For BOOKING forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

Den tjekkiske poet Franz Kafka (1883-1924) er kendt som en af det tyvende århundredes mest visionære forfattere og var et resultat af den perfekte storm af personlighed, opvækst og tid. Den unikke kombination af disse opvækstbetingelser gjorde ham til en fintfølende seismograf, der med sin knivskarpe og hypertændte bevidsthed indfangede menneskets evige søgen efter sig selv midt i modernitetens fremkomst og uro. Samtidig som han selv var håbløst fremmed over for alle – inklusiv sig selv.

Barndommen

Franz Kafka blev født i Prag i 1883 som søn af et jødisk ægtepar, Hermann og Julie Kafka. Typisk for tiden var familien ikke praktiserende jøder, men atmosfæren i Prag var alligevel mættet med jødehad og den jødiske befolkning skulle gå en snæver balancegang mellem en tjekkisk-talende befolkning og en kristen, tysk minoritet, der begge udviste stærkt antisemitiske tendenser. Skønt Prag var det eneste hjem, de kendte, var jøderne i Prag reelt et folk uden et hjem og Franz Kafkas jødiske ophav er derfor en central del af hans personlighed og en af flere årsager til hans intense oplevelse af fremmedgørelse og fortabthed.

Fra sin tidligste barndom konkurrerede Franz Kafka tillige en ulige kamp med faderen om moderens opmærksomhed. Med sin grove, krævende og sergentlignende personlighed vandt faderen i overvældende grad denne kamp, og Franz tilgav aldrig sin moder, at hun valgte faderen over ham. Hans had og savn til moderen fandt imidlertid udtryk i hans konstante kamp med faderen, der livet igennem førte til ydmygende nederlag for Franz – ofte med moderen som tilskuer og vidne.

Som en ofte overset begivenhed i Franz Kafkas barndom hører endvidere, at han som fireårig oplevede at miste to brødre på henholdsvis to år og et halvt år. Som enhver anden førstefødt må han have oplevet en dyb jalousi til sine yngre brødre, der har raget til sig af den sparsomme opmærksomhed, moderen havde. Han må i hvert fald til tider have ønsket, at brødrene skulle forsvinde og oplevet en dyb skyld over sine ondskabsfulde ønsker, da brødrene forsvandt og henlagde hjemmet i dyb sorg; en skyld, som var for tyngende til nogen sinde at kunne erkendes åbent, men måtte leve videre i det ubevidste.

De unge år

Kafkas uddannelse var i takt med tidens tradition; udenadslære serveret af tyranniske eller ufrivilligt komiske og uinteresserede undervisere, der (med få undtagelser) skulle forberede eleverne til et liv som bureaukrater og udføre kolossale mængder af totalt meningsløst arbejde. De skræmmende erfaringer herfra lå i forlængelse af tendenser, Kafka havde med hjemmefra, hvor faderen altid skældte ud på sønnen, og han må have opfattet denne tingenes tilstand nærmest som en naturlov. Den satte ham i hvert fald i konstant anspændelse, og som et modtræk udviklede han i disse år evnen til at forsvinde og befinde sig bag den glasvæg, som alle, der kendte ham, på et eller andet tidspunkt stødte imod. Erfaringerne betød endvidere en livsvarig hypokondri, søvnbesvær og et svageligt helbred, der skulle ende hans liv allerede som 40-årig.

Flere centrale opvækstbetingelser låste ham altså fast i en følelse af skyld og vrede i en verden, han dårligt kunne trække vejret i. Han turde imidlertid ikke lade følelserne komme til udtryk. I stedet gjorde han lige fra den spæde barndom alt, hvad han fik besked på, adlød forældre og lærere og var et roligt, lydigt barn, som gik i skole og i synagogen og aldrig gav anledning til bekymringer.

