For booking forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

Introduktion

I Det andet køn fra 1949 undersøger Simone de Beauvoir (1908-1986), hvorfor kvinder historisk og kulturelt er blevet defineret som “det Andet” – det vil sige i relation til mænd, snarere end som selvstændige væsener. 

I en videreudvikling af bl.a. Sartres tanker forener hun til det formål eksistentialismens frihedsbegreb med en feministisk analyse af kvinders historiske og sociale undertrykkelse og viser, hvordan eksistentiel frihed i praksis er begrænset af sociale strukturer og internaliserede normer, særligt for kvinder. Hendes ærinde er herved at afsløre de mekanismer, der har skabt og fastholdt kvinders underordning og få læseren til at reflektere over, hvordan disse strukturer kan brydes.

“Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.”

Dette er værkets mest berømte sætning og dens centrale tese: køn er ikke kun biologisk, men primært en social konstruktion. Kvinden er blevet formet af kultur, opdragelse og samfundets forventninger snarere end af en essens eller “naturlig kvindelighed.” Denne prægning begynder allerede fra barndomsårene, hvor pigen/kvinden lærer at se sig selv gennem andres øjne som et objekt, ikke som et subjekt, dvs. som en selvstændig, handlende person. Det skal understreges, at “den andens blik” er et generelt fænomen for alle mennesker, men Beauvoir viser, at kvinder i særlig grad er fanget i det. De opdrages til og internaliserer naturligheden af at være attraktive, passive og i relation til manden, der bliver normen, kvinden afvigelsen (“det andet”). 

For både mænd og kvinder gælder, at mennesket grundlæggende er frit og skaber sig selv gennem handling. Med Sartres ord: Mennesket er ikke blot frit; mennesket er dømt til frihed. Men kvinden er ofte blevet nægtet denne frihed, mener Beauvoir, fordi samfundet har pålagt hende roller som hustru, mor og muse i stedet for at lade hende realisere sig selv som individ. 

Hertil har den økonomiske afhængighed af manden umuliggjort kvindens frigørelse og muligheder for at realisere sig selv.

Med disse betragtninger vil Beauvoir have læseren til at tænke over, hvordan de normer og forventninger, vi tager for givne, faktisk er historisk skabte. Hun vil have os til at se, hvordan undertrykkelse ikke kun er noget, der sker med vold eller tvang, men også gennem kultur, opdragelse og internalisering.

Hun opfordrer os til at overveje, hvordan vi selv – uanset køn – er formet af samfundets forestillinger om, hvad det vil sige at være mand eller kvinde. Og hun vil have os til at tage stilling: Skal vi acceptere de roller, vi har fået tildelt, eller kan vi skabe noget nyt? 

Biologien

Fra et rent biologisk perspektiv kan man argumentere for, at det er manden, der tager kvinden. Blandt mange pattedyr skal det tages helt bogstaveligt; hannen griber fat om hunnen, holder hende fast og trænger ind i hende. Hunnens krop er et værn for ægcellen, men også en modstand, der skal overvindes for befrugtningen, hvorimod hannen, når han trænger ind i hunnen, realiserer sig selv i handling. Medfører samlejet befrugtning, følger for kvinden en ni måneder lang og krævende graviditet, der voldsomt påvirker hendes krop, som igen følges af en smertefuld og farlig fødsel, amning, børnepasning og nye cyklusser, indtil kvinden slipper ud af artens greb. Og selv da må hun gennemgå en vanskelig krise, når hendes fertilitet ophører i overgangsalderen. 

I sammenligning med hende synes manden at være langt mere begunstiget. Den kraft, der er en følge af hans egenskab som artsvæsen, gør han til en del af sit eget liv – potentielt helt uden konsekvenser. Hos hunnen derimod er artens interesser i modstrid med hendes individualitet. Beauvoir skriver:

Det er, som om hun er besat af magter, der er hende væsensfremmede … Hannen finder stadig flere udveje til at bruge de kræfter, som han gør sig til herre over. Hunnen oplever stedse stærkere, at hun er trælbundet. Hendes liv forbitres af den standende konflikt mellem hendes interesser som individ og de hende iboende forplantningsprocesser.

