Menneskeheden har haft visdom nok til at skabe videnskab og kunst. Hvorfor skulle den så ikke være i stand til at skabe en retfærdighedens, broderskabets og fredens verden? Menneskeslægten har avlet Platon, Homer, Shakespeare og Hugo, Michelangelo og Beethoven, Pascal og Newton, alle disse menneskelige helte, hvis geni alene består i kontakten med fundamentale sandheder, med universets inderste væsen. Hvorfor skulle da ikke den samme slægt avle de ledere, der var i stand til at føre den frem til de former for fællesliv, der er nærmest beslægtet med universets liv og harmoni?

Leon Blum (1872-1950, tidl. fransk premierminister)

I Det sunde samfund fra 1954 spørger den tysk-amerikanske socialpsykolog og psykoanalytiker, Erich Fromm (1900-1980), om det moderne samfund giver mennesket de bedste muligheder for at leve i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Og hvis ikke, hvad det moderne samfund da overser, og hvordan der kan rettes op på manglen eller manglerne.

Denne præsentation af hans tanker vil lande i to artikler; nærværende artikel, der gennemgår nogle samfundsmæssige uhensigtsmæssigheder, som Erich Fromm så dem i midten af det 20 århundrede, og en kommende artikel, der peger på nogle veje ud af disse uhensigtsmæssigheder. Skønt Erich Fromms tanker er 70 år gamle, er de i mange henseender kun mere relevante i dag.

Er vi mentalt sunde?

Mennesket har skabt enorm materiel velstand, men også dræbt millioner i et arrangement, vi kalder ”krige”. Hver deltager i disse krige troede fast på, at han kæmpede på de godes side mod de grusomme og afsindige, men et par år efter den gensidige nedslagtning er gårsdagens fjender vores venner og tidligere venner nu vores fjender. 

Vores økonomiske administration frembyder heller ikke noget opmuntrende billede. Vi lever under et økonomisk system, hvor en vellykket høst kan være en økonomisk katastrofe, hvor markedet “krakker” med jævne mellemrum, og hvor økonomer med ængstelse ser hen til den dag, hvor vi må begrænse oprustningen. Vi har høj læse- og skrivekyndighed, men overdænges med ligegyldig underholdning og sadistiske fantasier. Vi har mere fritid, end vores forfædre vovede at drømme om, men ved ikke hvad vi skal bruge den til. 

Og på trods af al velstanden, har de mest demokratiske, fredelige og velstående lande i Vesten det højeste antal selvmord. Kan det tænkes, at samfundet tilfredsstiller vores materielle behov, men lader os sidde med en fornemmelse af intens kedsomhed, og at selvmord og alkoholisme er patologiske forsøg på at undslippe denne kedsomhed? 

Kan et samfund være sygt?

Som med alle andre problemer er der gode og dårlige løsninger på den menneskelige tilværelses problem. Psykisk sundhed opnås, hvis mennesket udvikler sig til fuld modenhed i harmoni med den menneskelige naturs egenskaber og love. Psykisk sygdom er resultatet af, at denne udvikling mislykkes. Kriteriet på psykisk sundhed består altså ikke i, at individet tilpasser sig en bestemt samfundsordning, men i, at man finder et tilfredsstillende svar på sit eksistensproblem.

Hvad der især kan vildlede i den forbindelse er, at man naivt antager, at flertallets enighed om visse tanker og følelser beviser disses gyldighed. Intet kan være fjernere fra sandheden. Fordi en million mennesker deler de samme laster, bliver de ikke til dyder. Men en defekt i samfundsmønstret, som den enkelte deler med andre, betyder, at han ikke betragter denne (eller sig selv) som defekt og hans sikkerhed trues ikke af, at han føler sig anderledes. Faktisk kan kulturmønstret, f.eks. patologisk grådighed, være ophøjet til en dyd og således give ham en udvidet følelse af succes.

Menneskets situation

Nøglen til humanistisk psykoanalyse

Menneskets udvikling bygger på det faktum, at det har mistet sit oprindelige hjem, naturen, og aldrig kan blive dyr igen. Der er kun én vej at følge: mennesket må helt frigøre sig fra sit naturlige hjem og finde et nyt, selv skabe det ved at gøre verden menneskelig og selv blive virkelig menneskelig. 

Denne proces er en livslang fødsel, hvor man opgiver en tryg tilstand, som er relativt velkendt for en ny, man endnu ikke behersker. Ved hvert nyt skridt, hver ny fødselsfase, føler vi på ny angst. Denne fødsel er drevet af to modstridende tendenser, vi aldrig bliver fri for: den ene at frigøre os fra moderskødet og den anden at vende tilbage til moderskødet, til naturen, til sikkerhed og tryghed. 

Menneskets behov og lidenskaber – som de betinges af livsvilkårene 

Narcissisme contra fællesskab 

Vi ville blive sindssyge, hvis vi ikke kunne finde nye bånd til vores medmennesker, der erstattede de gamle instinktbestemte. Dette fællesskab kan søges på mange måder. Mennesket kan søge at blive ét med verden ved at underkaste sig en person, en gruppe, en institution eller Gud. På den måde overskrider mennesket sin individuelle tilværelses isolation ved at blive en del af noget eller nogen, større end sig selv og erfarer sin identitet i relation til den magt, det har underkastet sig. En anden mulighed for at overvinde isolationen går i modsat retning: Mennesket kan søge fællesskab med verden ved at have magt over den. Både underkastelse og herredømme er imidlertid dømt til nederlag, da de ødelægger personens oplevelse af integritet og frihed. I stedet for at udvikle sit eget personlige væsen bliver man afhængig af dem, man underkaster sig eller behersker. 