Og hvor han som barn havde lært at se på sig selv med faderens øjne og foragte det, han så, begyndte han med tiden at se sig selv som en typisk duknakket, trangbrystet, svagelig og frygtsom vestjødisk intellektuel. Som en følge hadede han sin egen krop stadigt mere, både fordi den var så fjern fra faderens kraftige fysik, og fordi den så nøje svarede til det antisemitiske klichébillede – en byrde han delte med mange andre unge jøder i sin generation. Dette selvhad fandt siden udtryk i de uhyggelige og profetiske ord:

Somme tider har jeg lyst til, netop fordi de er jøder, at stoppe dem alle (inklusive mig) ned i klædeskabets linnedsskuffe, vente lidt og så trække skuffen en smule ud for at se, om de nu alle sammen er blevet kvalt, og hvis ikke skubbe skuffen ind igen og fortsætte på den måde, til det er forbi.

Franz Kafka (i et brev til Milena Jesenská, 1920)

De voksne år

I 1906 blev Kafka juridisk kandidat og sluttede dermed sin lidet nævneværdige universitetsløbebane. Kandidaturen gav adgang til en beskeden karriere i det offentlige bureaukrati, og fra 1908 til kort før sin død arbejdede Kafka for et offentligt arbejdsskade- og forsikringsselskab. Voksenlivet åbnede dog blot en ny arena, og han kæmpede nu for at overleve i to verdener på én gang: som jurist og som en underjordisk eneboer, der pintes af tilværelsens evige, uforklarlige gåde.

Selvom han blev rost på sit arbejde og steg i graderne, lærte han hurtigt, at det aldrig ville blive muligt for ham at forene de to. Ganske vist var han blevet uafhængig, men friheden smagte ham alligevel ikke. Han var en forsikringsmand, der ville være forfatter, og hans oplevelse af personlig fiasko betød, at han jævnligt løb ind i dybe depressioner. Hans frustration med sig selv fandt siden udtryk i en ofte citeret dagbogsnotits:

Hvad har jeg til fælles med jøder? Jeg har knap nok noget til fælles med mig selv …

Franz Kafka, dagbogsnotits af 8. januar 1914

Samtidig viste den nye situation ham noget, han egentlig altid havde været bevidst om: at forhindringerne på hans vej ikke havde med hans ydre livsvilkår at gøre.

Hertil kom, at Kafka afskyede fysisk intimitet. Sex var for ham essensen af alt smudsigt: det modsatte af kærlighed. I stedet frekventerede Kafka bordeller, hvilket var det gældende og bedrøvelige adfærdsmønster, der bestemte en mands seksualliv på hans tid. I årevis gik han regelmæssigt på bordel, besøgte deltidsprostituerede og samlede halvprofessionelle piger op i snuskede natbeværtninger. En ting kunne Kafka i hvert fald umuligt forestille sig i forbindelse med de kvinder, han respekterede: at gå i seng med dem.

Det skal i øvrigt bemærkes, at selvom man kan se nogle homoseksuelle impulser i Kafkas forhold til en mandlig ven, bør det ikke føre til forhastede slutninger. Det var i tidens ånd, at mænd havde mandlige venner og at man elskede sine venner, mens man gik i seng med dem, man ikke elskede. Hertil er der intet i Kafkas (eller vennens) senere liv, inklusive Kafkas skrifter, der giver dækning for nogen slags generelle slutninger om en latent eller åbenlys homoseksuel tilbøjelighed.

Med tiden begyndte spørgsmålet om ægteskab imidlertid at trænge sig på. Selvom rædslen for intimitet og frygten for en gradvis erobring af hans inderste og en langsom kvælning af hans kunst, lænket til livet som lønslave og underkastet kopulationens ritual, ikke var tillokkende, så ungkarletilværelsen også trist ud. Dette formidlede Kafka da også i en gribende kort historie med det sigende navn Ungkarlens ulykke:

Det synes at være temmelig slemt at skulle blive ved at være ungkarl, som gammel mand med kun vanskeligt bevaret værdighed at bede om optagelse, når man vil tilbringe en aften sammen med mennesker, at være syg og i uger at se på det tomme værelse fra sengehjørnet, altid at tage afsked ved gadedøren, aldrig at trænge sig op ad trappen med sin kone, kun at have sidedøre i sit værelse, som fører ind til fremmede lejligheder, at bære sin aftensmad hjem i den ene hånd, at måtte beundre fremmede børn og så ikke altid have lov at gentage: “Jeg har ingen,” at udvikle sig i sin væremåde og i sit udseende efter sin ungdoms erindringer om en eller to ungkarle.

