For BOOKING forespørgsler kontakt info@skeleton-man.com

Ifølge teorien om Terror Management (TMT) har bevidstheden om og angsten for døden afgørende indflydelse på alle vores følelser, tanker og handlinger – fra vores begejstring for sport til vores skræk for eksaminer og vores glæde ved vækkeurets znoose-funktion.

Hvordan kan det nu hænge sammen?

Det biologiske imperativ om overlevelse

Som alle andre dyr er mennesket født med en biologisk stræben efter overlevelse. I modsætning til andre dyr ved mennesket imidlertid, at uanset hvad vi gør, vil vi før eller siden tabe kampen til døden. Det er en dybt bekymrende indsigt. Vi vil gøre næsten alt for at bevare livet. Alligevel skal vi leve med visheden om, at vores stræben efter at leve når som helst kan og uundgåeligt vil lide nederlag.

Hvordan vi håndterer angsten for døden

Mennesket ville blive handlingslammet, hvis det konstant bekymrede sig om sin uundgåelige undergang. Vi er derfor nødt til at undertrykke bevidstheden om døden, hvilket vi gør på to måder. Vores fælles kulturelle verdenssyn – dvs. de overbevisninger vi skaber til at forklare virkeligheden med – giver os en fornemmelse af mening og retningslinjer for vores adfærd på jorden. Samtidig lover vores fælles kulturelle verdenssyn en form for udødelighed ved at gøre os til en del af noget større, som vil bestå, lang tid efter vi er gået bort.

Den anden vigtige ressource til at undertrykke vores dødsangst er følelsen af personlig betydning, også kendt som selvværd. Uanset om vores selvværd bygger på at være den hurtigste løber i verden eller den bedste til at gætte vinderen af lørdagens fodboldkamp, udgør selvværd den enkeltes fundament for en tro på, at vedkommende er et betydningsfuldt væsen med noget at byde på.

At dømme en prostitueret

I et forsøg i USA blev 22 byretsdommere præsenteret for en sag, hvor en prostituteret skulle have fastsat en kaution for trækkeri. Det typiske kautionsbeløb i denne type sager var 50 USD, hvilket også var det beløb, kontrolgruppen fastsatte. Hvis dommerne kort før afgørelsen var blevet mindet om deres egen død, blev kautionsbeløbet imidlertid i gennemsnit sat til 455 USD, dvs. mere end ni gange så meget.* Vi betragter normalt dommere som rationelle eksperter, der alene afgør sager på baggrund af fakta. Hvad skete der?

Ifølge Terror Management Teori er forklaringen, at dommerne søgte at lægge afstand til deres dødsangst ved at fremme og opretholde deres kulturelle verdenssyn. Ved at fastsætte en højere kaution for en person, der forbrød sig mod den almene kultur, bekræftede og underbyggede de det fælles, kulturelle verdenssyn og dermed et af deres egne værn mod angsten for døden.

* Dommerne blev mindet om personlig død vha. to spørgsmål; (1) Beskriv kort de følelser tanken om din egen død vækker i dig, og (2) beskriv så godt du kan, hvad du tror, vil ske med dig, mens du fysisk dør og efter, du er afgået ved døden.

Tingenes orden

Tingenes orden er et syn på verdenen så dybt indgroet i os, at praktisk taget alt vi tænker, føler og gør er formet af det. Dets dybeste rødder går tilbage til vores tidligste barndom, hvor den primære kilde til vores oplevelse af psykologisk sikkerhed er vores forældres kærlighed og beskyttelse. Oplevelsen af at føle os gode og værdsatte udvikler vores selvværd – især som børn.

I løbet af vores opvækst bombarderes vi med signaler om, hvad der er godt og dårligt, og gradvis optager vi indtrykkene i det skema, der udgør tingenes orden.

Omkring treårsalderen begynder dødsbevidsheden at gøre sin entre, og snart går den forfærdelige sandhed op for os. Døden er ikke blot en uheldig tildragelse, der kan ramme de gamle. Døden rammer alle, inklusiv os selv.

Denne indsigt er monumental. Så snart børn indser, at de, såvel som deres mor og far, er skrøbelige og endelige, overtager kulturen forældrenes rolle som garant for ligevægt og sikkerhed. Med ét fremstår guddomme, sociale autoriteter og institutioner som mere stabile og varige.

Støt op om flaget

Når tilfældigt udvalgte tyskere blev interviewet foran en detailhandel, udviste de ikke nogen særlig forkærlighed for tyske produkter. Men når det samme interview foregik foran en kirkegård, foretrak de adspurgte tyske biler og feriesteder fremfor udenlandske alternativer.

