For BOOKING forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

Introduktion

Friedrich Nietzsche blev født i 1844 og døde i 1900. Han var et vidunderbarn, søn og barnebarn af to præster og glødende religiøs, i hvert fald indtil han var 12 år gammel. Da han begyndte på universitetet i 1864, troede han dog ikke længere på eksistensen af Gud.

Fra 1869 var han professor i filologi ved Basel Universitet. På grund af mere alvorlig sygdom fra 1871 og et ønske om at fungere som filosof opsagde han dog i 1879 sin universitetsstilling for at rejse rundt i Europe på en beskeden pension. I januar 1889 blev han sindssyg, og indtil sin død blev han tilset af først sin mor og siden sin søster, Elisabeth Förster-Nietzsche (1846-1935). Hun overtog også ansvaret for hans bøger og stod bag den forvanskning af mange af hans tanker, der fik dem til at passe med hendes nazistiske og antisemitiske overbevisninger.

Nietzsche’s bog Afgudernes tusmørke fra 1888 bærer undertitlen eller hvordan man filosoferer med hammeren. Undertitlen skal forstås som en henvisning til Nietzsche’s kritik af traditionel filosofi og hans ønske om at nedrive alle moralske værdier. Dette ønske kom til udtryk i hans værker, hvor han berør et utal af temaer, men netop uden at opstille en større filosofisk struktur, som hans tanker kan fastgøres til. Han er blevet kritiseret for denne mangel, men kritikken misser hans pointe. Nietzsche ønsker ikke, at du skal kopiere hans tanker efter et system. Han vil have dig til at tænke selvstændigt og stille kritiske spørgsmål til alt. Selv Nietzsche!

Videnskab og sandhed

For Nietzsche er konceptet ‘sandhed’ langt mere komplekst, end det kan synes ved første øjekast. Nietzsche var ikke anti-rationalist eller imod videnskab, men han afviser den ide, at der er en sandhed og, hvis den gør, at den kan begribes af mennesket. Viden er simpelthen noget ukendt reduceret til noget kendt. Nietzsche uddyber:

Med hvad der er kendt menes, hvad vi er vant til, så at vi ikke længere forundres af det, vores hverdag, en eller anden regel vi kører i ring i, hvad som helst i hvilket vi føler os hjemme. Hør, er vores søgen efter viden ikke netop præcist dette behov for det velkendte, viljen til at finde noget kendt under alt ukendt, usædvanligt og tvivlsomt, så det ikke længere forstyrrer os? Er det ikke frygtens instinkt der driver os til at måtte kende? Og er glædesbrølet fra dem, der opnår erkendelse, ikke netop glædesbrølet pga. genoprettelsen af en oplevelse af sikkerhed?

Vores såkaldte forklaringer er derfor blot beskrivelser. Med tiden kan de blive bedre, men de forklarer ikke mere. Dette bør dog ikke komme som nogen overraskelse, for:

Hvordan skulle vi overhovedet kunne forklare noget? Vi opererer kun med ting, der ikke eksisterer: linjer, flader, legemer, atomer, opdelte tidsrum, opdelte rum. Hvordan skulle en forklaring overhovedet være mulig, når vi først forandrer alt til et billede, vores billede!

Med andre ord stikker vi os selv blår i øjnene, når vi antager, at vi kan basere noget som helst på fakta eller rigide strukturer:

Sandheder er illusioner, om hvilke man har glemt, at det er, hvad de er.

I “Om sandhed og løgn”

Alligevel udtrykker vores behov for sandhed sig i sådan en grad, at intet er mere nødvendigt end sandhed. Men hvorfor denne ubetingede vilje til sandhed, spørger Nietzsche, når:

Det er ikke andet end en moralsk fordom, at sandhed er mere værd end skinnet: det er endda den dårligst beviste antagelse i hele verden … Ja, hvad tvinger os overhovedet til den antagelse, at der gives en væsentlig modsætning mellem ‘sandt’ og ‘falskt’? Er det ikke nok at antage grader af øjensynlighed og ligesom lysere eller mørkere skygger og hele fremtoninger af det skinbarlige – forskellige valeurs, for at tale malernes sprog? Hvorfor skulle den verden, der angår os – ikke være en fiktion?

Dionysus vs. Apollo

Nietzsche sondrede mellem det Apollonesiske og det Dionysiske. I den græske mytologi var Apollo og Dionysos sønner af Zeus. Apollo var lysets gud og repræsenterede rational tænkning, orden og harmoni, mens Dionysos som vinens gud repræsenterede beruselse, ekstatisk begejstring, irrationalitet og kaos.