Således vil det blive, blot at man også i virkeligheden nu i dag og senere vil stå der selv, med en krop og et virkeligt hoved, altså også med en pande, så man kan slå hånden mod den.

Franz Kafka, Ungkarlens ulykke i novellesamlingen “Betragtning”

Kafka prøvede derfor kræfter med opgaven, og hans første og største offer blev Felice Bauer (1887-1960), som han skiftevis kurtiserede og afviste i en intensiv brevkorrespondance fra 1912 til 1917. Selvom de kun mødtes en håndfuld gange og selvom stort set alle deres møder forløb katastrofalt, nåede de at være forlovet tre gange i løbet af deres femårige forhold.

Det mest tragiske ved dramaet var, at hans lidenskab og angst var lige ægte, og at han blev sønderslidt af modsætningen mellem dem. Om forlovelsesfesten skrev Kafka således i sin dagbog:

Var bundet som en forbryder. Havde man anbragt mig i en krog med rigtige lænker på og stillet betjente omkring mig og bare ladet mig være tilskuer, kunne det ikke have været meget værre.

Forlovelsen varede da heller ikke længe. Et møde få måneder senere på et hotelværelse i Berlin tog form nærmest som en retssag, hvor Kafka blev stillet til regnskab for alle de argumenter, han – i flere breve til en fælles veninde! – havde opregnet for, hvorfor han og Felice IKKE skulle giftes. Det var en ydmygende og traumatisk oplevelse for Kafka, som forblev tavs under hele processen, da han ikke mente, han havde noget at sige til sit forsvar. Han inddrog siden oplevelsen i sin roman Processen, som han påbegyndte kort tid efter.

Kafkas forhold til forældrene

Livet igennem lå Kafka i krig med sin far, der altid rettede på sin søn og flere gange straffede eller ydmygede ham, enten det var ved at låse ham ude på balkonen som lille barn eller ved at gøre grin med hans forhold til kvinder som voksen. Hertil kunne Hermann Kafka ikke udstå Franz’ manglende interesse i familievirksomheden, hans intellektuelle venner eller hans excentriske tics, såsom hans vane med at tygge sin mad 12 gange, inden han sank den.

Virkelighedens Hermann Kafka var imidlertid langtfra det frygtelige uhyre, der dominerede sønnens fantasiforestillinger. Faktisk gjorde faderen sjældent mere end at knurre, men Kafka var så vant til at tabe, at han tilrettelagde sine kampe med faderen, så han nærmest kun kunne tabe, uanset hvad faderen eller han selv gjorde.

Kafka behandlede konflikten mellem far og søn i de tidlige historier, Dommen, Fyrbøderen og Forvandlingen, men fik med sin kombination af symbolik og streng realisme konflikten til at række langt ud over familedramaets grænser. Hvis faderen i Dommen repræsenterer Hermann Kafka, repræsenterer han også alle fædre i verden, der forkrøbler deres sønner, og til syvende og sidst er han også et billede på guddommelig almagt. Det er denne rigdom på facetter og historiens tvetydighed, der sammen med en streng realisme får læseren til at se grundvilkåret for menneskelivet i hele dets forvirrende kompleksitet, og samtidig lader fortællingen stå åben for så mange fortolkninger.

Kafkas had til faderen kom senere helt konkret til udtryk i hans “brev til faderen” fra 1919, hvor Kafka forsøgte at gøre regnskabet op og på små 100 sider minituøst gennemgik alle de traumer, faderens opførsel havde påført Kafka. Selvom analysen på mange måder er et mønstereksempel på juridisk grundighed, halter den også, og Kafka ser slet ikke, at faderen også frygtede Kafka, der intellektuelt var ham langt overlegen. Kafka så kun en meget jødisk gud i sin far, almægtig og mistænkelig. Kafka ville slutte fred med dem begge. Han ville elske den far, han hadede, og tro på den Gud, han ikke troede på. Hensigten med brevet var at bevise, at det umulige var umuligt. Og det lykkedes, som Ernst Pawel skriver i sin biografi om Kafka.

