For BOOKING forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

Forord

Martin Buber (1878-1965) var en jødisk filosof, der især er kendt for sin teistiske og dialogbaserede eksistentialisme, dvs. en eksistentialistisk retning, der er optaget af, hvordan vi adresserer hinanden, naturen og Gud.

Hans mest berømte værk er bogen “Jeg og Du” fra 1923. Bogen betragtes som en klassiker, men vær opmærksom på at store dele af bogen er (over)skrevet i et henholdsvis poetisk eller ekstremt akademisk sprog, der ofte utydeliggør budskabet. Faktisk i en sådan grad at Martin Buber antydede til sin ven og oversætter af den engelske version, Walter Kaufmann, at han ikke selv forstod alle dele af teksten!

Det til trods er bogen stoppet med vigtige ideer, der berettiger (og nødvendiggør) mange gennemlæsninger, hvis du vil forstå bredden af Bubers tanker.

I det følgende vil jeg efter bedste evne sammenfatte Bubers hovedbudskaber. Det er en udfordrende opgave, og min sammenfatning vil uundgåeligt afspejle min læsning af Buber, men jeg håber mit forsøg vil tjene sit formål og gøre dig klogere på ham og hans spændende univers.

Et hurtigt overblik over Buber’s hovedtemaer

I “Jeg og Du” funderer Martin Buber over, hvordan mennesker interagerer med hinanden, udviklingen af selvbevidsthed og spiritualitet, kunst, viden, økonomi og staten, spørgsmålet om fri vilje og despoters natur.

Det er et storslået projekt, og for at kunne adressere så egenartede og vidt forskellige emner på kun 120 sider går Bubers tanker til selve kernen af den menneskelige eksistens: Hvordan vi opfatter og interagerer med verden – fra undfangelse til døden.

Jeg-Du vs. Jeg-Det

Bubers centrale antagelse er, at mennesket til alle tider forholder sig til andre mennesker, naturen og Gud enten i en Jeg-Du væremåde eller en Jeg-Det væremåde. I Jeg-Det væremåden forholder vi os til andre, som vi forholder os til instrumenter eller udstyr. Den anden, som ikke længere er et ‘Du’ men et ‘Det’, bliver trukket ind i vores verden for at varetage en funktion. Modsat er et Jeg-Du forhold altid behov-frit, baseret på gensidighed og i nu’et.

Ikke alene adskiller Du sig fra Det; selve Jeg’et er også forskelligt i de to situationer. I Jeg-Det forholdet ser du din omverden an fra mange forskellige vinkler; du kategoriserer omverdenen, analyserer den, vurderer den og tildeler alt en bestemt plads i tingenes store orden. Du holder også noget af dig selv tilbage, da dit ‘input’ er en funktion af erfaringer og overvejet.

I Jeg-Du forholdet bliver Jeg til ”mellem-væren”, forbundethed; Jeg’et bliver til og formes indenfor rammerne af forholdet. Jeg’et er således i bund og grund præget af forholdet til Du’et. For hvert Du og for hvert øjeblik af forbundethed skabes Jeg’et på ny som en ubegrænset funktion af Jeg og Du.

Sagt forenklet forholder mennesket sig i Jeg-Det væremåden til, hvordan tingene er, mens mennesket i Jeg-Du væremåden alene forholder sig til, at de er.

Denne skelnen har vidtrækkende konsekvenser.

Erfaring/Oplevelse vs. Forhold

Buber skelner mellem erfaringer/oplevelser og forhold. Erfaringer og oplevelser er noget, der finder sted i mennesket. Det kan tage flere former; en sensation, en følelse, en tanke mv. Erfaringer finder sted, når mennesket lever i Jeg-Det væremåden. Kendetegnende for en erfaring er, at den er uafhængig af verdenen i den forstand, at ingen andre behøver have en oplevelse, der minder blot det mindste om den. Andre kan have en lignende oplevelse, men ikke den samme. Den specifikke erfaring er i bevidstheden på “den erfarende” og ingen andre end ham eller hende.