Den eneste lidenskab, der tilfredsstiller menneskets krav om at forenes med verden og samtidig bibeholde en følelse af integritet og individualitet, er kærlighed. Kærlighedsoplevelsen gør illusioner unødvendige. Når jeg elsker, er jeg ét med altet og dog mig selv.

Overskriden – Skabende contra ødelæggende handling 

I skaberakten hæver mennesket sig over sin tilværelses passivitet og tilfældighed til målbevidsthedens og frihedens verden. Her ligger rødderne til kærlighed, kunst, religion og materiel produktion. 

Men der findes også et andet svar. Hvis jeg ikke kan skabe liv, kan jeg ødelægge det. Ved at ødelægge liv når jeg også ud over livets grænser. Hvis mennesket vil følge sin tilskyndelse til at nå ud over sig selv, må det derfor træffe det afgørende valg, om det vil skabe eller ødelægge, elske eller hade. Styrken i vilje til ødelæggelse er nedlagt i menneskets natur på samme måde som skabertrangen.

Den påstand, at mennesket er i stand til at udvikle sine oprindelige anlæg for kærlighed og fornuft, indebærer ikke en naiv tro på menneskets godhed. Men ødelæggelsestrangen er kun et alternativ til skaberviljen. 

Erich Fromm

Rodfæstethed – Broderskab contra incest 

Det mest elementære af menneskets naturlige bånd er barnets bånd til moderen. Barnet begynder livet som foster i moderen, og fortsætter sin afhængighed lang tid efter fødslen. Barnet oplever i disse år moderen som livets kilde, som en altomsluttende, beskyttende og nærende magt. Moder betyder mad, kærlighed, varme og jord. At blive elsket af hende vil sige at være levende, at have rod, at være hjemme. 

Med opvæksten forlader barnet moderens beskyttelsessfære, men også hos den voksne møder vi ofte en dyb længsel efter den sikkerhed og rodfæstethed, som forholdet til moderen engang skænkede. I nogle tilfælde resulterer dette i en svær moderfiksering, hvor personen er bange for at blive vænnet fra moderbrystet, d.v.s. at blive sin egen herre. Denne incestuøse binding kan senere blive overtaget af familien, klanen, kirken eller nationen, der antager samme funktion, som moderen oprindelig havde for barnet. Individet føler sig rodfæstet i dem, ikke som en person skilt fra dem. 

Medens moderkærlighed enten er der eller ej, kan faderens kærlighed skabes. Idet manden ikke er bebyrdet med at føde, pleje og passe børn, er han nemlig tvunget til at opbygge en verden af ideer, principper og ting, som kan afløse naturen som grundlag for eksistens og sikkerhed. Faderen ønsker derfor, at sønnen skal vokse op, tage ansvar og ligne faderen. Dette patriarkalske system har positive sider, såsom fornuft, disciplin, samvittighed og individualisme, men også negative sider i form af magtordning, undertrykkelse, ulighed og underkastelse. 

Et markant udtryk for denne ideernes udvikling er de store europæiske revolutioner i det 17. og 18. århundrede, som dog ikke formåede at forvandle frihed fra (tilfældig autoritær underkastelse) til frihed til (autentisk væren iom. menneskets natur). I stedet opnår gennemsnitsmennesket i dag sin identitetsfølelse ved sit tilhørsforhold til en nation eller en gruppe snarere end at være ”menneskesøn”. Nationalfølelsens afguderiske karakter fremgår af reaktionen på krænkelse af stammesymboler. Brænd et flag af for øjnene af landets borgere, og man kan blive lynchet. Sig at du vil dræbe alle sorte, og det vil blive betragtet som uetisk og umenneskeligt, da handlingen kun er ”slet”, ikke den helligbrøde, det er, at krænke nationale symboler.

Identitetsfølelsen – Individualitet contra hjordens ensretning 

Mennesket må være i stand til at fornemme sig selv, ”jeg”, som subjekt for sine handlinger. I middelalderen var man bonde eller herremand. Det var en uforanderlig stilling og en væsentlig del af identitetsfølelsen. Da dette system brød sammen, opstod spørgsmålet ”hvem er jeg”?

Den vestlige kulturudvikling stilede mod at skabe grundlag for den fulde oplevelse af individualiteten. Ved at frigøre individet politik og økonomisk, ved at lære det at tænke selv og befri den enkelte fra autoritært tryk, håbede man at sætte ham i stand til at føle ”jeg” i den forstand, at han var centrum og aktivt subjekt for sine evner og oplevede sig selv som sådant.

Men kun et mindretal nåede frem til den nye oplevelse af ”jeg”. Flertallet fandt erstatninger i nation, religion, klasse og beskæftigelse, der tjener til at indgive identitetsfølelse. I stedet for den før-individualistiske klanidentitet udvikler der sig i stedet en ny hjordidentitet. At denne uniformitet og konformitet ofte ikke erkendes, men tilsløres med en illusion om individualisme, ændrer ikke kendsgerningerne. 