En anden undersøgelse viste, at når en tilfældigt udvalgt gruppe personer blev mindet om deres egen dødelighed, var de modvillige til at benytte objekter, der er særligt ladet med symbolsk og kulturel betydning til formål, der kunne forekomme blasfemiske, f.eks. at benytte et kors som hammer eller et flag til at filtrere farvet væske.

Men det er ikke nok at være udstyret med en opfattelse af tingenes orden. Mennesker er også nødt til at føle, at de leverer et værdifuldt bidrag til deres verden.

Selvværd: Tapperhedens kilde

Selvværd er oplevelsen af at være et værdifuldt medlem af et meningsfuldt univers. Jeg betyder noget i en verden, der betyder noget. Denne oplevelse af personlig betydning holder vores dybeste frygt på afstand. Om vi kaldes “doktor”, “advokat” eller “elsket moder” er uden betydning. Det afgørende er, at vi ved at leve op til nogle kulturelle roller og værdier føler, at vi tager del i en symbolsk virkelighed, som – på et dybt plan – hjælper os med at overskride (transcendere) vores flygtige biologiske eksistens.

Selvværd er derfor kilden til vores mentale velbefindende, men det er mere end et abstrakt, psykologisk begreb. Selvværd føles dybt og fysisk i vores krop. Undersøgelser viser f.eks., at personer, der baserer deres selvværd på fysisk styrke, havde et stærkere håndtryk og intention om at træne mere efter at være mindet om død.

Ulykken ved lavt selvværd

Selvværd kan kollapse på to måder. Enkeltindivider eller grupper af individer kan miste troen på deres kulturelle verdenssyn, f.eks. pga økonomisk ustabilitet, kirke- og sportsskandaler eller politisk polarisering. Ligeledes kan enkeltindivider opleve, at de ikke kan leve op til de kulturelle forventninger, f.eks. pga uopnåelige skønhedsidealer.

Men da selvværd er menneskets bolværk mod deres dybeste angst, vil de gøre stort set hvad som helst for at genvinde selvværdet. Jagten på selvværd bliver herved den afgørende kraft bag stort set alt, hvad mennesket ønsker sig i livet. Den amerikanske filosof William James (1842-1910) beskrev det således;

En mands selv er den totale sum, af alle de ting han kan kalde sit; ikke kun hans krop og hans mentale kræfter, men også hans tøj og hans hus, hans kone og børn, hans forfædre og venner, hans ry og arbejde, hans land og heste, hans yacht og bankkonto. Alle disse ting giver ham samme oplevelse. Hvis de vokser og gror, triumferer han; hvis de svinder hen og visner, føler han sig fortabt.

Den mentale næring, vi får gennem vores selvværd, er fuldt ud lige så vigtig, som den fysiske næring vi får, gennem den mad vi indtager. Mangler vi selvværd, bliver vi tilbageholdende og forfalder let til selvdestruktive og aggressive udbrud. Har vi masser af selvværd, føler vi os opmuntret og entusiastiske.

Opfindelsen af det overnaturlige

Hvad skete der, da en livsform, der gennem milliarder af års evolution var skabt til at overleve uanset omkostningerne, opdagede, at den var dømt til at tabe kampen?

Som ren og skær kendsgerning er den opdagelse uantagelig. Vores forfædre benyttede derfor deres forestillingsevne til at skabe en overnaturlig verden, hvor døden hverken var endelig eller uigenkaldelig.

Først skabte de ideen om sjælen, som gjorde det muligt for mennesket at undvige døden ved at opfatte sig selv som mere end blot fysiske væsener. Siden kom ritualer til, der forstærkede vores tro samtidig med, at de blev håndgribelige beviser på, at den usynlige verden eksisterede og at vi kunne kontrollere den. På samme måde bidrog kunst, som fx hulemalerier, med at gøre det ubegribelige begribeligt ved at tilbyde konkrete tegn og symboler på en overnaturlig verden.

Efterhånden som sproget udviklede sig, begyndte vores forfædre at stille de spørgsmål, som uundværligt må opstå hos selvbevidste væsener: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvad er meningen med min eksistens? Og hvad sker der, når jeg dør? Med disse spørgsmål blev narrative skildringer af det overnaturlige både mulige og nødvendige.