Et forhold derimod kan kun finde sted her og nu mellem mennesker, når mennesket engagerer sig med sin eksistens i Jeg-Du væremåden. Når mennesker forholder sig til hinanden i Jeg-Du væremåden forholder de sig med deres fulde væsen, og de åbner op til den andens fulde væsen. Mens en erfaring kan opdeles i delkomponenter og beskrives, er et forhold af så altomfattende intensitet, at intet fra oplevelsen kan sammenfattes med ord. Forholdet eksisterer i et rige udenfor sproget, og varer kun så længe, Jeg-Du øjeblikket varer. Når det rinder ud og vi glider tilbage i Jeg-Det væremåden, falmer Jeg-Du oplevelsen til en Jeg-Det oplevelse af langt mindre intens – men nu beskrivelig – karakter.

For Martin Buber er det alene, når man forholder sig til sit medmenneske som et Du, at man kan engagere sig i eksistensens fulde potentialitet. Ikke fordi der er noget galt med Jeg-Det væremåden. Jeg-Det væremåden er nødvendig for at mennesket kan dele historier og erfaringer, koordinere aktiviteter mv. Men hvis vi kun lever i Jeg-Det væremåden, går vi glip af den mest kraftfulde måde, vi kan engagere os med tilværelsen på: Via forhold; ved at dele vores fulde væren, mens vi samtidig forholder os komplet åbne til vores medmenneskers fulde væren.

Denne væremåde var hverdagstilstanden for det “primitive” menneske, der altid sagde Du til sit medmenneske, naturen og Gud.

Mennesket, naturen og Gud

Det kan lyde overraskende, at mennesket kan forholde sig i en Jeg-Du eller en Jeg-Det væremåde til naturen og Gud. Vores medmennesker kan reagere på vores handlinger og forholde sig til vores åbnen og lukken. Hvordan kan et træ handle anderledes?

Bubers svar afspejler den intensitet, han tilskriver Jeg-Du forholdet. Nej, et træ, en larve, solen eller stenen ser ikke ud til at blive påvirket det mindste af vores væremåde, men de kommer “til live” på en anden måde, ligesom vi kommer til live på en anden måde i Jeg-Du “mellemværen”. Fra alene at være en Jeg-Det træ oplevelse, hvor træet kan reduceres til en stamme, grene, blade, rødder, mos, bark og lokation mv., bliver træet et træ i sin egen ret, som vi står i forhold til. Fra at være et separat objekt forvandles træet til sammen med os at være en fællesdel af naturen og stå i forhold til hinanden, naturen og Gud, Det evige Du, som alle Jeg-Du forholds forlængede linjer mødes i, som Buber skriver.

Bubers budskab er inderligt og dybfølt. Vi kan forholde os til naturen i en Jeg-Det væremåde, hvor alt kan reduceres til dets delkomponenter og hvor vi – efter bedste evne – kan forstå og mestre den viden. Eller vi kan forholde os til eksistensen i en Jeg-Du væremåde, hvor intet kan reduceres, hvor der er hverken (be)dømmen eller forståelse, ingen kategorisering eller reduktion, men hvor vi alene sætter os i forhold til.

I samme ånd lyder Bubers budskab, at mennesket kun kan tale til Gud, aldrig om Gud. At tale om Gud afspejler Jeg-Det væremåden og baserer sig på en ide om, hvad Gud er eller kunne være. Men Gud kan vi kun forholde os til. Gud er det centrale, organiserende Du, som alt står i forhold til. Bubers præcise budskab forbliver uklart, men som jeg forstår ham, er hans budskab, at hvis mennesket vil møde Gud, må mennesket forkaste alle forestillinger om mening eller håb og stille sig nøgen og skrøbelig foran universet. Da og kun da kan øjeblikket vise sig for ham af nåde, og han kan vælge det med en viljeshandling, jf. nedenfor om vilje og nåde.