Kafka afleverede dog aldrig brevet til faderen, men viste det først til moderen, der efter at have læst det, frarådede Kafka at sende det til faderen. Kafka sendte det aldrig til faderen, men spørgsmålet er, om brevet ikke i virkeligheden allerede havde fundet den modtager, Kafka havde i tankerne. Selvom Kafka igen og igen var i konflikt med faderen, var moderen ofte et ufrivilligt vidne, der må være blevet frygtelig ydmyget over faderens reaktioner, fx hans afslappede og let skjulte opfordring til Franz om at ledsage ham på et bordelbesøg, hvis han havde svært ved “det med kvinderne”. Denne ydmygelse af moderen var en “sidegevinst”, som man må formode, at Kafka, som det opmærksomme menneske han var, var ganske opmærksom på.

Kafkas udvikling som forfatter

Intet kan udtrykke Kafkas inderste syn på sig selv bedre end hans kortfattede definition af det at skrive som “en form for bøn.” Han skrev, at han ikke var forfatter, men et menneske, for hvem det at skrive var den eneste måde at leve på og den eneste mulighed for at trodse døden i livet. Det var gennem sproget, Kafka levede, og når Kafka stadig hjemsøger os i dag, skyldes det hans lidenskab, hans opfattelse af “det at skrive” som udøvelsen af et helligt kald:

Det at skrive er en sød vidunderlig løn, men for hvad? I nat stod det mig med en barnlig anskuelsesundervisnings hele tydelighed klart, at det er løn for djævletjeneste. Denne dykken ned til de mørke magter, den frigørelse af ånder, der af naturen er bundne, problematiske omfavnelser og hvad der ellers kan gå for sig dernede, alt det som man ikke længere ved noget om, når man skriver historier oppe i sollyset. Måske er der også andre måder at skrive på, jeg kender kun denne; om natten, når angsten ikke lader mig sove, kender jeg kun denne.

Som poet var Franz Kafka i en klasse for sig. Hans publikum var beskedent, men han var afholdt blandt de intellektuelle i Prag. Først og fremmest markerede han med sit sprog et brud med fortiden. Den iskolde prosa, han allerede fra starten brugte, når han analyserede sine mareridt, var som en kniv, han rettede mod sit eget hjerte.

Med tiden udviklede det, der oprindeligt for Kafka havde været et personligt problem, sig til en mere omfattende konflikt, der gik langt ud over familiens rammer. Med tiden så han således, at ensomheden i hans barndoms- og ungdomsår kun var en afspejling af “vestjødens” uendelige ensomhed under sejladsen gennem fjendtlige farvande uden land i sigte og uden hverken håb eller tro at holde sig til. Ikke engang sproget – tysk – var hans eget (han begyndte i en sen alder at studere jiddisch).

Denne indsigt skabte fundamentet for den Kafka, der i dag står som en af det tyvende århundredes mest visionære forfattere. Med en rolig resignation accepterede han den fremmedgjorthed, han anså for vestjødens uomgængelige skæbne. Men ved at løfte beskrivelsen op i abstraktionernes stadigt mere svimlende højder kombineret med en knivskarp pen formåede Kafka at forvandle vestjødens fremmedgjorthed til et billede på en større og mere almenmenneskelig fremmedgjorthed midt i modernitetens frembrud.

At læse og tolke Kafka

At læse og tolke Kafka er en både belønnende og udfordrende opgave, fordi teksterne er ladet med symboler, der lader sig tolke i alle mulige retninger; en person, der efter en nats søvn er blevet forvandlet til et mandsstort insekt; en landmåler, der er hyret af et slot, han ikke kan komme i nærheden af; en dømt person, der ikke kan få sin anklage at kende og til sidst frivilligt lader sig slå ihjel “som en hund”.

Ved tolkningen af ham vil nogle læsere fremhæve, at Kafka indfanger “det moderne”, masseindustrialiseringen og den oplevelse af fortabthed, der følger med bureaukratiets fremmarch. Det kan kaldes den sociologiske fortolkning. Den psykoanalytiske fortolkning tilbyder et andet perspektiv og fokuserer især på far/søn-forholdet og magtkampen disse imellem. Andre igen vil læse Kafka i et religiøst perspektiv, og i hans historier genfinde menneskets søgen efter en Gud, hvis love vi tilsyneladende er prisgivet, men som vi aldrig kan finde eller erkende.