Bemærk at identitetsfølelsen ikke er et rent filosofisk problem, men udspringer af selve vor tilværelses kår. Folk er villige til at risikere livet, opgive kærlighed og frihed og ofre deres tanker for at kunne tilhøre hjorden, passe sammen med den og derved erhverve en identitetsfølelse, om end den er illusorisk. 

Behovet for et orienteringssystem og for hengivelse – fornuft contra ufornuft 

Ligesom mennesket må have en følelse af sin egen identitet, må det også kunne orientere sig intellektuelt i verden og søge en mening i de mange forvirrende fænomener, der omgiver det. Enten mennesket sætter sin lid til et totemdyrs magt, til en regngud eller til sin races eller nations overlegenhed og skæbne, tilfredsstilles dets behov for et orienteringssystem – uanset om det er sandt eller falsk. I første grad gælder det at have et system; i anden grad at være i kontakt med virkeligheden gennem fornuften. Det kræver en lang udviklingsproces at nå frem til objektivitet, men jo mere mennesket udvikler denne evne, jo mere det er i berøring med virkeligheden, jo mere det modnes, jo bedre kan det skabe en menneskelig verden, hvor det føler sig hjemme.

Samfundet og den psykiske sundhed 

Den mest populære opfattelse i dag vil gerne have os til at tro, at samtidens vestlige samfund, og især den “amerikanske livsstil”, stemmer med menneskenaturens dybeste behov, og at tilpasning til denne livsstil betyder sjælelig sundhed og modenhed. I dette perspektiv defineres modenhed som evnen til at holde fast på et job og ofre mere på arbejde, end man bliver bedt om, pålidelighed, udholdenhed, evnen til at samarbejde under organisation og autoritet, evnen til at træffe beslutninger, tilpasningsevne, uafhængighed og tolerance. 

Fra Hobbes til Freud møder antagelsen om en elementær og uforanderlig modsætning mellem menneskenaturen og samfundet, en modsætning, der følger af henholdsvis menneskets krav om seksuel tilfredsstillelse og ødelæggelsestrang (Freud) og antagelsen om en fundamental fjendtlighed mellem alle mennesker (Hobbes og Freud).

På grundlag af sin menneskeopfattelse må Freud nå frem til et billede af den nødvendige konflikt mellem civilisation på den ene side og sjælelig sundhed og lykke på den anden. Det primitive menneske er sundt og lykkeligt, fordi det ikke hæmmes i sine grundinstinkter, men det savner kulturens velsignelser. Det civiliserede menneske er mere trygt og kan nyde kunst og videnskab, men må nødvendigvis blive neurotisk, takket være den bestandige hæmning af instinkterne, civilisationen pånøder det. 

Freuds anskuelse af, at menneskenaturen i sin grund er kappelysten og asocial, genfinder vi hos de fleste forfattere, der mener, at de træk, som er typiske for mennesket under den moderne kapitalisme, er naturgivne. Inden for biologien gav Darwin udtryk for et lignende princip og Manchesterskolen overførte det til økonomiens sfære. Men, skriver Fromm:

Både det økonomiske og det seksuelle menneske er bekvemme fiktioner, og den natur, de tilskriver mennesket: isoleret, asocial, grådig og kappelysten, får kapitalismen til at fungere som det system, der fuldkommen stemmer med menneskets natur, og hæver det over kritik. Begge standpunkter, ‘tilpasningsteorien’ og den Hobbes-Freudianske anskuelse, at der består en nødvendig konflikt mellem menneskenatur og samfund, indebærer et forsvar for det bestående samfund, og de er begge ensidige forvrængninger. Yderligere ser begge bort fra, at samfundet ikke blot er i konflikt med menneskets asociale side, som det delvis selv fremkalder, men også ofte med de mest værdifulde menneskelige egenskaber, som det snarere undertrykker end fremmer. 

Erich Fromm

Mennesket i det kapitalistiske samfund 

Den sociale karakter

Med ”socialkarakter” menes kernen i den karakterstruktur, der deles af de fleste mennesker af samme kultur i modsætning til den individuelle karakter. Samfundets medlemmer og/eller de forskellige klasser eller grupper i det må opføre sig på den måde, samfundssystemet kræver. Det er socialkarakterens opgave at indstille samfundsmedlemmernes energi, så deres adfærd ikke er et spørgsmål om beslutning, mht. om de skal følge eller ikke følge samfundsmønstret, men beror på, at de ønsker at handle, som de bør, og samtidig kan finde tilfredsstillelse i at følge kulturens krav. Det er med andre ord socialkarakterens opgave at forme og kanalisere den menneskelige energi i et givet samfund, så det vedblivende kan fungere.

Kapitalismens struktur og menneskets karakter

Det 17. og 18. århundredes kapitalisme

Kapitalismens træk er i korthed følgende: 1) menneskene er politisk og retsligt frie; 2) frie mennesker (arbejdere og funktionærer) sælger ved kontrakt deres arbejde til kapitalejere på arbejdsmarkedet; 3) varemarkedet fungerer som en mekanisme, hvorved priserne fastsættes og udvekslingen af samfundsproduktionen reguleres; 4) hver enkelt handler med det formål at søge egen vinding, og dog forventer man, at de manges indbyrdes konkurrence vil resultere i størst mulig fordel for enhver. 