Men, understreger Beauvoir, selvom de biologiske realiteter kan give os en nøgle til at forstå noget af kvinden, fastlægger de ikke én gang for alle hendes skæbne. Individer er aldrig prisgivet deres egen natur, men følger sædvanen, taburegler, love og værdier. Beauvoir konkluderer:

Hvis vi vil vide, hvilken rolle de biologiske forudsætninger spiller, må vi derfor placere dem i deres ontologiske, økonomiske, sociale og psykologiske sammehæng. At kvinden er trælbunden af arten, at der er visse grænser for hendes individuelle udfoldelse er kendsgerninger af overordentlig stor betydning. Kvindens krop er en af de væsentligste faktorer i den situation, hun befinder sig i her i verden. Men vi kan ikke give en definition af kvinden blot ved at beskrive hendes krop. Dennes virkelige betydning er helt afhængig af, på hvilken måde den enkelte i samfundets midte bevidst gør den til sin gennem handling.

Om penis-misundelse 

Fra naturens side, siger Beauvoir, har mennesket en tilbøjelighed til at ville løsrive og overskride sig selv, så vi oplever os som et handlende og meningsskabende subjekt i en verden, der er uden for os selv. Men med oplevelsen af at være separeret fra omverdenen, opstår også et ønske om at finde vores fremmedgjorte eksistens spejlet i omverdenen. Noget vi kan identificere os med. Beauvoir skriver:

I sin angst for friheden forledes individet til at søge sig selv i tingene, hvilket er en måde at flygte fra sig selv på. Denne tilbøjelighed stikker så dybt i menneskenaturen, at barnets straks efter afvænningen, når det føler sig løsrevet fra Altet, ihærdigt søger sin fremmedgjorte eksistens i spejle og i sine forældres blik. Primitive folkeslag fremmedgør sig selv i mana og totem, civiliserede i deres individuelle sind, i deres jeg, deres navne, deres ejendom og arbejde.

For den lille dreng kan det gøres igennem penis, som bliver et stykke legetøj og alter ego, der kan erigeres og stå som et symbolsk udtryk for handlekraft og selvhævdelse. Drengen kan altså vende sin fremmedgørelse til noget ydre og synligt, han kan gøre sig selv til (handlende) subjekt gennem en del af sin krop, der — i det patriarkalske samfund — socialt bliver ophøjet som et potent, maskulint symbol på magt og subjektivitet.

Det kan den lille pige og kvinden ikke. Dels har hun ikke muligheden for at identificere sig selv med en penis-lignende kropsdel, dels oplever hun fra puberteten kroppen som en slags modstand, hun er bundet til gennem menstruation, graviditet og socialt pres. Følgelig oplever hun, at hun mangler noget, ikke nødvendigvis en penis i biologisk forstand, men snarere et anerkendt redskab eller symbol, som samfundet tillægger værdi og subjektstatus. Skal det lykkes for kvinden at hævde sig som individ, må hun opfinde en erstatning for fallos. Beauvoir bemærker i den forbindelse, at en dukke, der jo legemliggør et løfte om et barn, derfor kan komme til at betyde langt mere end penis for drengen – men med den pris at den lille pige tilskyndes til at fremmedgøre hele sin person og betragte denne som noget giver og passivt, samt at dukken kan cementere hunkønnets opgave som mor.

Dukker eller ej er det i et patriarkalsk samfund sværere for kvinden at identificere sig med sin krop som et subjekt, og hun får lettere ved at internalisere sin rolle som objekt – altså som “det andet”, som nogen, der bliver set, formet af mandens blik og begær, i stedet for at se. Mens samfundet ophøjer det mandlige til normen – det aktive, produktive, ekspansive – ender kvinden med at blive defineret negativt, som det, der ikke er mand: passiv, modtagende, defineret udefra.