For Nietzsche var begge aspekter oprindeligt del af det græske drama, men med Sokrates ændrede dette sig i retning af det dialektiske. Dialektikken var pøblens visdom; den visdom, man forfaldt til, når man ikke længere kunne forlade sig på autoritet, som det skildres i det før-klassiske græske drama, som for eksempel Odysseen. Det er et selv-forsvar, mener Nietzsche, for den, der ikke har andre våben. Fornuft blev derfor et værktøj for mennesket til at “overvinde” sig selv, når han ikke kunne realisere sig selv i sin instinktive, dominerende væremåde. Ifølge Nietzsche havde dette fatale konsekvenser, da fornuften nu som en tyran begyndte at herske over menneskets instinkter.

De græske filosoffers moralisme er fra Platon af patologisk betinget; ganske som deres værdsættelse af dialektik. Fornuft = dyd = lykke betyder blot: man må efterligne Sokrates og op imod de dunkle begæringer sætte et permanent dagslys. Man må for enhver pris være klog, klar tydelig uanset prisen; enhver indrømmelse til instinkterne, til det ubevidste fører nedad

Fra “Afgudernes tusmørke“

Men, siger Nietzsche, rationalitet for enhver pris negerer livet. Derfor er Sokrates og kristendommen, som blot er en religiøs videreførelse af den græske filosofi, en misforståelse.

Ydermere mente grækerne, at menneskets sanser bedrog os og, at der bag den “umiddelbare verden” gemmer sig den “virkelige verden”. På den måde opstod idealismen og med tiden den kristne tro på et liv i det hinsides.

Men alle disse filosofiske opfindelser og religiøse maksimer, selve den kristne kirkes praksis er fjendtlig mod livet og benægter menneskets instinkt og naturlige impulser – uanset hvor fint vi iklæder dem moralsk fornuft.

Gud er død

Har I ikke hørt om det skøre menneske, der ved højlys dag tændte en lygte, løb hen på torvet og uophørligt skreg: “Jeg søger Gud! Jeg søger Gud”! … “Hvor er Gud henne” råbte han. “Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel – I og jeg. Vi er alle hans mordere … Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har slået ham ihjel! … Her tav det skøre menneske og så igen på sine tilhørere: også de tav og så forundret på ham. Til sidst kastede han sin lygte på jorden, så den gik itu og slukkedes. “jeg kommer for tidligt”, sagde han så, “det er endnu ikke tid for mig”.

Fra “Den muntre videnskab” (Artikel 125)

Sådan lyder et af de mest berømte citater af Nietzsche. Det er en konstatering med store konsekvenser. At Gud er død betyder, at Gud må have været i live på et tidspunkt, men at ideen om Gud ikke længere har opbakning. Da Gud historisk har været værdiskabende, betyder en verden uden Gud, at der ikke længere gives objektive værdier. Det betyder også, at alt, der hviler på troen på Gud, dør.

Dette har omkalfatrende følger og Nietzsche tvivler på, at selv de mest klarsindede indser, hvor meget der må kollapse, nu hvor den tro, det er bygget på, er blevet undermineret. Alligevel opmuntrer Nietzsche den meget frie ånd at byde muligheden for at befri Europa for den kristne moral velkommen; især muligheden for blive fri for det kristne hykleri og dets slavemoral.

Det kristne hykleri mener Nietzsche er tydelig i kirkens prædiken af evangelierne. For Nietzsche var Jesus en oprører, en politisk kriminel der kæmpede mod den etablerede orden og en inspiration til handling. Fra Paul og frem fokuserede kirken imidlertid på tro over handling, hvorved den korrumperede Jesus’ lære.

Endvidere opfostrede kristendommen ideen om en dommens dag, hvor de ikke-troende bliver straffet. Nietzsche fandt her, at kirken ved at prædike ideen om dom og hævn bedrog en central del af Jesus’ lære, som handler om kærlighed og tilgivelse – ikke straf og hævn. Ideen afslører ligeledes, at al kristen snak om kærlighed og tilgivelse ikke er andet end en maske, der dækker over en had og blodlyst, der i virkeligheden er kristendommens hjerte.

Men mere end noget andet sammenfatter Nietzsches lære om flok- eller slavemoralen måske hans mest berømte kritik af kristendommen.