Udviklingen af selvbevidsthed over årtusinderne

Bubers beskrivelse af Jeg-Det væremåden kan måske lyde genkendelig. Det er da også den væremåde, han mener, det moderne menneske bruger langt de fleste af sine vågne timer i. Men hans beskrivelse af Jeg-Du væremåden er mere drilsk; Hvad præcist er denne besynderlige Jeg-Du tilstand? Hvordan eksisterer et menneske overhovedet i en sådan drømmelignende tilstand? Og vigtigere endnu, hvorfor skulle mennesket udvikle to så særegne væremåder?

Det sidste spørgsmål er det centrale, og for at besvare det tager Buber os med til det “primitive” menneske. Det primitive menneske var i intim kontakt med sin Jeg-Du væremåde, siger Buber, da Jeg og Du endnu ikke var opdelt for ham. For det primitive menneske var alt forskellige aspekter af forhold, og der var strengt taget ikke nogen forskel på, om disse forhold involverede de døde, som besøgte ham i hans drømme, høvdingens formanende blik eller Shamanens ekstatiske sang og dans.

Alle typer stimuli i det primitive menneskes verden var reguleret af hans forhold til disse stimuli. Han havde intet behov for, kunne slet ikke reducere nogle af disse fænomener til delkomponenter. Hans eneste “forståelse” af dem var hans relation til dem, og “forståelse” er endda ikke det rette ord, for han opfattede dem slet ikke som noget, der kunne forstås. Træet, høvdingen, solen og medmennesket var blot, ligesom han blot var.

Som årtusinderne gik skete der imidlertid noget. Gradvist lagrede erfaringerne sig som minder, der blev til objekter, som fortættedes i kategorier og til sidst stod ét fænomen tilbage, som forblev det samme igennem alle forandringerne: ‘Jeg‘.

Da først selvbevidsthed var skabt med Jeg, var Du et lille skridt og hermed udsattedes mennesket for det første split i sin eksistens. Med tiden førte Jeg-Du opdelingen til Jeg-Det opdelingen, som uundgåeligt måtte følge, det øjeblik verdenen var befolket af selvbevidste væsener, der var ivrige efter at dele deres erfaringer og oplevelser med andre selvbevidste væsener.

Udviklingen af spiritualitet – fra foster til menneske

En selvbevidsthed udviklingsrejse, som kan sammenlignes med det primitive menneskes, er menneskets rejse fra foster til voksent menneske.

I livmoderen er fosteret ét med den store moder natur. I denne tilstand har erfaringer i sig selv ikke nogen mening. Det eneste af betydning er relationen, forholdet, der til gengæld betyder alt. Fosteret begriber ikke og kan ikke begribe andet end ren association, den komplette indlejring i naturen og alts intime relation.

Efter fødslen er dette det “hemmelige ønskebillede”, som Buber kalder det, mennesket bærer med sig gennem hele livet. En længsel, ikke efter en livmoderlignende tilstand, men efter igen at engagere sig med verden og eksistensen i denne alt-omfattende tilstand.

Dette er årsagen bag og meningen med udviklingen af spiritualitet. Vi erstatter den intime fysiske kontakt, vi oplevede i livmoderen, med en spirituel forbundethed, der kan give os et lignende forhold til verden og universet. Og dette kan vi ikke finde gennem nogen erfaring, kun via forhold.

Buber beder os betragte barnet. I en periode efter fødslen har barnet ikke noget begreb om separation, og når barnet begynder at udforske sin verden, “[viser] en oprindelig stræben efter forhold sig allerede på det tidligste og dunkleste trin”. Hvad barnet rækker ud efter er ikke oplevelsen af eller fra et objekt. Objekter har ingen mening for barnet. Hvad barnet søger, er en anden levende skabning, et Du barnet kan forholde sig til.

