mest ubarmhjertige vis lærte KZ-lejrlivet derfor hver enkelt fange, at “det betød ikke noget, hvad vi forventede af livet, men snarere hvad livet forventede af os. Vi var nødt til at holde op med at spørge til meningen med livet og i stedet se os dem der, der stod til regnskab overfor livet – dagligt og time for time for time”.

Meningen med lidelse

Viktor Frankl sondrer mellem tre forskellige typer mening.

Et aktivt liv giver mennesket muligheden for at aktualisere værdier igennem kreativt arbejde, mens et passivt liv med fornøjelser giver mennesket mulighed for at opnå opfyldelse igennem oplevelsen af skønhed, kunst eller naturen.

Men, understreger Viktor Frankl;

Der er også formål i det liv, som er næsten fuldstændig blottet for såvel kreativitet som nydelse, og som kun tilbyder muligheden for en tilværelse med en høj moralsk opførsel, nemlig i form af den attitude som mennesket anstiller i forhold til sin eksistens … Hvis der er en mening med livet overhovedet, så må der også være en mening med lidelse. Lidelse er en uundgåelig del af menneskelivet, ligesom skæbne og død. Uden lidelse og død vil menneskelivet ikke være komplet.

Medens Viktor Frankl’s medfanger var af den overbevisning, at al deres lidelse ville være forgæves, hvis de ikke overlevede, spekulerede Viktor Frankl derfor i stedet: “Har al denne lidelse, al denne død omkring os en mening? For hvis ikke, så har overlevelse i sidste ende ikke nogen mening; for et liv, hvis begrundelse afhænger af noget så tilfældigt, som om man overlever eller ej, ville nemlig slet ikke være værd at leve”.

Man kan hævde, at det er en radikal indstilling. Hvordan forvente at noget menneske kan finde mening i en tilværelse, hvis uretfærdighed kun overgås af dets brutalitet? Viktor Frankl’s svarer;

I menneskets kamp med lidelsen kan mennesket tilføje en dybere mening til sit liv. Han kan forblive modig, værdig og uselvisk. Eller han kan fortabe sin menneskelighed og blive ikke meget andet end et dyr i sin bitre kamp med omgivelserne. Her ligger muligheden for mennesket ved enten at gribe eller give afkald på de moralske værdier, som en vanskelig situation kalder på. Og dette valg bestemmer, om mennesket var sine lidelser værd”.

Viktor Frankl tilføjer;

Oplevelserne i KZ-lejrene viser, at mennesket har et valg mellem forskellige typer handling. Der er tilstrækkeligt med eksempler, ofte af meget heroisk karakter, som beviser, at apati kunne overvindes og irritation undertrykkes. Mennesket kan bibeholde en grad af spirituel frihed, af uafhængighed i sindet, selv under så frygtelige psykiske og fysiske forhold.

Vi, der levede i koncentrationslejrene, husker de mennesker, der gik igennem barakkerne og tilbød trøst og omsorg for andre, som gav deres sidste stykke brød. Deres antal kan have været beskedent, men stort nok til at bevise, at man kan tage alt fra mennesket, på nær en ting, den sidste af de menneskelige friheder; friheden til at vælge sin attitude uanset omstændighederne, friheden til vælge sin egen vej … Det er denne spirituelle frihed – som ikke kan tages fra noget menneske – som gør livet menings- og formålsfuldt.

At overleve KZ rædslerne

I bogen giver Viktor Frankl et gribende indblik i, hvordan forskellige aspekter af den menneskelige psyke udfolder sig under et ekstremt psykisk pres. Humor, for eksempel, fandtes, omend i begrænset form og kun kort og sjældent. Men i de få sekunder tilbød humor en overbærenhed og evne til at løfte sig over situationen. Viktor Frankl prøvede derfor at gøre det til en daglig forteelse at få en medfange (en doktor) til at smile, fx ved at bede ham forestille sig hvordan dagligdags situationer efter befrielsen ville udspille sig, hvis KZ rutinerne fulgte med. Fx hvis lægen var i gang med en operation, og en overlæge pludselig farede ind på operationsstuen og råbte “hurtigere, hurtigere”!