Produktion og økonomi 

Simone de Beauvoir anerkender, at kvindens økonomiske afhængighed af manden historisk har været central i hendes undertrykkelse, men fremhæver også, at frihed og eksistens ikke kan reduceres til en funktion af økonomiske forhold. 

Som nævnt kan mennesket kun få fat på sit eget væsen ved at projicere sig ud i noget uden for sig selv, ved at fremmedgøre sig. I sin omverden prøver mennesket at finde sig selv i en eller anden fremmed skikkelse, som han tager i sin besiddelse. På den måde kan mennesket finde sig selv udefra. Når vi bruger et værktøj for eksempel, lægger vi en del af os selv i det. På samme vis når vi ejer noget, forsøger vi at bekræfte os selv gennem besiddelsen af det ydre objekt.

Hvis vi kun anskuer menneskets forhold til værktøj eller ejendom som noget økonomisk, praktisk eller funktionelt, mister vi derfor hele den eksistentielle og ontologiske dimension. Det handler ikke bare om, at et værktøj bruges til produktion – det handler om, hvad det betyder for mennesket at bruge og eje noget. Mennesket forsøger at finde sig selv uden for sig selv – i ejendele og handlinger – og derfor må vi forstå dette forhold som en del af menneskets væren, ikke kun som produktionslogik. Ejendom er med andre ord ikke bare økonomi, men et forsøg på at bekræfte sit selv gennem verden. 

Derfor er kvindekamp ikke klassekamp, da biologi ikke bestemmer kvindens skæbne, men alene giver en ramme, som samfundet så former og fortolker, og det gør situationen mere kompleks end i klassekampen. Kvinden er ikke blot en økonomisk enhed, men også en krop, en mor og en eksistentiel aktør, hvis reproduktive rolle er eksistentielt forankret. Graviditet, fødsel og børnepasning overskrider historiske og økonomiske vilkår, fordi det handler om kropslig erfaring, nærhed og væren – ikke blot om funktion.

Beauvoir bemærker i øvrigt, at blandt flere såkaldt primitive folk blev moderskab ikke i sig selv set som værdifuldt. Snarere kunne det være en belastning, f.eks. under migration. Hermed gør Beauvoir op med idéen om, at det ligger “i kvindens natur” at ville være mor, eller at hun altid har haft en særlig rolle i at sikre arten. Det er samfundet, ikke naturen, der gør moderskab til kvindens skæbne – og dette kan og bør kritiseres, mener Beauvoir.

Det er en nuanceret feminisme, der insisterer på frihed og valg for kvinden, men uden at benægte hendes kropslighed eller moderskab. Beauvoir går altså hverken med på en total ligestillingstanke, der ophæver forskelle, eller en biologisk determinisme, der siger, at kvinden skal være mor.

Mandens produktion vs. kvindens reproduktion 

Beauvoir bemærker en afgørende forskel i synet på mandens og kvindens eksistentielle situation: 

“Når manden fisker, skaber han redskaber, former naturen og tilegner sig den – i dette mærker han sin magt, sin frihed, sin overskridelse af naturen og det fremadskridende. Manden former verden. Kvinden føder, men i dette bliver hun ikke skabende i samme forstand – hun frembringer ikke noget i sin egen hensigt, men er et led i naturens cykliske orden og formes af verden.”

Dette er nøglen til hele gåden om kvindens underordning. Manden opfattes som skabende og aktiv, fordi han tilegner sig verden udefra og giver verden et ansigt. Kvinden opfattes som passiv og naturbundet, fordi hendes skabelse sker indefra og ikke ses som kulturel produktion. 