Dette afspejler spædbarnets ønske om at gøre alt til et Du, og Buber insisterer på, at længslen efter forhold er primær, og at dette ønske sigter efter modparten vekselvirkende kraft, efter “ømhed”. Men ligesom det primitive menneskes erfaringer med tiden blev til minder, der blev til objekter og kategorier, vil det eneste, der med tiden står tilbage for barnet være Jeg. Med Jeg følger Du, og så snart Jeg-Du forholdet er skabt, er der ikke langt til Jeg-Det forholdet.

Jeg-Det er altså den senest udviklede væremåde, men så snart den har manifesteret sig, vil den hastigt udvide sig og – hvis muligt – til sidst fylde alle menneskets vågne timer. Hvorfor? Fordi Jeg-Det tilstanden er sikker, forudsigelig og komfortabel. Jeg-Du begivenheder derimod “[river] på en farlig måde med til det yderste; de løsner den velprøvede sammenhæng, efterlader snarere spørgsmål end tilfredshed, ryster sikkerheden – i lige grad uhyggelige og uundværlige”, som Buber skriver. Han fortsætter; “I rent nærvær lader det sig ikke gøre at leve; nærværet ville fortære en, hvis der ikke var sørget for, at det hurtigt og grundigt bliver overvundet. Men det lader sig gøre at leve helt i fortiden, ja kun i den er det muligt at indrette et liv. Man behøver kun at fylde hvert øjeblik med at erfare og bruge, og nuet brænder ikke mere”.

Men selvom det kan være fristende at forblive i Jeg-Det væremåden, og selvom intet menneske kan leve uden, advarer Buber, at “hvem der kun lever med Det, er ikke menneske”.

Vilje og nåde

Med Jeg-Du og Jeg-Det etableret som to væsensforskellige væremåder bliver spørgsmålet, hvordan man kan fremme eksistensen i Jeg-Du tilstanden (hvis man måtte ønske dette)?

Inden dette forsøges besvaret skal det igen understreges, at Jeg-Du væremåden ikke er en tilstand, man kan eksistere i over længere perioder. Hvis man bliver for længe i Jeg-Du tilstanden, brænder man op i Du’ets hvide flamme. Jeg-Du væremåden er en tilstand, vi kun kan besøge ind imellem. Men des mindre vi besøger den, des mindre vil vi føle os i live.

For Buber er Jeg-Du tilstanden en funktion af aktivitet og passivitet, af at vælge og blive valgt. Først, siger han, skal øjeblikket opstå ved en nådeshandling. Du kan ikke forcere tilstanden. Du må fordybe dig i eksistensen og åbne op til eksistensens mulige fuldhed. Det er ikke noget, du kan søge, men noget der finder dig. Og når det finder dig, skal du vælge det med en aktiv viljeshandling.

Hvis det lyder uklart, er det fordi, Buber ikke er særlig klar. Dette afspejler dels hans særlige skrivestil, men også emnet. Jeg-Du oplevelser overskrider sproget, og vi kan derfor ikke formulere, hvad de består af.

Men som jeg forstår Buber, argumenterer han for, at vi er nødt til at være ekstremt varsomme med at (be)dømme hinanden, at vi ikke må lade fordomme komme i vejen for mødet med andre og via en åben invitation skal skabe rum for den anden til at udfolde sig frit, hvis denne med en viljeshandling ønsker at udfolde sig. Med andre ord opstiller han radikale appeller til menneskelig ydmyghed, tolerance og mod.

Til gengæld vinder du den sande, indeterministiske frihed.

Kausalitet og frihed

For Buber er alt i Jeg-Det væremåden forbundet og et resultat af hinanden. Da alt er forbundet i rum og tid, er mennesket også helt og aldeles styret af reglerne om årsag og virkning, og det giver derfor ingen mening at tale om fri vilje. Jeg-Det væremåden er at sammenligne med et program, der gør, som dets algoritmer befaler det.