Hersker- og slavemoral

Nietzsche beundrede det Hellenesiske drama. Dels fordi det afbildede guderne som fejlbarlige og menneskelige (udover deres guddommelige kræfter), og dels fordi det græske drama ikke begik den fejltagelse at separere menneskelighed fra natur. I virkeligheden er der ingen adskillelse, mener Nietzsche. Mennesket er ren natur og de af hans evner, som er frygtindgydende og betragtet som umenneskelige, kan være den frugtbare jord ud af hvilken alene, al menneskelighed kan gro.

Sandheden er hård, siger Nietzsche. Enhver højere kultur på jorden er begyndt med mennesker af en stadigvæk naturlig natur, barbarer i enhver frygtelig forstand af ordet, rovmennesker, endnu i besiddelse af ubrudte viljeskræfter og magtbegær, der kastede sig over svagere racer eller kulturer. I Hinsides godt og ondt lyder det således:

At afholde sig gensidigt fra at såre, overfalde, udbytte hinanden og at ligestille sin vilje med en andens: dette kan i en vis grovere betydning blive til god sæd og skik mellem individer [der står lige med hinanden]. Men så snart man måtte ønske at opfatte dette princip i videre forstand og om muligt endda som samfundets grundprincip, så ville det straks vise sig som det, det er; som en vilje til fornægtelse af livet, som et opløsnings- og forfaldsprincip … Også den krop [og ethvert sundt aristokrati] er nødt til selv, såfremt den er levende og ikke en død krop, at gøre alt det mod andre kroppe, som individerne i den afholder sig fra at gøre mod hinanden: den vil nødvendigvis være den legemliggjorte vilje til magt, den vil kræve at vokse, gribe om sig, drage til sig, vinde overmagten – ikke ud fra en eller anden moralitet eller amoralitet, men fordi den lever og fordi liv netop er vilje til magt.

‘Udbytning’ hører ikke til et fordærvet eller ufuldkomment og primitivt samfund: den hører til det levendes væsen, som en organisk grundfunktion, der er en følge af dens egentlige vilje til magt, der netop er livets vilje. – Måske dette som teori er en nyhed – som realitet er det al histories urfaktum: så vidt må man dog være ærlig over for sig selv.

Men efterhånden som det græske (og romerske) samfund udviklede sig, udvikledes også to distinkte moraler. Blandt den herskende klasse udviklede der sig en herskermoral, for hvilken godt var alt egocentrisk, det sublime og opløftede stadie af mennesket. Dette “stolte menneske” foragtede alt, der ikke tilsluttede sig denne moral, som svagt; som slet.

Blandt slaverne udviklede en meget anderledes slavemoral sig. Som de underkastede var de nødt til at opfinde en anden verden fra hvis synspunkt, de kunne anskue herskermoralen som ond og sig selv som retfærdige og gode. Slavemoralens udspring er derfor et “Nej” til herskermoralen og et nej til alt på jorden, der repræsenterer livets opstigning, alt der udvikler sig til magt, skønhed og selvbekræftelse.

I dets sted fremhæver slavemoralen medlidenhed, den venlige hånd, det varme hjerte, tålmodighed, hårdt arbejde, ydmyghed og afholdenhed, da det er de eneste værktøjer, det har til at overleve livets genvordigheder. Slaven betragter endvidere altid sig selv i andres øjne; den værdi, han har, er den, hans hersker giver ham. Det er den naturlige konsekvens for flokmennesket, der altid venter på en mening, da han ikke kan skabe sin egen, og som straks underkaster sig en hvilket som helst mening, uanset om den er “god” eller urimelig.

Slavemoralen udtrykkes i den jødisk-kristne moral, som al europæisk filosofi og religion udspringer af. Det er en “Nej’ets moral”, hvilket illustreres af De 10 bud, der stort set alle fokuserer på, hvad du ikke må. For den herskende klasse er glæde lig med handling og selvbekræftelse. For den beherskede klasse er glæde lig med at afstå, passivitet, bedøvelse og fred.

Nietzsche foragter flokmoralen og måden, den vender værdierne på hovedet ved at elevere det, der burde betragtes som foragteligt. I Moralens oprindelse skriver Nietzsche:

Nu lader de mig forstå, at de ikke blot er bedre end de mægtige, end jordens herrer, hvis spyt de må slikke (ikke af frygt, skam slet ikke af frygt! – nej, kun fordi Gud befaler at ære al øvrighed) – at de ikke blot er bedre, men også ‘har det bedre’, i hvert fald engang vil få det bedre. Men det er nok! Nok! Jeg holder det ikke mere ud. Dårlig luft! Dårlig luft! Dette værksted, hvor man fabrikerer idealer – det forekommer mig, at det stinker af lutter løgne.