I det 17. og 18. århundrede var teknik og industri i sin vorden og middelalderkulturens tanker og vaner havde stadig en betydelig indflydelse på denne periodes økonomiske liv. Man anså det f.eks. for ukristeligt og umoralsk af en købmand at prøve at lokke kunder fra en anden ved hjælp af lavere priser eller andre lokkemidler, ligesom man var skeptisk over for nye maskiner, der truede med at tage arbejdet fra mennesker. Bag dette lå princippet om, at samfundet og dets husholdning er til for menneskets skyld og intet økonomisk fremskridt blev regnet for sundt, hvis det skadede en gruppe inden for samfundet. 

Det 19. århundredes kapitalisme 

I løbet af det 19. århundrede ændres indstillingen om mennesket som altings mål radikalt til den hensynsløse udbytning af arbejderen. Man anså det for rigtigt, at arbejderen levede på sultegrænsen i kapitalistens jagt på profit, og alle tidligere restriktioner – lovlige såvel som moralske – var forladt. Med dampmaskinens indtog voksede arbejdsdelingen og det kapitalistiske princip, at enhver søger sin egen vinding og derved bidrager til alles lykke, blev det ledende adfærdsmønster. Nu hersker de anonyme love om vækst – den enkelte kapitalist udvider, ikke fordi han ønsker det, men fordi har er nødt til det. I dette resultat af den økonomiske lov, der ubemærket tvinger mennesket til at handle uden frihed til at beslutte, ser vi tegn til et mønster, der først træder klart frem i det 20. århundrede.

I lenssamfundet blev herremanden tilskrevet guddommelig ret ifht. sine undergivne, men samtidig var han bundet af gammel hævd og forpligtet til at beskytte dem og forsyne dem med en vis levestandard. Det 19. århundredes eksploitering var helt anderledes. Arbejderens arbejdskraft blev købt på et frit marked og udnyttet til sin fulde kapacitet af køberen. Der var ingen følelse af gensidighed eller forpligtelse; det var markedets lov, der dømte en mand til at arbejde for en sulteløn, og ikke en andens beregning eller begærlighed. Ingen var ansvarlig eller skyldig eller følte kærlighed, venskab eller sympati. Alle fulgte bare samfundets love. 

Ethvert samfundssystem, hvor en befolkningsgruppe styres af en anden, især hvis denne er i minoritet, må bygge på en stærk autoritetsfølelse. Men der er en fundamental forskel på en lærers rationelle autoritet og en slaveejers hæmmende eller irrationelle autoritet. Lærerens autoritet bygger på kærlighed, beundring eller taknemmelighed og ønske om identifikation. Slaven vil derimod have en tendens til at undertrykke følelsen af had og endog erstatte den med en følelse af blind beundring for at fjerne den pinagtige og farlige følelse af had og mildne følelsen af ydmygelse. Herved graves kløften med tiden dybere, mens den forsvinder mellem lærer og elev. 

Reformbevægelserne i det 19. århundrede understregede nødvendigheden af at ophæve eksploitering, Freud ville formindske den seksuelle undertrykkelse og de liberale troede, at fuldstændig frihed for autoriteter ville skabe et nyt tusindårsrige. Skønt de afviger fra hinanden, ventede de alle, at afskaffelsen af eksploitering, materiel nød, seksuel undertrykkelse og irrationel autoritet, ville give mennesker adgang til en epoke af større frihed, lykke og fremskridt, end de havde haft i det 19. århundrede. 

Et halvt århundrede senere er mange af disse krav blevet opfyldt. Arbejderen eksploiteres ikke i samme grad, hans økonomiske udvikling er fulgt med samfundet, tidligere tiders autoriteter er revet ned og der er indtruffet en seksuel revolution. Det lyder lovende, men det er iøjnefaldende, at opfyldelsen af det 19. århundredes forhåbninger på ingen måde førte til de forventede resultater i det 20. århundrede. Faktisk ser det, til trods for materiel velstand, politisk og seksuel frihed, ud til, at verden i midten af det 20. århundrede er mentalt set mere usund end i det 19. århundrede – vi står måske ikke i fare for at blive slaver, men for at blive robotter, som Adlai Stevenson har udtrykt det. Der er ingen åben autoritet, der skræmmer os, men vi styres af frygten for konformitetens anonyme autoritet. Vi underkaster os ikke personligt nogen autoritet, men vi har heller ingen selvstændig overbevisning, næsten ingen individualitet, eller jeg-følelse. 

Hvordan kan vi på den baggrund nå til klarhed over vor tids specielle patologiske problem?

Det 20. århundredes samfund

Sociale og økonomiske ændringer

Den mest iøjnefaldende forandring fra det 19. til det 20. århundrede er den tekniske. Den ændrede produktionsteknik fremtvinger til gengæld en øget kapital- og magtkoncentration og en enorm forøgelse af funktionærer. Endvidere er der sket en stigende adskillelse af administration fra ejerskab (aktiebesiddelse).