I Jeg-Du tilstanden derimod foregår livet i ‘mellemværen’ udenfor årsag og virkning. Hvad der sker her er uforudsigeligt og eksisterer udenfor rum og tid. Vi kan derfor heller ikke gengive, hvad der sker, da det ligger udenfor forståelse, kategorisering og sprog. Det tætteste vi kan komme, er en forsimplet Jeg-Det beskrivelse, men denne er i sagens natur en skygge af relationen og kan ikke indfange den frihed, der fyldte Jeg-Du begivenheden.

Igen er Buber langt fra klar, men hans budskab synes at være, at når du åbner dig for Jeg-Du væremåden, åbner du op for det uforudsigelige nye. I denne mellemværen kan mennesket udleve sin frie vilje, selvom (eller rettere fordi) den udøves uden reference til tidligere begivenheder, erfaringer og “programmering”. Beslutningerne er ubegrænsede, fordomsfri og i fuldstændig harmoni med både indre og ydre betingelser, fordi de eksisterer i mellemværen. Jovist, så snart Jeg-Du begivenheden er rindet ud, vil personen igen lande i sin Jeg-Det væremåde, men enhver nødvendighed og determinisme der nu følger, vil udfolde sig i ekkoet af Jeg-Du begivenheden.

Jeg-Du mennesket er derfor det virkeligt frie menneske, selvom han kan se ud, som om han netop opgiver sin fri vilje. Det er frihedens forunderlige paradoks. Først når du giver slip, på det du ikke holder, dukker det op. Det bekymrer ikke Jeg-Du mennesket, at han – som alle andre – oscillerer mellem Jeg-Du og Jeg-Det væremåden, for han ved, at han ikke er bundet af Det. Enhver forudbestemmelse, man kan tilskrive ham, er altid intimt forbundet med hans frihed, og for ham er skæbne derfor ikke noget, han væmmes ved. Han betragter livet som fuldendelsen af sin frihed og sin forudbestemmelse. Om tingene går som planlagt, bekymrer ham ikke, for enhver modstand afslører blot livets mysterium for ham.

Modsat lever Jeg-Det mennesket i en verden af kausalitet. Han betragter livet som noget, der kan planlægges og fuldendes i overensstemmelse med den plan. Når tingene ikke går som planlagt, leder han derfor efter årsager, der kan forklare den forfærdelige skæbne, der overgik ham.

Kunst, æstetik og viden

De forudgående tanker er af en meget teoretisk og indadskuende karakter. Buber var imidlertid meget bevidst om, at hans tanker havde praktisk anvendelighed og værdi.

I forhold til kunstens verdens plæderer Buber således for, at en kunstner skal sætte sig i et Jeg-Du forhold til sit kunstværk og derved afdække den form, som venter på at blive afsløret. Ellers vil værket blot blive endnu et Det i en lang række af Det’er.

Desværre opfatter samtiden kunst som ting, som objekter løsrevet fra den intention, kunstneren havde. Kunst i dag rubriceres, sammenlignes og prissættes. Især prissætningen løber med opmærksomheden i dag, og vi bliver løbende orienteret om, at nu er dette eller hint kunstværk solgt på auktion for et nyt rekordbeløb. Kunstnerens intention bag værket hører vi derimod sjældent om – heller ikke når vi provokeres af dets vulgaritet.

De samme mekanismer genkendes fra sportverdenen. Tænk for eksempel på de Olympiske Lege, hvor det hurtigt handler om, hvilket land der har vundet flest medaljer i stedet for en fejring af den menneskelige krop. Eller tænk på tv-programmer som X-Faktor, The Bachelor, Hvem vil være millionær eller Løvens hule. Hvad der skulle handle om kunst, kærlighed, viden og kreativitet bliver i stedet konkurrence og underholdning.

På lignende vis begræder Buber, at viden i dag behandles som noget, vi kan besidde, når det burde være noget, vi står i forhold til og noget, vi kan bruge til at fremme meningsgivende forhold. Der er intet galt med viden som et Det i sig selv. Vi behøver viden for at kurere sygdomme, bygge broer og producere fødevarer, men hvis viden alene er noget, vi lærer udenad som et værktøj, går vi glip af den mulighed, viden rummer i forhold til at fremme vores Jeg-Du verden. I stedet bliver viden et værktøj til at fremme vores individuelle Jeg-Det projekt, og noget vi bruger til at slå hinanden oveni hovedet med.