Med mindelser om Søren Kierkegaard’s hyldest til ‘gentagelsen‘ beretter Viktor Frankl også om, hvordan KZ-fangens fantasi, når den fik frie tøjler, legede med de mest banale minder og trivielle hændelser. Viktor Frankl uddyber: “Fangens nostalgiske hukommelse glorificerede minderne, som antog en mærkværdig karakter. Deres verden og eksistens forekom så fjern og ånden rakte længselsfuldt ud efter dem. I mine tanker tog jeg bussen, åbnede døren til min lejlighed, besvarede telefonopkald og tændte for lyset. Vores tanker centrerede ofte om sådanne detaljer, og mindet om dem kunne frembringe tårer”.

En særligt slem dag blev Viktor Frankl grebet af væmmelse over forholdene. For at finde lettelse tvang han sine tanker til at fokusere på et nyt emne, og pludselig så han sig selv i et varmt auditorium, hvor han underviste et årvågent publikum om de psykologiske mekanismer i en KZ-lejr: “Alt, der undertrykte mig, blev i et nu objektiviseret, bevidnet og beskrevet fra et videnskabeligt perspektiv. Ved hjælp af denne metode lykkedes det mig på en eller anden måde at løfte mig ud af situationen, ud af de øjeblikkelige lidelser og betragte dem, som om de allerede var passeret. Både jeg og mine problemer blev et betagende psyko-videnskabeligt studie udført af mig selv”.

Det var sådanne teknikker, der var nødvendige for at overkomme rædslerne i koncentrationslejrene. For på andre tidspunkter kunne livet udenfor lejrene synes at forekomme, som det ville forekomme for en person, der allerede var død og som så på verdenen fra en anden verden. Men Viktor Frankl advarer imod at berøve øjeblikket dets virkelighed, da dette rummede en meget reel fare: “Det blev let at overse de muligheder, der var for at få noget positivt ud af koncentrationslejrtilværelsen, muligheder som rent faktisk eksisterede”. Når eksistens blev betragtet som midlertidig, kunne dette i sig selv blive en vigtig faktor der kunne medføre, at fangen mistede sin kontakt med livet;

På en måde blev alting formålsløst. Sådanne personer glemte, at det lige så ofte er en exceptionelt svær situation, som giver mennesket spirituel mulighed for at vokse udover egne kendte grænser. I stedet for at opfatte udfordringerne i koncentrationslejren som en test af deres indre styrke, holdt de op med at tage deres liv seriøst, og foragtede det i stedet som noget, der ingen konsekvens havde. Livet for disse mennesker blev meningsløst.

Viktor Frankl tilføjer, at “Nietzsche’s ord ‘den, der kender sit hvorfor, kan klare et næsten hvilket som helst hvordan‘, kunne være mottoet for al psykoterapeutisk og psyko-hygiejnisk pleje af fanger. Når en person ikke længere så nogen mening med sit liv, ikke længere så noget formål, og derfor ikke længere så nogen pointe med at fortsætte, var han snart fortabt”.

Kærlighedens gennemtrængelighed

Tilly and Viktor Frankl, 1941

I en af de smukkeste passager i bogen beskriver Viktor Frankl en episode en bitterkold morgen, hvor fangerne marcherede på vej til arbejde. I den bidende kulde faldt Viktor Frankls tanker på sin hustru og “en tanke fæstnede sig i mit sind; for første gang i mit liv så jeg den sandhed, som så mange poeter synger om og som de største tænkere fastslår er den ultimative visdom. Sandheden – at kærligheden er det ultimative og højeste mål mennesket kan stræbe efter. Da forstod jeg meningen med den største hemmelighed, som menneskelig poesi og den menneskelige tanke kan begribe:

At menneskets frelse sker igennem og består af kærlighed.”