Beauvoir uddyber:

De primitive masser tænkte ikke på eftertiden … Børn var for dem en belastning, ikke en rigdom. Det fremgår af det faktum, at barnemord altid er forekommet hyppigt hos nomadefolk … Kvinden, der får børn, kender altså ikke til stoltheden over at have skabt. Hun oplever sig selv som en passiv kastebold for dunkle magter … Senere fik barnet større betydning. Men i alle tilfælde er det at føde og give die ikke aktive handlinger, kun naturlige funktioner … kvinden giver sig passivt hen under sin biologiske skæbne… Mandens forhold er i bund og grund anderledes. Han ernærer ikke samfundet ved en simpel vital arbejdsproces som arbejdsbierne, men derimod ved handlinger, som fører ud over hans animalske vilkår. Fra de ældste tider er homo faber opfinder … før han kan besejre vandene, må han først udhule både. Vil han tilegne sig verdens rigdomme, må han indlemme verden selv i sit domæne, og i denne virksomhed mærker han sin egen magt. Han sætter sig mål, udtænker midler til at nå dem, han realiserer sig som eksisterende væsen. I sin bestræbelse på at opretholde skaber han, overskrider nuet og åbner fremtiden … Igennem disse bedrifter erkender manden sig som menneske. 

Hertil udsætter hans virksomhed ham for fare, hvorved han leverer et bevis for, at livet ikke i sig selv er det største gode for mennesket, men at livet skal tjene et endnu højere formål. Beauvoir forklarer:

Det er ikke ved at give nyt liv, men ved at sætte sit eget på spil, at mennesket hæver sig over dyret. Derfor sættes i menneskeheden ikke det køn højest, der føder, men det, der dræber.

Det er altså perspektivet på fødslen, Beauvoir kritiserer. Hun forsøger at vise, hvorfor samfundet ikke har tilskrevet kvinden samme eksistentielle værdighed som manden trods hendes reproduktion af arten og kvindens krav på at blive anerkendt som eksisterende i samme forstand som mændene. 

Kvinden gennem tiderne 

Førhistorisk tid

Det er og bliver en myte, at kvinder skulle have haft en guldalder, understreger Beauvoir; verden har altid været en mandsverden. Selv i tidligere tiders matriarkater havde kvinden således ikke reel magt. I stedet var det naturens kræfter, som kvinden blev identificeret med, man dyrkede.

Patriarkatets fremkomst 

Med udviklingen af teknologier og samfundsstrukturer – især landbrug og privatejendom – bliver mandens rolle (endnu) mere central. Han tilegner sig naturen, han begynder at udtrykke sig konkret gennem det udseende, han påtvinger verden, han begynder at tænke denne verden og at tænke sig selv. Selvom dette betyder, at barnet får en ny funktion, idet jorden nu videreføres til barnet eller klanen via barnet, og moderskabet følgelig nyder højere anseelse, reduceres kvinden stadig til reproduktiv funktion og en form for ejendom. Tilbedes en Moder-Gudinde, hvor mægtig hun end er, er det billede, man gør sig af hende, et produkt af mandens bevidsthed. Hun er derfor i hans vold og gudinden kan rives ned, så snart et modsætningsforhold måtte åbenbare sig. Beauvoir forklarer:

Lidt efter lidt har manden formidlet sin erfaring [dvs. gjort sit verdensbillede gældende], og såvel i hans forestillingsverden som i hans konkrete eksistens er det det mandlige princip, der har sejret. Ånd [dvs. tænkning] har sejret over liv, transcendens [overskridelse, forandring, skabelse] over immanens [stilstand], teknik over magi, fornuft over overtro. Degraderingen af kvinden er et nødvendigt trin i menneskehedens historie. For hendes magtstilling var jo baseret på mandens svaghed, ikke på hendes eget positive værd, og manden gør sig fri af hendes herredømme, idet han gør sig fri af naturen. Overgangen fra sten til bronze gør det muligt for ham ved sit arbejde at fuldføre erobringen af jorden og at erobre sig selv.

Og videre: 

Bonden var udleveret til de magters forgodtbefindende, der opretholdt ham. Håndværkeren derimod smeder sit redskab, som han vil, og danner det egenhændigt efter det formål, det skal tjene. Over for den passive natur, som gør modstand, men som han besejrer, gør han sig gældende som en selvstændig vilje. Med sine slag på ambolten fremskynder han redskabets fuldendelse; men kornets modning er der intet, der kan fremme. Håndværket får ham også til at se sit eget ansvar – et mere eller mindre behændigt greb kan forbedre eller ødelægge redskabet. Med snilde og forsigtighed fuldender han et værk, som han er stolt af. Det gode resultat afhænger ikke af gudernes gunst, men af ham selv … Sædekornet spirer eller spirer ikke, men metal reagerer altid på samme måde over for ild, hærdning og mekanisk påvirkning. Dette univers af brugsgenstande kan indesluttes i klare begreber, nu kan rationel tænkning, logik og matematik holde deres indtog. Verdensbilledet er fuldstændig forandret.