Økonomi og staten

Buber er en radikal kritiker af den moderne opfattelse af økonomi og stater, som han finder dybt umenneskeliggørende. I den moderne verden, siger han, betragter førende stats- og forretningsmænd mennesker som serviceleverandører, der efter et regneark sættes i beskæftigelse i overensstemmelse med deres specifikke evner.

Denne tilgang afspejler Det-verdenen; en verden bestående af produktion og forbrug hvor ingen længere siger Du til nogen eller noget. Det er også en tabt verden, siger Buber, hvor “verdenslederne” kun ser ud til at lede. I realiteten kan de imidlertid kun justere sig selv til maskineriet, og det endda kun så længe maskineriet tillader det.

Martin Buber anerkender menneskets drifter, herunder menneskets vilje til profit og vilje til magt, som han betragter som naturlige og legitime, så længe de er knyttet til menneskets vilje til menneskelige forhold. “Der findes ingen ond drift, før driften løsriver sig fra menneskets væsen”, siger han, men hvis viljen til profit og magt ikke har del i ånden og menneskets væsen, har de ikke del i livet. Er dette sket, kan vi ikke længere udbedre manglerne indenfor systemet. Buber mener, at den eneste løsning da er en omfalkatring af systemet, og her ser vi hans radikale kritik af økonomi og stat i sit fulde omfang.

For at iværksætte denne transformation må vi først genetablere forbindelsen mellem vores arbejde og besiddelser og den højere ånd. I sig selv har arbejde og besiddelser ingen værdi. Det er kun i kraft af ånden, at betydning og glæde kan flyde ind i alt arbejde. Det moderne menneske vil derfor aldrig finde sand betydning og glæde i sit arbejde og besiddelser, før han anerkender den Du-talende og modsvarende ånd, og at al i sandhed meningsfuld beskæftigelse begynder her.

Vores tilbagevenden og slagtningen af trolden

Hvordan kan vi som samfund vende tilbage til en mere Jeg-Du orienteret kultur, nu vi længe har været dybt begravet i Jeg-Det verdenen? For det første må vi erkende, at det forholder sig sådan, siger Buber. Vi er nødt til at anerkende virkningerne af den Jeg-Det forståelse, vi har indlejret os i – og indlejrer os stadigt mere i med hver lov, hvert domhus, “budget år” og alle andre regler og institutioner, vi rejser under Jeg-Det væremådens ånd. Hvis vi ikke når denne erkendelse, vil vi nemlig alene betragte vores muligheder fra et Jeg-Det perspektiv og under den fejlopfattelse, at vores eneste mulighed er at leve efter reglerne eller udenfor dem, dvs. acceptere eller begå oprør indenfor det eksisterende paradigme. Men det er ikke vejen til Jeg-Du tilstanden, der forudsætter et opgør med det bestående Jeg-Det paradigme.

Ifølge Buber får man magt over en incubus ved at adressere den ved dens navn. Hvad er en incubus? En incubus er en mandlig dæmon, der har samleje med kvinder, mens de sover!

Med andre ord; vi er nødt til at adressere den dæmon, der tager os i vores søvn, og vi er nødt til at sige det åbent. Vi er nødt til at vågne, blive bevidste og bedre til at forholde os til vores eksistens og det potentiale, eksistensen rummer for Jeg-Du forhold. Altså et klassisk eksistentialistisk budskab: Vågn op, menneske!