En anden vigtig forskel vedrører masseproduktion og masseforbrug. I det 19. århundrede var der en tendens til mådehold; i dag opmuntres vi til at købe så meget, vi kan. Flere og flere mennesker har penge, måske ikke til de ægte perler, men så til simili. Alle arbejder sammen; enhver er en del af det hele. Og om aftenen flyder strømmen tilbage igen; vi læser den samme avis og radio, film og underholdning.

De feudale faktorers forsvinden betyder, at den irrationelle autoritet forsvinder. Ingen anses for at stå over sin næste i kraft af fødsel, Guds vilje eller naturlov, og hvis et individ står under en andens befaling, er det fordi den, der befaler, har købt den andens arbejdskraft på et frit marked. Men samtidig med den irrationelle gik også den rationelle autoritet af brug. Hvis markedet og aftalen regulerer forholdene mellem mennesker, er der ingen grund til at vide, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt. Alt, hvad der er nødvendigt at vide, er, at forholdene er rimelige, og at tingene fungerer. 

Hvilken slags mennesker har vort samfund da brug for? Hvilken ”social karakter” passer til det 20. århundredes kapitalisme?

Der er brug for mennesker, som samarbejder gnidningsløst i store grupper, som vil forbruge mere og mere, og hvis smag er standardiseret og let kan påvirkes og beregnes. Der er brug for mennesker, som føler sig frie og uafhængige, ikke underkastet nogen autoritet, noget princip, nogen samvittighed – og som dog er villige til at blive kommanderet, til at gøre, hvad der ventes, og passe gnidningsløst ind i samfundsmaskineriet.

Karakterforandringer

Vi tænker i kvantiteter og abstraktioner 

Middelalderens håndværker fremstillede varer for en relativt lille og velkendt gruppe kunder, og han satte prisen efter det udbytte, der svarede til hans sociale stilling. Modsat bygger det moderne forretningsforetagende på sin statusopgørelse, der hviler på komplicerede beregninger og (an)tal, der skal bestemmes strengt kvantitativt. Udover selve varen omfatter omdannelsen af det konkrete til det abstrakte kunder, tusinder af aktionærer, ansatte mv. Hertil medfører den øgede arbejdsdeling og specialisering, at en maskinarbejder udfører en specialopgave uden forhold til den konkrete produktion som helhed. 

Denne tænkning i abstraktioner og kvantiteter fra produktionens sfære har udbredt sig til menneskets holdning over for ting, andre mennesker og deres eget jeg. I nutidens vesterlandske kultur ser vi tings og menneskers abstrakte egenskaber og undlader at befatte os med deres konkrete og særprægede væsen. Alt, os selv inklusiv, gøres til abstraktioner. Medens vores øjne og ører modtager indtryk i menneskeligt tilgængelige proportioner, har vor verdensopfattelse mistet netop den kvalitet; den svarer ikke længere til vore menneskelige dimensioner. Dette er særligt tydeligt i forbindelse med udviklingen af moderne ødelæggelsesvåben. Et menneske ville måske ikke kunne slå ét andet menneske ihjel, men med et tryk på en knap kan han slå millioner ihjel, fordi trykket på knappen og deres død ikke har nogen egentlig sammenhæng. Handlingen er ikke længere hans, men har så at sige fået sit eget liv og ansvar. 

Fremmedgørelse

Ved fremmedgørelse forstås en oplevelsesmåde, hvor man ikke oplever sig selv som sin verdens centrum og ophavsmand til sine egne handlinger – men ens handlinger og deres konsekvenser er blevet ens herrer, som man adlyder eller måske endda tilbeder. Den, der hovedsagelig tilskyndes af magtlyst, oplever ikke mere sig selv med sin grænseløse menneskelige mangfoldighed, men bliver en slave for et enkelt begær, der projiceres over i ydre mål, en afgud, som han er “besat” af. 

Fremmedgørelse har altid eksisteret, men er i nutidens samfund næsten total; den gennemtrænger vort forhold til arbejdet, til de ting, vi forbruger, til vores medmennesker og os selv. Både store firmaer og offentlig administration ledes i dag af et bureaukrati. Bureaukrater er specialister i at administrere ting og mennesker, men på grund af det omfattende apparat er forholdet til de konkrete mennesker præget af fuldkommen fremmedgørelse. Alligevel omgives bureaukrater med næsten religiøs ærefrygt; hvis de forsvandt, ville systemet bryde sammen, frygter vi, og vi ville dø af sult. 

Forbrugsprocessen er lige så fremmedgjort som produktionsprocessen. Vi erhverver ting ved hjælp af penge, men pengene kan være anskaffet ved hårdt arbejde, såvel som held, bedrageri, arv mv. Penge kræver heller ingen anstrengelse at anvende og jeg kan benytte dem til at købe ting, jeg ikke vil eller kan bruge eller endog destruere.

Samtidig burde forbrug være en menneskelig handling, hvor vi som sansende, følende og dømmende mennesker er impliceret, men i stedet er forbrug i det væsentlige en tilfredsstillelse af kunstigt stimulerede fantasier, en fiktion, fjernt fra vort konkrete, virkelige selv. 

Denne form for forbrug resulterer uvægerlig i, at vi aldrig er tilfredse, da det ikke er vort eget virkelige, konkrete jeg, der forbruger en virkelig, konkret ting. I stedet udvikler vi et stadig voksende behov for flere ting. Engang var forbrug et middel til et mål (i form af lykke). I dag er forbrug et mål i sig selv. 