Jeg forstod, at et menneske, som intet har tilbage i verden at miste, stadig kan opleve lyksalighed, om så kun et kort øjeblik i tanken på hans elskede. Selv i en tilstand af komplet forladthed, hvor mennesket ikke kan udtrykke sig selv igennem positiv handling, hvor det eneste han kan opnå er at udholde sine lidelser på den rette vis – en værdig vis – kan mennesket igennem kærlighedsfuld kontemplation med tanke på billedet af sin elskede opnå opfyldelse. For første gang i mit liv var jeg i stand til at forstå betydningen af ordene: ‘Englene er fortabte i evige forestillinger om en uendelig ære’.

Frankl fortsætter: “Kærlighed går langt videre end den elskedes fysiske person. Den finder sin dybeste mening i hans spirituelle væren, hans indre selv. Om han rent faktisk er til stede eller ej, om han overhovedet er i live, mister på en eller anden måde betydning”. Viktor Frankl vidste ikke, om hans hustru stadig var i live, men “i det øjeblik holdt det op med at have betydning. Det var ikke nødvendigt for mig at vide; intet kunne forandre styrken af min kærlighed, mine tanker og billedet af min elskede. Havde jeg vidst da, at min hustru var død, tror jeg, at jeg ville have givet mig selv hen med samme overbevisning helt uforstyrret af den viden; have overladt mig til min vision af hende, og min mentale samtale med hende ville have været fuldstændigt lige så virkelig og tilfredsstillende. ‘Lad mig forsegles på dit hjerte, kærligheden er så stærk som døden”.

Lidelse som en uundgåelig del af eksistensen og meningen med livet

Viktor Frankl’s budskab er, at lidelse og smerte er en uundgåelig del af livet. Vi gør derfor klogest i at acceptere denne sagernes tilstand, fordi “med accepten om at lide med værdighed, fortsætter livet med at have en mening helt indtil sidste øjeblik … Når et menneske oplever, at det er hans skæbne at lide, er han nødt til at acceptere denne skæbne som sin opgave; hans eneste og unikke opgave. Og han vil være nødt til at anerkende, at selv i sin smerte er han unik og alene i universet. Ingen anden kan gennemlide hans lidelser. Hans unikke mulighed er den måde, hvorpå han vælger at bære sin byrde”.

Viktor Frankl uddyber;

For os som fanger var disse tanker ikke abstrakte spekulationer løsrevet fra vores virkelighed. De var de eneste tanker, som kunne hjælpe os. De holdt os fra at blive overmandet af fortvivlelse … For længe siden var vi holdt op med at spørge, hvad meningen er med livet. Et naivt spørgsmål som anskuer livet som en måde at opnå et mål gennem den faktiske skabelse af noget af værdi. Men for os indbefattede meningen med livet langt videre områder af liv og død, lidelse og svækkelse.

Viktor Frankl bemærker i øvrigt, at der er empirisk bevis for, at befolkningen i almindelighed beundrer en person, der overkommer en hård skæbne, mere end den succesfulde skuespiller, atlet eller politiker: “Australske opinionsmålinger har rapporteret, at de personer, som der herskede den største respekt for, hverken var store sportsstjerner eller store statsmænd, men de personer, der overkom en barsk skæbne med hovedet stolt oprejst”.

Logoterapi i en nøddeskal

En fattig landmand i Thailand med sin universitetsuddannede søn

Logoterapi fokuserer på fremtiden, dvs. på den mening som klienten kan indfri i fremtiden. Den har dette fokus, fordi den er overbevist om, at vores stræben efter mening er den primære, motiverende faktor for mennesket. Der er derfor afgørende at identificere hvorfor for at kunne udholde hvordan.

Dette er ikke mindst relevant i nutiden, hvor mange mennesker klager over en oplevelse af meningsløshed. De er hjemsøgt af en oplevelse af indre tomhed og fortabt i et ‘eksistentielt vakuum’, som Viktor Frankl har døbt tilstanden.