Buber udtrykker det således: “Det frie menneske er det, der vil uden vilkårlighed. Han tror på virkeligheden; det vil sige, han tror på den reale forbundethed i den reale tohed: Jeg og Du. Han tror på sin bestemmelse [skæbne] og at skæbnen behøver ham. Den fører ham ikke, den venter på ham. Han må selv gå den i møde uden at vide, hvor den venter på ham. Han må gå ud med hele sit væsen; det ved han. Det vil ikke gå, som mennesket ville det i sin beslutning; men hvad der skal komme, vil kun komme, når mennesket beslutter sig til, hvad det kan ville. Mennesket må ofre sin lille vilje, der er ufri, behersket af ting og drifter, til den store vilje, der bevæger sig bort fra at være bestemt og frem mod sin bestemmelse. Da griber mennesket ikke mere ind, og det lader heller ikke blot stå til. Det lytter til, hvad der kommer af sig selv, væsnets vej i verden; ikke for at blive båret af det: for selv at virkeliggøre det sådan, som det ønsker at blive virkeliggjort af mennesket; der er brug for menneskeånd og menneskebedrift, menneskeliv og menneskedød. Dette menneske tror, sagde jeg: men dermed er der også sagt; det går i møde”.

Mennesket må ofre sin “lille vilje” for den “store vilje”, dvs. afstå fra de små fristelser til fordel for det større livs- og forholdspotentiale og hans store bestemmelse. Det må han gøre ved at træde ud i livet med hele sit væsen, mens han accepterer, at tingene ikke vil gå som planlagt eller ønsket. I stedet må han lytte til det, der gror, møde det med sin fulde ånd og tilstedeværelse og aktualisere det, som det aktualiserer ham med, som Buber siger, “menneskeånd og menneskebedrift, menneskeliv og menneskedød”.

Jeg-Det mennesket derimod er forudbestemt af ting og begivenheder. Han har ikke nogen stor vilje og prøver at sætte sit omskiftelige og vilkårlige temperament i dets sted; nu dette, nu hint, altid fleksibel i forhold til mål og værdier. Med Bubers ord: “Helt uden evne til at bringe et offer er dette menneske, selv om det også fører ordet i munden: du kender det på, at det aldrig bliver konkret”. Jeg-Det mennesket er det opportunistiske menneske, der altid prøver at “hjælpe skæbnen på vej”, men altid på baggrund af det, det det, aldrig Du. For ham er det frie Jeg-Du menneske ikke frit. Han kan simpelthen ikke se ham som fri, men kun som et offer for forandring og usikkerhed. Hvad Jeg-Det mennesket ikke forstår er, at Jeg-Du mennesket – ulig ham selv – ikke har et formål her og et middel der. Jeg-Du mennesket har kun en ting: sin beslutning om at gå sin bestemmelse, sin skæbne i møde. Denne beslutning vil han forny ved hver en korsvej han møder. Han tror; han går i møde. Men det ikke-troende og vilkårlige Jeg-Det menneskes verden savner både offer og nåde, møde og nutid, og er komplet og fuldstændig underlagt mål og middel.

Despoters natur – Person vs. Ego

Buber skelner mellem person og ego. En person siger “Jeg er”, medens egoet siger, “det er sådan, Jeg er”. Egoet deltager ikke i nogen aktualitet. Alt er erfaring i ham. Han sætter sig i forhold til, men går ikke ind i et fælles forhold og prøver at besidde så meget som muligt ved hjælp af erfaring og udnyttelse.

Et menneske er enten i ego- eller person-tilstanden. Som eksempler på Jeg-Du personer nævner Buber Sokrates, Goethe og Jesus. Sokrates er Jeg’et af uendelige og ligeværdige samtaler. Goethes Jeg er det Jeg, der er et med naturen, og Jesus’ Jeg er ubetinget forhold og relation.

Men, spørger Buber, hvad sker der “hvis et menneskes mission forlanger af ham, at kan alene skal kende sin forbundethed med sin sag og ikke have noget rigtigt forhold til et Dig … således at alt omkring ham bliver til et Det, der skal tjene hans sag? Hvordan forholder det sig med Napoleons Jeg-sigen”? Napolen kendte ikke Du-dimensionen og var hverken person eller ego. Snarere er han et eksempel på den skæbnesvangre type, der opstår en overflod af i farefulde tider; despoten som alt flammer imod, men som selv står i en kold ild: “Han som tusinder har et forhold til, og som selv ikke har et forhold til nogen”. Et menneske som ser på andre, som han ser på sig selv; som en maskine der skal bestemmes, programmeres og bruges til dets formål. Et menneske hvis Jeg-sigen ikke er empatisk: “Han taler slet ikke om sig selv, han taler kun ‘ud fra sig selv‘”.