Overvindelse, overmennesket og det sidste menneske

Et centralt tema i Nietzsches værker er hans ambition for mennesket om at overvinde sine allerede eksisterende værdier både på et individuelt og kollektivt niveau – og for menneskeheden som helhed. Den ultimative personificering er overmennesket (nogle gange refereret til som übermensch eller Supermand).

I Thus Spoke Zarathustra introducerer Nietzsche karakteren Zarathustra, der kommer ned fra bjerget for at lære det jævne folk om overmennesket:

Jeg lærer jer om overmennesket. Mennesket er noget, der skal overvindes. Hvad har I gjort for at overvinde det? … Hvad er aben for mennesket? En genstand for latter eller for smertelig undseelse. Og netop dette skal mennesket være for overmennesket …I har tilbagelagt vejen fra orm til menneske, og mangt og meget i jer er endnu orm. Engang var I aber, og endnu den dag i dag er mennesket mere abe end nogen som helst abe…

Overmennesket er jordens mål. Jeres vilje skal sige: overmennesket skal være jordens mål. Jeg besværger jer, brødre, vær jorden tro og lyt ikke til dem, der taler til jer om overjordiske håb! Giftblandere er de, om de vide det eller ej. Livsforagtere er de, henvisnende, selvforgiftede, som jorden er led ved – så lad dem da fare hen!

Men da det jævne menneske blot ser uforstående på Zarathustra, beskriver han i stedet det sidste menneske. Det sidste menneske er den, der fuldstændig har overgivet sig til sine omstændigheder. Som ikke mere er i stand til at “skyde sin længsels pil” og som står tilbage med en fattig og gold jordbund, hvor intet højt træ vil kunne vokse. Dette sidste menneske en en sørgelig undskyldning for et liv. Ja vist, han lever længst, siger Nietzsche, da hans slægt er uudryddelig som jordloppens, men der er intet tilbage i ham; intet kaos der kan “føde en stjerne”. I stedet vælger han “en smule gift nu og da for at få behagelige drømme. Og meget gift til sidst for at få en behagelig død”.

Men trods denne deprimerende beskrivelse afbrydes Zarathustra af en begejstret folkemængde: ‘Giv os det sidste menneske, oh Zarathustra,’ råbte de, ‘gør os til disse sidste mennesker…!’”

Nietzsche’s foragt for det jævne menneskes manglende evne til at ville overvinde sig selv kan dårligt være meget mere eksplicit!

Den evige genkomst og Amor fati

En anden vigtig ide i Nietzsches værker er hans idé om den evige genkomst:

Hvad om en dæmon en skønne dag eller nat sneg sig efter dig ind i din ensomste ensomhed og sagde til dig: “Dette liv, som du nu lever og har levet det, skal du leve endnu engang og utallige gange mere; og der vil intet nyt være i det, men hver en smerte og hver en lyst og hver en tanke og hvert et suk og alt usigelig småt og stor i dit liv skal vende tilbage til dig, og altsammen i den samme rækkefølge …” Ville du så ikke kaste dig til jorden og skære tænder og forbande den dæmon, der sagde sådan? Eller har du engang oplevet et vældigt øjeblik, hvor du ville svare ham: “Du er en gud og aldrig hørte jeg noget mere guddommeligt”!

For Nietzsche var dette den største af alle tanker, der ville have en afgørende indflydelse på, hvordan du lever dit resten af liv. Er du i stand til at besvare spørgsmålet bekræftende, er den selvbekræftende oplevelse af glæde opskriften for menneskets storhed. Overmennesket vil omfavne doktrinen og have en ubetinget accept af og kærlighed til sin skæbne (Amor fati). Den stærke siger ja til alt i dette liv, mens den svage sætter sin lid til det næste liv.

Viljen til magt

Spredt igennem Nietzsche’s tekster finder man referencer til viljen til magt. Typisk for Nietzsche opstiller han dog intetsteds en egentlig “doktrin” for begrebet. Alligevel anser nogle forskere begrebet som et centralt Nietzscheansk princip. Som følge af hans søster Elisabeth Förster-Nietzsche’s manipulation af hans tekster blev det også et princip, som nazisterne tog til sig. Filosoffen Martin Heidegger anså f.eks. viljen til magt som Nietzsches egentlige filosofi og mente, at Nazi SS tankføreren personliggjorde overmennesket!