Det eksistentielle vakuum

Det eksistentielle vakuum er et udbredt fænomen i det 20. århundrede, mener Viktor Frankl, forårsaget af et tofoldigt tab. I dag fortæller ingen instinkter mennesket, hvad det skal gøre, og ingen traditioner fortæller mennesket, hvad det bør gøre. Ofte ved mennesket heller ikke, hvad han gerne vil gøre. I stedet forfalder han til konformisme, og gør hvad andre gør, eller han forfalder til totalitarisme og gør, som han tror andre ønsker, han skal gøre.

Det eksistentielle vakuum manifesterer sig hovedsageligt som en tilstand af kedsomhed. En ikke uvæsentlig del af selvmord for eksempel, hører til kategorien “søndags-depressioner”, dvs. hvor ugens genkendelige travlhed erstattes af en tomhed, der manifesterer sig inde i mennesket selv.

Endvidere er der forskellige masker og forklædninger, som det eksistentielle vakuum dukker frem under. Nogle gange bliver en “vilje til magt” stedfortræder for den frustrerede “vilje til mening”, herunder den mest primitive af alle former for vilje til magt, nemlig viljen til penge. I andre tilfælde bliver den frustrerede vilje til mening erstattet af viljen til fornøjelse. Af samme årsag kan eksistentiel frustration ofte føre til seksuel kompensation.

Meningen med livet

Men hvordan fastslår man så meningen med sit liv og finder ud af, hvad man skal stræbe efter?

Først og fremmest skal man forstå, at spørgsmålet om meningen med livet ikke på nogen meningsfuld måde kan besvares på et generelt plan. Det svarer til at bede en skakspiller om at svare på, hvad det bedste skaktræk i verden er. Viktor Frankl råder i stedet:

Man skal ikke søge efter et abstrakt svar på meningen med livet. Alle har deres eget kald eller mission i livet, som de skal udføre. I denne opgave kan det enkelte menneske ikke erstattes, ligesom hans liv ikke kan gentages. Enhvers opgave er derfor lige så unik, som hans specifikke mulighed for at fuldføre den. Snarere bliver mennesket stillet et spørgsmål af tilværelsen, og han kan kun besvare det spørgsmål ved at svare for sit eget liv; overfor livet kan han kun svare ved at være ansvarlig. Logoterapi opfatter derfor ansvarlighed som selve essensen af den menneskelige eksistens.

Logoterapi søger at gøre patienten fuldt bevidst om sit eget ansvar og overlade ham opgaven med at afklare for hvad og til hvem eller hvad, han mener, han står til ansvar. Sagt billedligt er logoterapeuten en øjenspecialist, der hjælper patienten med at se, snarere end en maler, der prøver at formidle en bestemt opfattelse af verden.

Samtidig understreger Viktor Frankl:

Den sande mening med livet opdages i verden … Des mere man glemmer sig selv – ved at tjene et formål eller ved at elske en anden person – des mere menneske bliver man, og des mere aktualiserer man sig selv. Det vi kalder selv-aktualisering er ikke i sig selv et opnåeligt mål af den enkle årsag, at des mere man stræber efter det, des mere misser man det. Med andre ord er selv-aktualisering kun mulig som et biprodukt af selv-transcendens.

Afsluttende bemærkninger

Med de ord afrundes denne introduktion til Viktor Frankls bog “Psykologi og eksistens”, som jeg på det varmeste kan anbefale at læse. Enhver person der har gennemlevet så ekstreme lidelser, som Viktor Frankl gjorde, og som kan fortælle om, hvad de lærte ham, er værd at lytte til. Især når denne person samtidig er en stor tænker og humanist.

Og hvis du vil læse en anden artikel på denne side om spørgsmålet om mening og meningsløshed, kan du her læse Irvin Yaloms tanker om meningsløshed eller Albert Camus’ essay om Sisyfos-myten.

Hertil vil jeg afslutningsvis minde om, at jeg tilbyder foredrag og intro-kurser til den eksistentialistiske tradition målrettet virksomheder, højskoler, biblioteker og kirker samt i forbindelse med religions- og konfirmationsundervisning mv. 

Læs mere om denne mulighed her eller benyt kontakt til at skrive til mig.

Og tilmeld dig endelig mit nyhedsbrev, hvis du vil orienteres om kommende artikler på bloggen.