Men selv den klogeste og mest følsomme læsning af Kafkas tekster er nødvendigvis bundet til læserens subjektive standpunkt og kan i bedste fald kun vise, hvilken holdning han tilfældigvis selv indtager. Med det in mente så lad os i det følgende undersøge, hvad Kafkas forfatterskab kan tilbyde i eksistentialistisk lys.

Kafka i eksistentialistisk lys

Kafka har længe haft en stor stjerne blandt de eksistentialistiske forfattere. Simone de Beauvoir har fx skildret, det første indtryk Slottet gjorde på de franske intellektuelle:

Vor beundring for Kafka var umiddelbar og radikal, uden at vi lige straks gjorde os klart, hvorfor hans værk angik os så personligt … Kafka talte til os om os selv. Han viste os vore egne problemer i en verden uden Gud, og hvor vores frelse ikke desto mindre stod på spil. Ingen fader legemliggjorde Loven for os, men Loven var alligevel præget uudsletteligt i os. Ingen universel fornuft kunne tyde den. Den var så enestående, så hemmelig, at vi aldrig selv ville kunne tyde den, og samtidig vidste vi, at vi var fortabte, hvis vi ikke adlød den.

Simone de Beauvoir (1908-1986)

Livet igennem kæmpede Franz Kafka en intensiv kamp med sig selv; frihedens byrde hvilede tungt på hans skuldre og han magtede hverken professionelt eller privat at forlige sig med sin skæbne. Professionelt forblev han i et job, han afskyede, allerede inden han var startet, og for så vidt angår hans privatliv, eksemplificeres dette glimrende ved hans pinagtige forhold til Felice Bauer, som han holdt hen i fem år, før han endelig brød med hende i 1917. Dette brud kom endda først, da han fik konstateret tuberkulose; en sygdom der ingenlunde behøvede være dødelig og som kunne helbredes, men som han greb nærmest som en kærkommen dødsdom, der gav ham styrken til endelig at træffe nogle afgørende valg. Men prisen var en resignation overfor sygdommen og en mere eller mindre bevidst eller ubevidst erkendelse af, at den opnåede frihed kom med livet som pris.

Denne kamp med frihedens og ansvarets tyngende byrde genfindes overalt i Kafkas forfatterskab, men især i Processen, der begynder:

Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.

Første linje i “Processen” (posthumt udgivet i 1925)

Umiddelbart ser fortællingens hovedperson ud som offer for et bureaukratisk og autoritært system, men ses historien som en metafor for menneskets eksistentielle livsvilkår, er Josef K. skyldig: skyldig i sit ulevede og ensomme liv. Josef K lever sit liv uden nogen passion, passer sit uinteressante arbejde, har hverken kone eller kæreste, men ser i stedet jævnligt en prostitueret og fremtræder på alle måder småborgerlig og kedelig (det er i øvrigt helt tydeligt, at figuren Josef K. er bygget over Kafka selv).

Historiens mest illustrerende episode foregår, da Josef K. spørger en præst, om han kan ”leve uden for processen.” Præsten svarer med en lignelse om en mand fra landet, der søgte adgang for retten. Ved ankomsten til retsbygningen blev manden fortalt, at han var velkommen til at gå ind, men at der var flere døre bag indgangsdøren, der var bevogtet af stadig mægtigere dørvogtere. Manden besluttede derfor at vente og se tiden an i håb om, at der kom andre, han kunne følges med. Efter at have ventet i årevis og nu gammel og svækket på sit dødsleje, spørger han dørvogteren, hvordan det kan være, at han er den eneste, der har bedt om adgang til retten i alle disse år? Dørvogteren går tæt på den gamle mand og råber ind i hans ører, da hans hørelse også er svækket: ”Der var ingen andre end dig, der kunne få adgang her, thi denne indgang var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den”.

Med denne gribende allegori indfanger Kafka det menneskelige drama; vores livslange bryden med den skræmmende frihed. At frihed kan være skræmmende, kan måske virke overraskende. Vi opfatter vel almindeligvis frihed som et entydigt positivt begreb, men frihed er også uløseligt forbundet med rædsel. I frihed ligger nemlig, at den enkelte har det fulde ansvar for – er ophav til – sin egen verden, sit livsmønster, sine valg og sine handlinger. Af frihed i denne forstand følger noget dybt skræmmende, nemlig at der ikke er nogen grund under os – intet, et tomrum en afgrund. I det lys er universet ”kontingent”, dvs. vilkårligt; alt, hvad der er, kunne også have været skabt anderledes. Den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre (1905-1980) går da også vidt i sin konstatering: Mennesket er ikke alene frit, det er dømt til frihed.