Den objektive fortolkning

Et par eksempler fra Nietzsches bøger illustrerer konceptet. I Antikrist lyder det f.eks.:

Hvad er godt? – Alt, hvad der højner følelsen af magt, viljen til magt, magten selv i mennesket. Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svagheden. Hvad er lykke? Følelsen af at magten vokser, at en modstand bliver overvundet … De svage og mislykkede skal gå til grunde: vor menneskekærligheds første sætning. Og man skal endog hjælpe dem dertil.

I Viljen til magt beskrives verden som et “energimonster”, som hverken vokser sig større eller mindre, omsluttet af intethed og som går som “en kraft igennem alt, som en leg med styrker og bølger af styrke … Denne verden er viljen til magt – og intet andet! Og du selv er også denne vilje til magt – og intet andet”!

Disse udtalelser antyder, at Nietzsche mener, at der eksisterer en vilje til magt, som regerer verden som en underliggende metafysisk, universel og naturlig kraft. Problemet med denne objektive fortolkning er, at Nietzsche konstant advarede mod al metafysisk spekulation. Det virker derfor besynderligt, at han skulle foreslå et metafysisk princip som værende alts fundament.

Den subjektive fortolkning

I kapitlet Om selvovervindelsen i Således talte Zarathustra skriver Nietzsche:

Hvor jeg end fandt levende, hørte jeg tale om lydige. Alt levende må adlyde. Og dette er det næste: den, der ikke kan befale sig selv, ham må der befales af andre. Således er alt levendes skik … og selv i den tjenendes vilje fandt jeg vilje til at være herre.

Kapitlets titel antyder, at snarere end at opfatte viljen til magt som et underliggende princip i verden, skal det først og fremmest betragtes som magten over ens selv, magten til at overvinde eller transcendere sig selv. I dette lys er viljen til magt, når vi siger “Ja” til livet, når vi overvinder vores betingelser, skaber vores egne værdier og mening og går til angreb mod middelmådighed og selvopholdelsesdrift.

Dette er den subjektive fortolkning af viljen til magt. Verden afspejler selvet og selvet genkender sig selv i sin rolle i verden. Nietzsche anser dette som et farligt foretagende – livstruende og sindstruende – fordi de fleste foretrækker at leve livet flok’agtigt fremfor at konfrontere deres plads i verden. I dette lys er “sandhed” alt, der overvinder verden, uanset hvilket verdenssyn det efterlader. Sandhed er en mental konstruktion; alt der er psykologisk udholdeligt.

Musik, dans, latter og munterhed

For Nietzsche er leg, musik, dans og munterhed centrale dele af livet og derfor også centralt for enhver filosofi, der vil beskæftige sig med livet. Synspunktet forekommer oplagt. Er livets legefulde og sjove øjeblikke ikke en afgørende del af livets vidundere? Og opstår vigtige indsigter ikke ofte under latter og leg??

Vi tilhører ikke dem, der kun får ideer blandt bøger, stimuleret af bøger. Vi har for vane at tænke udenfor – mens vi går, springer, klatrer, danser og helst på ensomme klippetoppe eller nær havet, hvor selv stierne er tankefulde. Vores første spørgsmål til værdien af en bog, et menneske, en musikalsk komposition er altid: Kan de gå? Eller endnu vigtigere, kan de danse?

Sådan lyder det fra Nietzsche i Den muntre videnskab og han tilføjer:

Jeg ved ikke, hvad en filosofs ånd kunne ønske sig mere end at være en god danser. For dansen er hans ideal, hans kunst og, i sidste ende, hans eneste dyd, hans “tjenen af Gud”.

Intellektet er hos de allerfleste en klodset, skummel og skrattende maskine, der er svær at få i gang; de kalder det “at tage sagen alvorligt”, når de vil arbejde med denne maskine og tænke godt – åh, hvor byrdefuldt må det at tænke godt ikke være for dem! Det dejlige bestie mennesket mister tilsyneladende sit gode humør hver gang, det tænker godt; det bliver “alvorligt”! Og “hvor der er latter og munterhed, duer tænkningen ikke til noget”: sådan lyder dette alvorlige besties fordom over for al “munter videnskab”. Nuvel! Lad os vise, at det er en fordom!