Det tragiske er, at samtiden kan misforstå det dæmoniske menneske og gå i ekstase over “herskerpræget på den frygtløse leders kommanderende pande”, uanset om denne sidder på en Napoleon, en Hitler eller en Trump. Samtiden formår ikke at se, at hvad der driver det dæmoniske menneske hverken er en lyst til eller fornøjelse ved magt. Det tragiske, det virkelige dommedagsscenarie, er langt mindre iøjnefaldende; det er bestemmelse og fuldkommengørelse. Det dæmoniske menneske er nødt til at handle på en bestemt måde, at bevæge sig mod et bestemt mål, uanset hvor mange Det’er, der kommer i vejen.

Kritik af Buber

Jeg håber ovenstående giver en ide om Martin Bubers fascinerende verden. Som sagt i indledningen er han svær at læse. Han udtaler sig ofte på baggrund af brede generaliseringer om menneskeheden. Her kunne man i det mindste forvente, at han var koncis og ligefrem, men også her benytter han poetiske vendinger og indviklede sætningskonstruktioner. Han fremstår derfor ofte meget prætentiøs og kan være en byrde at læse. Jeg sukkede i hvert fald ofte under læsningen og havde mange gange lyst til at give op.

Hans manglende præcision forstyrrer også hans tanker. For eksempel skelner han meget strikt mellem Jeg-Du og Jeg-Det væremåderne, men det er formentlig mere rigtigt at hævde, at væremåderne befinder sig på et kontinuum. I den ene ekstrem af Jeg-Du væremåden kan vores væremåde sammenlignes med fostertilstanden, hvor Jeg og Du er ét. I Jeg-Det væremåden er den yderste ekstrem despoten, der slet ikke kender til eksistensen af noget Du.

Men selvom Bubers mangel på præcision kan begrædes, kan hans entusiasme og vigtigheden af hans budskab ikke; Der kan opstilles mange argumenter for, at det moderne menneske stadigt mere lukker sig ind i en tilgang til verdenen, hvor alt skal kunne forklares og kommes på formel. Fra barnsben går jagten ind på det gode liv, uddannelse og karriere, rejser og oplevelser, familie, børn og i dag også personlig branding på sociale medier, plasticbehandlinger mv. Alle disse tiltag baserer sig i et eller andet omfang på, at vi kan planlægge os frem til det gode liv. Og retning skal der da utvivlsomt også til. Bubers inderligt følte budskab er blot, at disse tiltag kun har reelle, livsbærende kvaliteter, hvis de alle først og sidst har som mål at fremme vores forhold til hinanden.

Afsluttende bemærkninger

Jeg håber ovenstående lange sammenfatning af hans tanker har åbnet dine øjne for dette synspunkt. Og i hvert fald giver artiklen dig et godt udgangspunkt, hvis du har fået mod på at læse hans originale værker.

Hvis du vil blive klogere på en anden religiøs eksistentialist, kan du her læse om Søren Kierkegaard, hvis tanker på en række områder minder om Bubers. Ligeledes er her et link til Bubers samtidige forfatter, Franz Kafka, der også er optaget af livets store spørgsmål. Kafka hørte i øvrigt en forelæsning af Buber i Prag, men var ikke synderligt imponeret. Sprogligt ligger de da også så langt fra hinanden, som man kan forestille sig (senere talte Kafka dog varmere om Buber). Endelig er her et link til min artikel om Irvin Yalom og hans syn på eksistentiel isolation som et af tilværelsens ultimative anliggender.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, fx som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com