Under enhver produktiv og spontan beskæftigelse sker der noget i mig selv, medens jeg læser, betragter naturen, taler med venner osv. Jeg er ikke den samme efter den oplevelse som før. Under den fremmedgjorte form for adspredelse sker der intet i mig; intet er forandret; alt, der er tilbage, er erindringen om, hvad jeg har gjort. Turisten med sit kamera er et markant symbol på et fremmedgjort forhold til verden. Kameraet ser for turisten, og udfaldet af hans ferietur er en serie billeder, der er erstatning for en oplevelse, som han kunne have, men ikke har haft. 

På samme måde opfatter vi økonomiske kriser og krige som samfundskatastrofer på linje med naturkatastrofer, men de er snarere et tydeligt vidnesbyrd om fremmedgørelse. Det er os, der skaber vores økonomiske og sociale ordninger, og samtidig afviser vi ansvaret for deres resultater. Ordningerne er løbet løbsk, og deres ledere er som en person på en løbsk hest, der er stolt over, at han klarer at holde sig i sadlen, selvom han er ude af stand til at styre hesten. 

I dag er det moderne menneskes forhold til sit medmenneske som forholdet mellem to abstraktioner, to levende maskiner, der fordelsbaseret samarbejder med hinanden. Arbejdsgiveren anvender dem, han ansætter, sælgeren sine kunder, ægtefællen sin partner i jagten på lykke. Alle er varer for hverandre. 

Under det hele ledes vi af egoismens princip, “enhver for sig selv, Gud for alle”, men Gud er lige så fremmedgjort som resten af verden. Det, der vækker interesse og bekymring, er de private, isolerede udsnit af livet, ikke det sociale, universelle, der knytter os til vores medmennesker. 

Allerede på de primitiveste trin af menneskehedens historie møder vi forsøg på gennem kunstnerisk (herunder religiøs) skaben at opnå kontakt med den egentlige virkelighed. F.eks. ritualer eller det græske drama hvor menneskelivets grundproblemer blev skildret i kunstnerisk og dramatisk form. Her spilles de problemer ud, der i filosofi og teologi tænkes ud. Hvad har moderne kultur tilbage af en sådan dramatisering af tilværelsen? Næsten intet. Mennesket kommer næsten aldrig udover sin verden af menneskeskabte konventioner og ting og bryder næsten aldrig gennem sine vaners overflade, bortset fra groteske forsøg på at tilfredsstille behovet for et ritual, som vi ser dem praktiseret i loger og broderskaber. Det tætteste fænomen er sportskonkurrencer, der illustrerer kampen mellem mennesker og sejr og nederlag, men det er et primitivt og begrænset syn på menneskelivet at reducere menneskelivets fylde til et enkelt udsnit. 

Andre synspunkter 

Anonym autoritet og ensretning

Omkring midten af det 20 århundrede skifter autoritetsbegrebet karakter. Autoriteten fremtræder nu ikke længere åben, men anonymt, usynligt, fremmedgjort. Ingen stiller krav længere, og dog tilpasser vi os som folk i et udpræget autoritært samfund. Autoriteten er usynlig lige som markedets love og lige så uangribelig. Forældre som forretningsledere udsteder ikke befalinger, de foreslår. Selv i hæren skal man føle sig som del af et team. 

Den anonyme autoritet virker gennem ensretning; jeg bør gøre det, alle andre gør. Dette behov for at blive accepteret er betegnende for den fremmedgjorte, der ikke kan acceptere sig selv, fordi vedkommende ikke er sig selv. Den eneste mulighed for at kunne nære identitetsfølelse er derfor konformitet. 

Ønskeopfyldelsens princip 

Et moderne princip er at ethvert ønske må opfyldes øjeblikkeligt og fuldt. Men hvis jeg aldrig opsætter tilfredsstillelsen af mit ønske (og er dresseret til kun at ønske, hvad der “er på hylderne”), rummer jeg ingen konflikter, ingen tvivl, jeg behøver ikke at træffe afgørelser, jeg er aldrig alene med mig selv, fordi jeg altid har travlt. Det at more sig består hovedsagelig i tilfredsstillelsen over at konsumere. Verden er ét eneste stort formål for vor appetit; vi er pattebørn og bestandigt skuffede, fordi vi aldrig kommer ud over den receptive indstilling.

Frie associationer og uhæmmet tale

Freuds opdagelse og brug af de frie associationer havde til formål at finde ud af, hvad der foregik under overfladen, at opdage hvem man egentlig var. Men opgaven for vores dages psykiatri, psykologi og psykoanalyse er at få mennesket til at give slip på enhver spænding og dermed al jeg-følelse. Specialisterne på dette område fortæller os, hvordan den “normale” person er, og følgelig hvad der er i vejen med os. Hvad Taylor gjorde for industriarbejdet, gør psykologerne (med mange undtagelser) for hele personligheden – i forståelsens og frihedens navn. 

Fornuft, samvittighed og religion 

På overfladen trives fornuft, samvittighed og religion. Men fornuft forudsætter et “jeg”, og mens vi excellerer i abstrakte problemstillinger, udviser vi en forbavsende mangel på realitetssans for alt det, der betyder noget: For meningen med liv og død, for lykke og lidelse, for følelse og alvorlig tænkning. 