Nietzsches optagethed af leg, musik og dans afspejler hans overordnede mission om kreativitet. Han tilskynder det modige menneske til at blive kunstner, til at skabe sine egner værdier og ikke tage livet for alvorligt, hængt op på universelle ideer om godt og ondt, som om vi kun kan tilgives vores liv, hvis vi konstant forfølger det gode. Dette er den åndens tunghed, der betragter livet som en byrde og som noget, der skal bæres. I stedet råder Zarathustra os til at lære at elske os selv (ikke en nem opgave, indrømmer han) og til at se livet, ikke som en test eller byrde, men som en glæde, hvor vi kan skabe vores eget gode og onde. I stedet for at lede efter den eneste måde at leve skal vi være i stand til at sige;

“Det – er nu min vej – hvor går jeres?” således svarede jeg dem, der spurgte mig “om vejen”. Thi vejen – findes slet ikke”!

Nietzsche i eksistentielt perspektiv

Nietzsche kan være vanskelig at læse og forstå. Ofte synes jeg, han kan minde om en tryllekunstner. Elegant holder han en nøgle op i en hånd blot for med den anden at få nøglen til at forsvinde og dukke op helt et andet sted. Så snart du fokuserer på nøglen eller prøve at gribe den, forsvinder den i luften. Det kan gøre ham frustrerende at læse. Hele tiden tvinges du til at forholde dig til, hvad du læser og spørge dig selv, om du er enig. Men det inspirerer og opmuntrer også. Nietzsche vil ikke forme dig i sit billede. Han vil forme dig i dit eget!

Igennem sit forfatterskab fremhæver Nietzsche igen og igen, at du skaber din egen sandhed; at ingen autoritet kan afgøre, hvad sandheden er for dig. Denne tanke er utænkelig for flokindividet, men en opfordring til handling for alle kreative og meget frie ånder, om end de skal være forberedt på et ensomt liv. Det var tilfældet for Nietzsche, der var dybt ensom, især da han skrev Således talte Zarathustra og i årene op til hans sindssygdom fra 1889. I 1887 kunne Nietzsche dog stadig skrive:

In media vita [midtlivet]: Nej, livet har ikke skuffet mig! Snarere finder jeg det fra år til år sandere, mere attråværdigt og mere hemmelighedsfuldt – fra den dag af, da den store befrier kom over mig, den tanke, at livet kunne være et eksperiment for den erkendende og ikke en pligt, ikke en ulykke, ikke et bedrageri! – Og erkendelsen selv: lad den bare være noget andet for andre, for eksempel en sofa eller vejen til en sofa eller en underholdning eller et tidsfordriv – for mig er den en verden af farer og sejre, hvori også de heroiske følelser har deres danse- og tumlepladser. “Livet som et middel til erkendelse” – med denne grundsætning i sit hjerte kan man ikke blot leve tappert, men tilmed leve muntert og le muntert! Og hvem skulle dog kunne forstå at le og leve godt, som ikke først og fremmest forstod sig på krig og sejr?

Og selv når vi lider, lærer vi mere af smerte, end vi nogen sinde kan lære af glæde. Medlidenhed er derfor en foragtelig reaktion. I Den muntre videnskab art. 338 lyder det således.

Hvad har I ud af især at have medlidenhed? Og hvad har de lidende ud af, at I har det? … – Det, vi lider dybest og mest personligt af, er uforståeligt og utilgængeligt for næsten alle andre: det holder vi skjult for den nærmeste, om han så også deler bord med os. Men når man så lægger mærke til vor lidelse, bliver den altid udlagt overfladisk; det kendetegner den medlidende affekt, at den afklæder den andens lidelse det egentlig personlige i den; vore “velgørere” formindsker vor værdi og vilje mere end vore fjender gør. Der er ved de fleste velgerninger, der vises ulykkelige mennesker, noget oprørende i den intellektuelle ubetænksomhed, hvormed den medlidende her spiller skæbnen: han ved intet om hele den indre følge og indviklethed, der betyder ulykke for mig eller for dig! Min sjæls samlede økonomi og dens udligning gennem “ulykken”, frembruddet af nye kilder og behov, tilgroningen af gamle sår, udskillelsen af hele fortider, alt, hvad der kan være forbundet med ulykken, bekymrer ikke den kære medlidende: han vil jo så gerne hjælpe og tænker ikke på, at der ligger en individuel nødvendighed i ulykken, at rædsler, afsavn, forarmelser, midnatstimer, eventyr, farer og fejlgreb er lige så nødvendige for mig og dig som det modsatte, at, for nu at udtrykke mig mystisk, vejen til éns egen himmel altid går gennem vellysten i éns eget helvede. Nej, det ved han intet om, for “medlidenhedens religion” (eller “hjertets”) byder ham at hjælpe, og man mener at have hjulpet bedst, når man har hjulpet hurtigst!