Myter tilbyder det narrative grundlag for ritualer og skaber med inddragelse af kunst fundamentet for religion, der herefter tjener til at regulere alle aspekter af social opførsel. Religion afgrænser, hvordan vi skal forholde os indbyrdes og tilbyder en formålsorienteret, moralsk opfattelse af eksistensen, hvor sjælen kan fortsætte med at eksistere efter vores fysiske død. Hertil gav religion vores forfædre – som religion giver os – en oplevelse af fællesskab og en fælles virkelighed, som muliggjorde, at store grupper af mennesker blev i stand til at leve og arbejde sammen.

Bogstavelig og symbolsk udødelighed

Mennesket har jagtet udødelighedens formel siden tidernes morgen gennem kemi, magiske steder, frugter og bær, Taoisme mv. I moderne tid tilbydes nedfrysning af hele kroppen eller blot hjernen, som så kan genopvækkes på et senere tidspunkt.

Hertil jagter folk symbolsk udødelighed. Vi ønsker at efterlade vores mærke; vi vil have oplevelsen af, at noget af os forbliver og varer ved også efter vores fysiske død.

Veje til udødelighed

En måde at opnå symbolsk udødelighed er igennem vores familie, enten via gener eller deres minde om os. Berømmelse og penge er andre veje. Hvis du har råd til de finere ting i livet, lægger folk mærke til dig. Du føler, at du er speciel og særligt værdsat – måske endda af guderne, der har kastet deres lys på dig. Og derved vokser dit selvværd, dette kritiske bolværk mod vores angst for døden.

Undersøgelser viser, at folks interesse i at eje et luksusprodukt øges efter at være mindet om død. I et andet studie udviste polakker, der blev sat til at tælle penge, mindre dødssangst end andre polakker, der var sat til at tælle blankt papir af samme størrelse.

Heroisk nationalisme og karismatiske ledere

Mennesket kan også opleve symbolsk udødelighed via et slægtsskab med en heroisk sag eller nation, som vil vare evigt. Nationalisme antager endog en særligt velsignet dimension, når gruppeidentitet tilføjes en fornemmelse af at tilhøre et udvalgt folk.

Mennesket har også en udtalt tendens til at fatte sympati for “stærke ledere”, der udviser en konfliktfri overbevisning. Dette gælder særligt i tider præget af usikkerhed og omvæltninger. Således har eksperimenter påvist, at folk efter at være blevet påmindet om personlig død er otte gange mere tilbøjelige til at stemme på en person, hvis budskab lyder “I er ikke blot almindelige indbyggere, I er del af en særlig nation” end en person, hvis budskab er, “jeg opfordrer alle indbyggere til at tage en aktiv rolle i at udvikle deres land. Jeg ved, at hver enkelt af os kan gøre en forskel.”

Vi længes efter stærke ledere, når vores kulturelle verdenssyn udfordres. Den stærke leder formår således ikke blot at (gen)bekræfte tiltroen til vores kulturelle verdenssyn. Når vi stemmer på den karismatiske, større-end-livet leder, håber vi også, at en smule af hans eller hendes magiske aura af urørlighed og udødelighed vil smitte af på os

Den farlige anden og menneskelig ødelæggelse

Troen på vores kulturelle verdenssyn og selvværd udfordres også, når vi møder folk med anderledes opfattelser. Anerkendelse af deres “sandheder” stiller nemlig nødvendigvis spørgsmålstegn ved vores “sandheder”. Aboriginerne troede f.eks. på, at deres forfædre blev til firben, der siden blev til mennesker igen. Hvis den beretning er troværdig, må vores tro på, at Adam blev skabt i Guds billede, og at verden blev skabt af Gud på seks dage i det mindste være suspekt. Heraf den totale ødelæggelse og foragt for den aboriginske kultur.

Men truslen fra anderledes trossystemer rækker langt dybere end gensidigt, uforenelige skabelsesberetninger. Truslen kommer fra alt, der på den ene eller anden måde stiller spørgsmålstegn ved vores anerkendte meninger og formål. Vi må derfor finde måder, vi kan imødegå disse trusler på.

Undvigelse og dehumanisering

Vores første psykologiske forsvarsmekanisme er at undvige og latterliggøre dem, der har anderledes opfattelser end os. Denne tendens til at latterliggøre andre er særlig udtalt efter at være påmindet om døden. Studier viser således, at kristne nedgør jøder, højreorienterede fordømmer venstreorienterede (og vice versa), italienere foragter tyskere, og alle gør grin med immigranter efter at være mindet om deres egen død.