En dyb og ærlig konfrontation med vores frihed afstedkommer en svimlende fornemmelse, og det kan være særdeles tillokkende at vælge hellere at føle sig fortabt i en verden, hvor Gud (og “andre store svar”) ganske vist har forladt os, men hvor ansvaret i det mindste ikke føles lige så tyngende. Dette er Josef K.’s valg, mens han bliver stående foran frihedens dør og med fortvivlelsens mod forsøger at få at vide, hvad han har gjort, hvem hans dommere er, og hvad loven siger. Han sætter med andre ord fornuften ind som våben mod den ufejlbarlige logik i en dom, der ikke kan begrundes rationelt, og vælger – da han ikke tør konfrontere friheden – til sidst ganske frivilligt at gå med de bødler, der skal eksekvere hans dødsdom, som han accepterer “som en hund”.

Arven efter Franz Kafka

Franz Kafka døde ved middagstiden den 3. juni 1924. I den lille verden, hvor Kafka havde tilbragt næsten hele sit liv, blev der sørget over hans død. 500 mennesker kom til minde-højtideligheden, men i den store verden, ja selv blandt hans tjekkiske landsmænd, gik hans død stort set upåagtet hen. Han blev begravet i Prag, som han havde vidst og frygtet; “den lille mors klør” holdt ham fanget til den bitre ende. Hans hjemby holder hans grav i ære, men forbød indtil murens fald hans værker.

Af gode grunde, som Ernst Pawel skriver i sin biografi om Kafka, fordi:

Den verden, Kafka havde set så klart, at han ikke kunne bære det, er vor egen verden, vort eget univers efter Auschwitz og på tærsklen til tilintetgørelsen. Han skrev de mest betydningsfulde bøger i den moderne tyske litteratur. De er så ægte, klare og fulde af smerte, at de virker naturalistiske, selv når de udtrykker sig i symboler. Hans værk er undergravende, ikke fordi han fandt sandheden, men fordi han som menneske ikke kunne finde den og samtidig ikke kunne stille sig tilfreds med halve sandheder eller med noget kompromis. I visioner, som han vristede ud af sit inderste jeg, og i et sprog af den højeste renhed gav han udtryk for den angst, der hører med til det at være menneske.

Ernst Pawel i “Franz Kafka – The Nightmare of Reason” (1984)

Afsluttende bemærkninger

Med de ord afsluttes denne introduktion til Franz Kafka. Det kan varmt anbefales at gå direkte løs på hans bøger, som kun tæller tre ufuldendte romaner og nogle digtsamlinger. Blandt hans romaner er Processen og Slottet de mest velkendte (og de mest fantastiske), mens hans fortælling Forvandlingen hører også til hans mest kendte værker og er på dansk bl.a. udgivet som en del af novellesamlingen “Dommen og andre fortællinger“. Hertil tilbyder hans “Breve til Felice” også god indsigt i mennesket Kafka bag facaden og giver eksempler på hans utrolige og fascinerende skrivestil. Og hvis du vil dykke endnu mere ned i Kafkas liv og baggrund tilbyder Ernst Pawels biografi “Franz Kafka – Fornuftens mareridt” et rigt indblik både i Europa i tiden op til og efter første verdenskrig og i Franz Kafkas liv og levned.

Endelig kan du her på siden læse mere om Søren Kierkegaard, som Franz Kafka selv læste ivrigt (han var i øvrigt meget opmærksom på lighederne mellem Kierkegaards kuldsejlede forlovelse med Regine Olsen og Kafkas ditto med Felice Bauer), om end han ikke delte Kierkegaards tro på Gud. Du kan også læse mere om Irvin Yaloms tanker om frihed som et af tilværelsens ultimative anliggender på linje med menneskets angst for døden, eksistentiel isolation og vores søgen efter mening.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com