Praktisk taget alt der er stort – store film, kunst, mennesker mv. mv., – alt det er opstået som følge af mennesker, der har været villige til at lide for det. Tænk på Arnold Schwarzenegger i fitnesscenteret, Michelangelos opslidende år i værkstedet eller Nikola Tesla’s villighed til at gå mod strømmen. Al sådan storhed er født ud af en villighed til at overvinde den lidelse, der er nødvendig for at nå derhen.

Modsat har Nietzsche kun foragt til overs for den moderne arbejder, der blot ønsker sikkerhed:

Føj! at tro, at det tilgrundliggende for deres elendighed, jeg mener deres upersonlige trælgørelse, vil kunne ophæves gennem en højere løn! Føj! at lade sig besnakke til at tro, at slaveriets skændsel vil kunne gøres til en dyd inden for et nyt samfunds maskinelle drivværk ved at forøge dette upersonlige. Føj! at have en pris, så at man ikke længere er en person, men en skrue! … Hvor er jeres indre værdi, når I ikke længere véd, hvad det vil sige at ånde frit? når I ikke engang har mere magt over jer selv? når I alt for ofte bliver lede og kede af jer selv som af en doven drik?

Fra “Morgenrøde“

Nej! – siger Nietzsche, for den frie ånd er der kun én vej:

For – tro mig! – hemmeligheden ved at indhøste den største frugtbarhed og den største nydelse af tilværelsen hedder: at leve farligt! Byg jeres byer ved Vesuvius! Send jeres skibe ud på uudforskede have! Lev i krig med jeres ligemænd og med jer selv! Vær røvere og erobrere, så længe I ikke kan være herskere og besiddere, I erkendende! Den tid er snart forbi, hvor det var jer nok at leve skjult som sky hjorte i skovene! Omsider vil erkendelsen række hånden ud efter det, der tilkommer den: den vil herske og besidde, og I med den!

Fra “Den muntre videnskab” (Artikel 283)

Nietzsches aforismer

Gennem sit forfatterskab skrev Nietzsche mange aforismer. Han udgav ligefrem hele bøger kun med aforismer. Dette skyldes til dels hans dårlige helbred, der nødvendiggjorde, at han skrev i korte sektioner, men han formåede også at vende udfordringen til en fordel. Igennem sin skrivevirksomhed lærte han, at aforismen er en provokation, et springbræt og stimuli til yderligere stillingtagen. Det giver også læseren opgaven med at udfylde hullerne og danne sin egen mening.

Nedenfor har jeg citeret nogle eksempler på hans aforistiske stil.

Den skuffede taler. ‘Jeg lyttede efter genklang og hørte kun ros-‘

Der er ingen moralske fænomener, men blot en moralsk fortolkning af fænomenerne…

Den, der kæmper med uhyrer, skal se til, at han ikke selv bliver til et uhyre. Og hvis du ser længe ned i en afgrund, ser afgrunden også ind i dig.

Sindssyge er hos de enkelte noget sjældent – men hos grupper, partier, folkeslag, tidsaldre er det reglen.

Har man sit livs hvorfor, så kommer man overens med næsten ethvert hvordan.

Det, der er blevet fuldkomment, alt hvad der er modent – ønsker at dø. Alt hvad der er umodent ønsker at leve. Alt som lider, ønsker at leve, at det kan blive modent, muntert og længselsfuldt – længselsfuldt efter alt hvad der er fjernere, højere, lysere.

En grænse for vor høresans.– Man hører kun de spørgsmål, som man er i stand til at finde et svar på.

Det farligste synspunkt.– Hvad jeg gør eller ikke gør nu, er lige så vigtigt for alt kommende som den største begivenhed i fortiden: i dette vældige virke-perspektiv er alle handlinger lige store og små.

Hvad gør én heroisk? På én gang at gå sin største lidelse og sit største håb imøde.