Vores anden forsvarsmekanisme er at vise disse vildledte og syndige mennesker “lyset” og overbevise dem om vores verdenssyn. Eller vi kan tæmme deres verdenssyn ved at optage de dele af det, som vi finder attraktivt i vores eget verdenssyn. Det kan f.eks. forklare, at mainstream-kulturen først stod i opposition til hippie-kulturen, for siden at optage dennes musik, jeans og granola youghurt i sin kultur.

Og hvis disse taktikker ikke virker, kan vi altid udslette den skræmmende fremmede. Uanset hvad der måtte true vores verdenssyn; Hungersnød, økonomiske omvæltninger, ungdomsoprør. Hvad end årsagen er: det er deres fejl.

Det triste er, at vi mennesker ønsker en syndebuk, vi kan pege på som årsagen til vores problemer, og denne syndebuk kan være hvem og hvad som helst. “Hvis bare vi kunne blive fri for…., ville alle vores problemer være løst”!

Udryd dem!

En række forsøg viste, at påmindelser om personlig død fik israelere til at betragte angreb på palæstinensere som mere berettiget, ligesom støtten til et forebyggende atomangreb på Iran steg. Modsat øgede påmindelsen om personlig død iranske studerendes støtte til martyrangreb mod USA, ligesom de studerende udviste større interesse i at blive selvmordsbombere.

Krop og sjæl: En svær balance

Bevidstheden om døden er ikke så let at fornægte, når vi er bevidste om vores status som medlemmer af dyreriget. Vi er derfor nødt til at adskille os fra dyrene, og gøre vores kroppe til kulturelle symboler, der udstråler skønhed og styrke og som tilslører, at vi er del af dyreriget. Figenbladet var den første kropsudsmykning, siden kom makeup og hudprodukter til, plasticoperationer, forlængelse af halsen, hoved, fod og tand deformering etc. Alt for at distancere os fra dyrene. Man kan anskue Biblens budskab om, at kun mennesket er skabt i Guds billede i samme lys.

Sex, krop og død

Sex volder et særligt problem i forhold til vores dødsangst, fordi sex først og fremmest er en klar påmindelse om vores animalske natur. Udover urinering og afføring er sex det tætteste mennesker kommer på at opføre sig som rene dyr. Sex og død er derfor tæt forbundne, og vi håndterer vores dødsangst ved at forlene sex med symbolsk betydning, kærlighed og romantik. På den måde forvandles sex fra at være noget rent animalsk til noget sublimt og unikt menneskeligt, hvorved det psykologisk bliver sikrere.

På samme måde minder fødsel og menstruation os for meget om vores dyriskhed. Undersøgelser viser da også, at kvinder bliver betragtet som mindre tiltrækkende, hvis testpersonen forinden er blevet mindet om kvinders cyklus, og det gælder vel at mærke, uanset om testpersonen er mand eller kvinde.

Døden nær og fjern

Hvad sker der, når vores kulturelle verdenssyn og selvværd ikke kan forhindre tanken om død i at dukke op?

Mennesket benytter to særlige psykologiske forsvarsmekanismer til at håndtere tanker om død. Når vi er bevidst om vores dødstanker (dvs. umiddelbart efter en påmindelse om død), benytter vi vores proximale (nær) forsvarsmekanismer. Det vil sige rationelle og rationaliserende aktiviteter, hvis mål er at fjerne dødstankerne fra vores bevidsthed. Det kan vi gøre ved at distrahere os selv eller undertrykke tankerne, f.eks. ved at spise, drikke, dyrke motion og sport, se tv, gå på internettet mv.

I modsætning hertil vækker ubevidste tanker om død (dvs. tanker lidt tid efter en påmindelse om død) vores distale (fjern) forsvarsmekanismer. Disse forsvarsmekanismer har ingen logisk relation til dødsproblemet som sådan. Hårdere straffe til prostituerede, afstandtagen fra folk der værdsætter andre kulturelle værdier eller køb af luksusprodukter for at øge vores selvværd påvirker ikke den kendsgerning, at vi skal dø. Men alligevel dæmper denne slags handlinger vores angst for døden, fordi de underbygger vores tro på, at vi vil leve evigt i en eller anden fysisk eller symbolsk form efter vores død.

Vores nær og fjern forsvarsmekanismer forklarer, hvorfor de fleste mennesker hævder, at de ikke tænker på eller er påvirket af tanker om døden. I hverdagen sørger nær forsvarsmekanismerne for, at vi kan undertrykke eller distrahere os selv fra de løbende påmindelser om død – poserne under øjnene, de grå hår, nyheder om jordskælv og bombninger fjerne steder mv.