Og hvordan kan etik og samvittighed udvikle sig, når livets princip er konformitet? Samvittigheden strider i kraft af sit væsen mod ensretning, og i samme grad et menneske ensrettes, i samme grad bliver det ude af stand til at høre samvittighedens røst.

På samme vis er religion i dag ikke andet end en af varerne i vores udstillingsvinduer og den moderne religion afgudsdyrkelse. Vi har skilt os af med indsigten i og interessen for den menneskelige tilværelses grundproblemer. Vi er ikke interesserede i livets mening og løsningen på dets problem. Vi går ud fra den overbevisning, at der ikke er andet formål end at investere livet fordelagtigt og klare det uden større fejlgreb. De fleste af os tror på Gud og tager det for givet, at Gud eksisterer. Resten tager det for givet, at Gud ikke eksisterer. Gud tages i begge tilfælde for givet.

Arbejdet 

Mennesket er blevet defineret som “det skabende dyr”. Gennem arbejdet former, forandrer og frigør mennesket sig selv fra og gennem naturen. Arbejde er ikke blot en nyttig beskæftigelse, men medfører også dyb tilfredsstillelse. Der er ingen splittelse mellem arbejde og leg, eller arbejde og kultur. Men med den middelalderlige samfundsbygnings sammenbrud ændredes arbejdets betydning og funktion. Arbejdet blev nu en pligt, en vej til frelse og en vej til rigdom. For de fleste blev det dog udelukkende tvangsarbejde. 

I dag er den religiøse holdning til arbejdet ændret. Nutidsmennesket ved ikke, hvad det skal stille op med sig selv og drives til arbejde for at undslippe en utålelig kedsomhed. Men arbejdet er ophørt med at være en moralsk og religiøs forpligtelse. Arbejdet er i stedet blevet isoleret og fremmed for den arbejdende. Og hvor vi burde diskutere “menneskers industrielle problem”, diskuterer vi “industriens menneskelige problem”.

Arbejdets fremmedgjorte og dybt utilfredsstillende karakter fører til to reaktioner: den ene er den fuldkomne dovenskabs ideal og den anden en dybt rodfæstet, om end ofte ubevidst fjendtlighed over for arbejde og alt og alle i forbindelse hermed. Alt skal gøres nemt og ubesværet. Men fjendtlighed over for arbejdet er en endnu alvorligere reaktion. Mangen forretningsmand føler sig som fange af sin forretning. Han hader sine kunder, som tvinger ham til at spille teater, sine konkurrenter, fordi de truer ham, og sig selv, fordi han ser sit liv glide forbi uden nogen anden mening end den øjeblikkelige beruselse over succes.

Demokratiet 

Indførelse af almindelig stemmeret var en skuffelse for dem, der troede, at almindelig stemmeret ville bidrage til at omdanne medborgerne til ansvarlige, aktive og uafhængige personligheder. Hvordan kan folk udtrykke “deres” vilje, hvis de ikke selv har nogen vilje eller overbevisning, hvis de er fremmedgjorte automater, hvis smag, meninger og sympatier manøvreres af de store ensretningsapparater? Såkaldt “frie valg” behøver ikke udtrykke “folkets vilje”, ligesom folks valg af et stærkt opreklameret tandpastamærke ikke betyder, at det også lever op til sine reklamerede kvaliteter. Det betyder blot, at propagandaen har virket. 

Derfor går politiske partier også efter personligheder snarere end budskaber eller rationel bevisførelse og risikoen for at vække folks kritiske evner. Og borgeren behandler de store politiske spørgsmål på linje med de fritidsinteresser, der ikke har nået rang af hobbyer og sammen med uforpligtende konversation. Disse ting forekommer så fjerne og man har følelsen af at færdes i en fiktiv verden. Man har sine fraser, ønsker og dagdrømme, men sjældent en egentlig vilje. På den måde synker gennemsnitsborgeren ned på et lavere trin af åndelig aktivitet, så snart han betræder politisk område. Han argumenterer og analyserer på en måde, han straks ville erkende var infantil, hvor det gjaldt hans virkelige interessesfære. Han bliver igen primitiv. 

Fremmedgørelsen og den mentale sundhed

Kærlighed, tryghed og seksuel tilfredsstillelse er almindeligt accepterede kriterier for menneskelig sundhed, med i en fremmedgjort verden betyder de noget andet. Folk føler f.eks. i stigende grad, de ikke bør nære tvivl, og at de altid bør føle sig “trygge”. Men på grund af selve vores eksistensvilkår kan vi ikke føle os sikre på noget som helst. Ligesom et følsomt og levende menneske ikke kan undgå at føle sig bedrøvet, kan det ikke undgå at føle sig utrygt. Den sjælelige opgave, man kan og bør sætte sig selv, er ikke at føle sig tryg, men at være i stand til at bære utryghed uden panik og uberettiget frygt. 