Den daglige historie.– Hvad er den daglige historie hos dig? Se på dine vaner, som den består af: er de resultatet af talrige små fejgheder og dovenskaber eller af din tapperhed og opfindsomme fornuft? Så forskellige de to tilfælde end er, kunne folk dog godt tænkes at rose dig lige meget for dét, og selv kunne du jo tænkes virkelig at være dem lige meget til nytte på den ene som på den anden måde. Men ros og nytte og respektabilitet rækker måske for den, der bare vil have en god samvittighed – men ikke for dig, der gransker nyrer og lever og har en viden om samvittigheden!

Kritik af Nietzsche

Der kan rejses kritik af flere af Nietzche’s synspunkter. F.eks. er hans syn på kvinder både et produkt af hans tid og hans problematiske forhold til kvinder (han blev alvorligt brændt af den 17 år yngre Lou Salome (1861-1937) i 1882 og overvejede en tid selvmord, mens han dulmede smerterne med opium), men han var også en af de første filosoffer, der tog feministiske temaer op. Det til trods er aforismer, såsom “når du går til kvinder, husk din pisk” eller, at kvinder dagligt bliver “stadigt mere hysteriske og uegnede til at varetage deres første og vigtigste opgave, den at føde og opdrage børn”, ikke ældet med ynde.

Endnu vigtigere kan man dog stille spørgsmålstegn ved hans tilsyneladende klippefaste overbevisning, at mennesket i sin rene naturtilstand er drevet af egoisme og ubarmhjertighed. Han bygger sin overbevisning på, at historien, ifølge ham, viser, at det forholder sig således, men det modargument kan rejses, at verdenshistorien blot beviser, at mennesket er i stand til at gøre hvad som helst, hvis det er landet i en stor nok misforståelse. Hvem kan endeligt afgøre, at vores inderste ikke rummer en kerne af kærlighed, men at denne kan fejle, f.eks. som følge af misforståede opfattelser af udødelighed, lavt selvværd eller vildledte forsøg på at fusionere med vores omverden – eller noget helt tredje??

Hans påstand er både monumental og problematisk, fordi den indskrænker råderummet af menneskelige muligheder for sameksistens og bestemmer, hvilke løsninger vi kan lede efter. Hvis vi accepterer hans påstand, at forståelse og respekt kun er mulige mellem personer, der er lige, må vi spørge os selv, om vi som samfund eller race simpelthen blot skal acceptere, at det bedste samfund er et bestående af herskere, slaver og filosoffer. Men er det virkelig det mest ambitiøse mål for overmennesket? Hvis det forholder sig sådan, må det i hvert fald være rimeligt at spørge, hvad vores mest vedvarende følelse er – en, der bygger på kærlighed, eller en, der bygger på en tabt kærlighed? Nietzsche ville utvivlsomt afvise denne snak som forblommet tågesnak og at sådan følelser altid ville være underlagt viljen til magt, men også denne påstand kan opponeres imod. Hvilket er præcist, hvad Nietzsche ville ønsker, at du gør – tænker og når dine egne konklusioner!

Afsluttende bemærkninger

Jeg håber, at denne introduktion til Friedrich Nietzsche har givet dig lyst til at lære ham bedre at kende. Således talte Zarathustra er hans mest populære værk, men vær opmærksom på, at den er skrevet i et meget poetisk sprog, der kan være vanskeligt at værdsætte uden forhåndskendskab. Jeg vil derfor anbefale at starte med Afgudernes tusmørke, der er kort og skrevet som en indføring i hans tanker. Antikrist er en anden kort tekst, der giver en klar indføring i hans kritik af kirken og dens slavemoral. Herefter kan du begive dig ud i tungere værker, som Hinsides godt og ondt, Moralens oprindelse og Den muntre videnskab. Nu er du klar til Zarathustra, men starter du med den, får du intet ud af den. Andre gode steder at starte er Walter Kaufmanns introduktioner til Nietzsche eller Sue Prideaux’ biografi om Nietzsche “I Am Dynamite.”

For at lære om en anden interessant forfatter i samme retning er her et link til min artikel om Myten om Sisyfos af Albert Camus, der på mange måder bygger videre på Nietzsche. Og for at lære om en teistisk tilgang til de samme temaer er her et link til min artikel on Søren Kierkegaard. Nietzsche og Kierkegaard kendte ikke til hinanden, men begge ville utvivlsomt have taget imod udfordringen.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com