Tilbage på kontoret slår vores fjern forsvarsmekanismer til. Vi dagdrømmer om at få firmaets højeste bonus og blive nævnt i nytårstalen. Så bliver vi vigtige og anerkendte mennesker i et meningsfuldt univers og dermed værdige kandidater til at transcendere døden via udødelighed.

Som en lus mellem to negle

Uanset hvordan vi konfronterer forestillingen om døden, bygger vores følelser, tanker og handlinger på et kulturelt konstrueret tingenes orden, og nogle verdenssyn peger os i mere bæredygtige retninger end andre.

For nogle er livet enkelt. Ting er enten gode eller dårlige. Der er ikke noget imellem. Denne tilgang fostrer et sort-og-hvidt syn på verdenen med eksplicitte retningslinjer for, hvordan man opnår udødelighed. Det tilbyder herved en forførende oplevelse af psykologisk sikkerhed for dem, der tilslutter sig det, men kan også opmuntre en os-mod-dem mentalitet, der øger gruppekonflikter.

For andre er ting næsten aldrig udelukkende gode eller dårlige. Der er altid lidt dårligt i godt og lidt godt i dårligt. Denne tilgang betyder accept af, at mening og værdi er menneskelige kreationer. Vi behøver derfor ikke at godtage den opfattelse af virkeligheden, som andre vil pådutte os og kan jagte vores egen. Men det er et udfordrende sted at være psykologisk set. Angsten lurer altid.

Så vi er fanget. Én tilgang tilbyder psykologisk sikkerhed, men kan have forfærdelige omkostninger for dem, der bliver ofre for selvretfærdige korstog, der vil rense jorden for det onde. Den anden tilgang tilbyder måske et mere omsorgsfuldt og medfølende syn på verden, men er i mindre grad i stand til at dæmpe dødsangsten. På den ene eller anden måde er vi nødt til at udvikle verdenssyn, som både tilbyder en tilstrækkelig oplevelse af psykologisk sikkerhed, men som også rummer tolerance og accept af anderledes tænkende.

Hvad gør vi?

Ifølge den eksistentialistiske psykoterapeut, Irvin Yalom, kommer ingen, der kaster sig ud i en større selvransagelse uden om døden, “for det er en af den modne voksnes hovedopgaver at komme overens med forfaldets og svækkelsens kendsgerninger. Når illusionen om udødelighed brister, føler mange mennesker, at havde de blot vidst, virkelig vidst dette noget før, ville de have levet deres liv anderledes”.

Vi er derfor nødt til at konfrontere vores dødelighed. Nødt til at erkende, at selvom forestillingen om vores dødelighed er angstprovokerende, kan den også gøre vores liv til noget sublimt ved at lade livet med mod, medfølelse og en bekymring for og hensyntagen til kommende generationer.

Handler du af frygt, eller fordi du bliver manipuleret af andre? Er du drevet af rigide forsvarsmekanismer eller går du efter mål i livet, du oprigtigt vægter højt? Når du interagerer med andre, overvejer du så, hvordan deres angst for døden påvirker deres handlinger, og hvordan din egen angst for døden påvirker dine handinger?

Ved at stille og besvare disse spørgsmål kan vi måske øge vores egen og andres glæde ved livet og have en positiv virkning på vores omgivelser.

Afsluttende bemærkninger

For at lære mere om dødens rolle i livet vil jeg varmt anbefale dig at læse “The Worm at the Core” af Sheldon Solomon, Jeff Greenberg & Tom Pyszczynski, som denne artikel er baseret på. Det er en kort, letlæst og tankevækkende bog, hvor du også kan lære om mange flere forsøg og undersøgelser, der underbygger påstanden om, at angsten for døden har en indgribende virkning på mennesket i både stort og småt.

Forfatterne bygger i øvrigt deres teori på antropolog og Pulitzer prisvinder Ernest Beckers bog “The Denial of Death”, som du også kan læse en introduktion til på denne side.

Og hvis tankerne har fanget din interesse, kan du her finde min introduktion til Irvin Yaloms tanker om menneskets angst for døden, en introduktion til Søren Kierkegaard og psykoterapeut og KZ-lejr overlever Viktor Frankls tanker om mening og død.

Skeleton-Man showet Døden: Livets høje pris

I mit nye show Døden: Livets høje pris introducerer jeg publikum til den eksistentialistiske tradition. Du kan læse mere om showet her, der især henvender sig til undervisningsinstitutioner og virksomheder, f.eks. som et festligt indslag til den årlige generalforsamling i kunstklubben. 

For BOOKING og pris forespørgsler venligst kontakt info@skeleton-man.com