Kærlighed har ligeledes fået en anden mening i fremmedgørelsens verden. I en fremmedgjort verden opfattes kærlighed som den forretningsmæssigt indstillede personlighed; to mennesker, der slår deres fælles interesser sammen og støtter hinanden i en fjendtlig og fremmedgjort verden. Lykke er et andet populært begreb. I vor tid vil de fleste sige, at man er lykkelig, når man har det rart, eller når man morer sig. Som sådan identificeres lykke med fornøjelse, forbrug, muligheder og arbejdsfrihed. Mennesket fri for sorg og bekymring. Men denne fortolkning af lykke går stik imod det menneske, som er levende og følsomt, og som derfor ikke kan undgå at føle sorg og bekymring mange gange i livet. 

Hvis vi vil definere lykke ved dens modsætning, må vi definere den, ikke i modsætning til bekymring, men til depression. Depression er netop manglende evne til at føle. Et deprimeret menneske ville blive yderst lettet, hvis det kunne føle sorg! Lykke hidrører fra oplevelsen af produktiv livsfølelse og udnyttelsen af de evner til kærlighedens og fornuftens brug, der forener os med vores omverden. Heraf følger, at lykke ikke kan findes i den forbruger-holdning, der gennemsyrer det fremmedgjorte menneskes tilværelse. Det moderne menneske er måske fornøjet, men i bund og grund deprimeret, dvs. keder sig, idet kedsomhed simpelthen er oplevelsen af en lammelse af vores skabende evner og fornemmelsen af at være levende. Blandt livets onder er få så pinefulde som kedsomhed, og man gør derfor sit ypperste for at undgå den.

Sjælelig sundhed i humanistisk forstand kendetegnes ved evnen til at elske og skabe, ved frigørelsen fra incestbindingen til familie og natur, ved en oplevelse af jeg’et som iværksætter af de givne muligheder, ved beherskelse af virkeligheden inden i og uden for os selv og ved udviklingen af objektivitetssans og fornuft.

Derfor kan den fremmedgjorte ikke være sund. Han oplever sig selv som en ting og savner følelsen af identitet. Han er angstfuld og føler sig underlegen; han jagter godkendelse og accept, og dog kan han som menneske ikke lade være at afvige, hvorfor han altid føler misbilligelse. Derfor føler han også altid skyld. Skyld over ikke at arbejde tilstrækkelig hårdt, gøre nok godt, ikke være nok som de andre, ikke være helt tilpasset. Og samtidig har mennesket dårlig samvittighed over oplevelsen af at forspilde sine evner eller talenter. Det moderne menneske lever med ufattelig komfort, mens det føler livet glide mellem hænderne og føler skyld pga. sløseriet og de spildte chancer. 

Det fremmedgjorte menneske føler sig således skyldig både over at være sig selv og ikke være sig selv, over at være levende og over at være en automat, at være et menneske og være en ting. 

Forskellige andre diagnoser

Siden det 19. århundrede har mennesket anskuet verden som en forretning, og vi taler om vores afguder, den moderne industri, som om de var levende. Det er på tide at destruere dem og henvise den økonomiske virksomhed til dens rette plads som tjener og ikke som herre i samfundet. 

Det er sandsynligt, at en mands arbejde repræsenterer hans vigtigste samfundsopgave; men medmindre samfundet er en væsentlig baggrund for hans liv, kan han alligevel ikke tillægge sit arbejde nogen værdi. 

På det materielle og naturvidenskabelige område har vi bestræbt os meget for at udvikle kundskab og teknik, men på det menneskelige og samfundspolitiske har vi taget til takke med tilfældige gætterier og opportunistisk fusk. Århundredets største fejltagelse har været troen på, at et fuldstændigt samfund kan bygges på et økonomisk motiv, på profitten. Men mennesket lever ikke af brød alene. Hvis selskabet skal bestå, må det tildeles en moralsk og ikke blot en økonomisk rolle. 

Til syvende og sidst kan den moderne civilisation kun producere et massemenneske: tålmodig, lærevillig, i næsten patetisk grad trænet til monotont arbejde, men i stigende grad uansvarlig. Den smukkeste lovtale for den slags skabninger er: De laver ikke vrøvl. Deres højeste dyd: De tror ikke, de er noget.

Vi må aldrig opgive de materielle goder, men vil vi nå Amerikas idealistiske mål, skal der tilvejebringes arbejdsforhold, der kan frigøre det skabende instinkt hos den enkelte arbejder. Propagandamaskineriet må stækkes. En ny offentlig mening må skabes privat og i al stilfærdighed. Den bestående næres af presse, propaganda, organisation og af økonomiske interesser. Denne unaturlige form for idéspredning må bekæmpes af den naturlige, der går fra mand til mand og kun beror på sandheden i vores tanker og tilhørerens modtagelighed for ny sandhed.

Afsluttende bemærkninger

Jeg håber ovenstående introduktion til første del af Erich Fromms Det gode samfund fra 1954 har vakt din interesse. I næste artikel vil jeg gennemgå nogle af de tiltag, han peger på, der kan gøre nutidens samfund bedre egnet til at fremme menneskets mentale sundhed.

Og hvis du vil introduceres til en anden, moderne forfatter der bygger på Erich Fromm er her et link til min artikel om Hartmut Rosa, der er optaget af fremmedgørelse og acceleration. Og hvis du vil læse en introduktion til den mest berømte af alle forfattere, der om nogen indfangede fremmedgørelsen under modernitetens fremkomst, er her et link til en artikel om Franz Kafka.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com