Antikken og middelalderen 

Kvinden detroniseres med privatejendommens indtræden, og hendes skæbne er nøje knyttet til den op gennem århundrederne. Ejendomsrettens succes som institution beror på, at ejendom anses for at bestå som en jordisk og håndgribelig inkarnation af den udødelige sjæl. Vi efterlader noget af os selv, når vi efterlader ejendom, men det forudsætter selvsagt ejerskab. Derfor tilhører både børn og kone manden. Kvinden er ikke længere udlånt fra en klan, men mandens, ligesom man køber et stykke kvæg eller en slave, og uden arveret. For kvinden betyder ægteskabet alene, at hvor faderen før havde uindskrænket ret over hende, overdrages retten til ægtemanden.  

Over tid forandrer forholdene sig, men mere eller mindre forbliver idealet for en kvinde at være den fuldendte husholderske og en støtte for sin mand. Kristendommen bringer en vis idé om åndelig lighed mellem mand og kvinde, men yder også sit til undertrykkelsen af kvinder og forudsætter, at kvinden fornægter sit køn, krop og seksualitet. F.eks. siger Paulus i Det ny Testamente:

Manden blev jo ikke til af kvinden, men kvinden af manden. Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld … ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt. 

Eller som Thomas Aquinas (1225-1274) skriver: Manden er kvindens hoved, som Kristus er mandens.

Kvinden forbliver kort sagt i praksis underordnet. 

Renæssancen og oplysningstiden

Under renæssancen og oplysningstiden får kvinden lidt mere adgang til uddannelse og samfundsliv, men det foregår stadig med mandens tilladelse. F.eks. skriver Jean-Jaques Rousseau (1712-1778): “Kvindernes hele opdragelse bør foregå med henblik på manden … kvinder er skabt for at være ham undergiven og finde sig i hans urimeligheder”. Stort set arbejder det 18. århundredes demokratiske og individualistiske idealer dog for kvinder, og de fleste tænkere betragter kvinder som menneskelige væsener, der er mændene jævnbyrdige. 

Men kvinden defineres fortsat som den Anden, og det er manden, der betragtes som menneskets målestok. Der sker nogle brud – særligt i oplysningstiden – men ikke en fuld emancipation. 

Det er værd at bemærke, at kulturen og opdragelsen gør sit arbejde og at de fleste af borgerskabets kvinder giver efter for løftet om en bekymringsfri tilværelse, dvs. en parasit tilværelse hvor de er helt afhængige af manden. Som Bernard Shaw sagde: 

“Det er lettere at lægge folk i lænker end at gøre dem fri af disse, hvis der følger prestige med lænkerne”.

Moderne tid

I det 19. og 20. århundrede fører industrialiseringen og borgerligheden til en ny kvindefigur – husmoderen. Kvinden bliver mor og hustru, men stadig uden selvstændig status, dog at kvinder begynder at få valgret fra starten af det 20. århundrede (i Schweiz så sent som i 1971 og i en enkelt kanton først i 1990). Arbejderklassens kvinder må arbejde, men under hårde vilkår, til lavere betaling end mændene og uden rettigheder. Beauvoir påpeger, at kvindens krop og rolle stadig bliver brugt til mandens fordel, og at kvinden stadig ikke er et subjekt på egne præmisser. Beauvoir bemærker i øvrigt, at kvinderne ikke er solidariske med deres eget køn, men først og fremmest med deres samfundsklasse. 

Om baggrunden for udviklingen skriver Beauvoir:

Som følge af den hastige udvikling i industrikulturen taber fast ejendom terræn overfor rørlig ejendom, og princippet om familiegruppens enhed mister ligeledes sin slagkraft. Kapitalens bevægelighed gør det muligt for dens ejer at eje sin formue, uden at den til gengæld ejer ham, og han kan frit disponere over den. Det var i kraft af familiebesiddelsen, at kvinden var så stærkt bundet til sin mand. I samme øjeblik den ikke længere eksisterer, er ægtefællerne simpelt hen ligestillede … Denne udvikling er særlig tydelig i USA, hvor den moderne form for kapitalisme fejrer sine triumfer: skilsmisserne florerer og ægtefællerne er nærmest en slags midlertidige kompagnoner.

Sammenfattende konkluderer Beauvoir, at historien ikke er en neutral udvikling, men at den har været præget af mandens behov for at definere sig selv som subjekt – og dermed kvinden som objekt. Kvinden har historisk ikke haft mulighed for at definere sig selv. Selv når hun tilkæmper sig rettigheder, sker det ofte under mandens system og betingelser.

Myterne om kvinden

Kvinden er ikke blot en biologisk eller historisk størrelse, men også en mytisk figur – et spejlbillede, som mænd gennem tiderne har skabt for at fastholde kvinden i en bestemt rolle. Kvinden bliver ikke forstået som et konkret menneske, men som en idé, en essens, der passer ind i mandens verdensbillede. Hun bliver derfor ofte fremstillet som enten det rene og opofrende (moderen, jomfruen) eller det farlige og destruktive (forføreren, heksen). Disse modsatrettede billeder dækker over en dybere strategi: at nægte kvinden subjektstatus og i stedet gøre hende til det andet, som manden kan definere sig selv i forhold til.

Disse myter skaber en dobbeltbevægelse: Kvinden ophøjes som noget “særligt” – men netop denne ophøjelse bliver en måde at låse hende fast i foruddefinerede forestillinger og fratage kvinden sin frihed og individualitet. Hun bliver en projektion, ikke en person.

Fælles for alle mytetyperne er, at de er mandlige konstruktioner. Det er mandens blik og behov, der sætter myten, f.eks., ideen om “det evigt kvindelige” som noget saliggørende, smukt og ægte. Det er en ophøjelse, der slører den konkrete kvindes eksistens ved at dække over hendes sociale, økonomiske og kropslige erfaringer med idealer, der ikke passer til hendes virkelighed. 

Men mytens potentiale går videre endnu. I sine bestræbelser på at bekræfte sig selv har mennesket brug for et andet menneske, da det kun er i mødet med noget, vi ikke er, at vi træder frem som subjekter. Men vi vil ikke blot være subjekt; vi vil være det suveræne subjekt, altså den, der handler, bestemmer og har betydning. Det sker ofte ved at gøre “den anden” til et objekt eller slave, altså noget man kan kontrollere og definere sig i forhold til. Det fører til en kamp om dominans. Som Beauvoir skriver: 

Denne fremmede frihed, som bekræfter min egen frihed, kommer også i konflikt med denne. Dette er den ulykkelige bevidstheds tragedie. Enhver bevidsthed vil søge at gøre sig gældende alene, som suverænt subjekt. Den prøver at fuldbyrde sig selv ved at gøre den anden til sin slave. 

Dramaet kan dog overvindes, formaner Beauvoir:

[…] hvis hvert enkelt individ frit godkender sig selv i det andet, hvis begge i en gensidig vekselvirkning samtidig sætter sig selv og det andet som objekt og subjekt. Men det venskab og den generøsitet, der er den reelle forudsætning for en sådan gensidig anerkendelse af det enkelte individs frihed, er ikke dyder, man uden videre får forærende. Det er ganske vist ved deres hjælp, mennesket fuldbyrdes og når sandheden om sig selv, men denne sandhed hører sammen med en kamp, der hele tiden bilægges og blusser op på ny; den kræver, at mennesket i hvert eneste øjeblik overvinder sig selv. Man kan også bruge et andet billede: mennesket når frem til en ægte moralsk holdning ved at tage sin eksistens på sig og give afkald på at være; dermed giver det også afkald på enhver form for besiddelse, da besiddelse jo er en stræben efter væren. Men mennesket når aldrig endegyldigt den sande visdom, det må leve i et stadigt forsøg på at nå den, og dette kræver en konstant spænding. Det vil sige, at mennesket ikke kan fuldbyrde sig selv i ensomhed, og at det på den anden side altid betyder en fare for det at have et forhold til sine ligestillede. Menneskets liv er et vanskeligt foretagende, og et godt resultat er aldrig givet på forhånd. 

Med andre ord bliver vi som mennesker kun hele og autentiske, hvis vi tør anerkende den andens frihed som værende lige så betydningsfuld som vores. Menneskelig frihed og sandhed opstår i relationen mellem subjekter, ikke i dominans. 

Endvidere må vi opgive ideen om at “være noget bestemt” (f.eks. “den perfekte kvinde” eller “den magtfulde mand”) og leve ansvarligt, frit og bevidst, uden at søge tryghed i faste identiteter eller besiddelser – ikke i konkret forstand nødvendigvis, men som værdi. At eje er nemlig en måde at forsøge at være noget fast – og det er stik imod menneskets eksistentielle natur, som er bevægelse, valg, og forandring. Ideen om at være eller forblive noget bestemt er en illusion. 

Men, skriver Beauvoir: 

Mennesket holder ikke af vanskelige opgaver, og det viger tilbage for farer. I en selvmodsigende bevægelse stræber det på samme tid mod liv og ro, mod eksistens og væren. Det ved, at “åndens uro” er prisen for dets egen udvikling, og at en vis distance fra objektet er betingelsen for, at det kan være nærværende for sig selv. Men det drømmer om en ro midt i uroen, om en tæt fylde, der dog bebos af bevidstheden. Og kvinden er netop en inkarnation af denne ønskedrøm. Hun er den ønskede formidler mellem naturen, der er manden fremmed, og hans ligestillede, der er alt for identisk med ham. 

Eller som Michel Carrouges (1920-1988) udtrykker det: 

Kvinden er ikke en overflødig gentagelse af manden, men et fortryllet sted, hvor den levende forbindelse mellem manden og naturen fuldbyrdes. Forsvinder hun, lades mændene ene tilbage som fremmede uden pas i en livløs verden. Hun er jorden selv, løftet til livets tinder, en jord, der er blevet lykkelig og følsom. Uden hende er jorden stum og død for manden. 

Kvinden forlenes således med en nærved over-naturlig kraft. Hun møder hverken manden med naturens fjendtlige tavshed eller med det hårde krav om gensidig anerkendelse. Ved et ganske enestående privilegium er hun selv en bevidsthed og alligevel synes det samtidig muligt at besidde hende. Takket være hende har manden mulighed for at undslippe den ubarmhjertige dialektik mellem herre og slave, der opstår, hvor der er tale om en vekselvirkning mellem to viljer.

Myten om kvinden bliver altså et udtryk for mandens behov for at gøre verden meningsfuld for sig selv – men via hende. Og det er denne illusion, som Simone de Beauvoir vil afmontere og afsløre som ideologi forklædt som kærlighed eller æstetik, ligesom hun råder kvinden til at træde ud af myten og blive en selvdefinerende aktør.

Afsluttende bemærkninger

Jeg håber ovenstående introduktion til første bind af Simone de Beauvoirs Det andet køn fra 1949 har vakt din interesse. I næste artikel vil jeg præsentere bind 2, der med undertitlen Erfaringer og oplevelse fokuserer på kvindens udvikling fra barn til voksen samt den lesbiske kvinde. 

Og hvis du vil introduceres til en anden forfatter, der bygger på flere af Simone de Beauvoirs tanker, er her et link til Ernest Beckers Pulitzer-vindende bog Fornægtelsen af døden, der især er inspireret af Beauvoirs tanker om menneskets behov for skabelse og selv-realisering.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com